Lukas 15:25
Men hans ældste Søn var paa Marken; og da han kom og var nær ved Huset, hørte han sammenstemmende Sang og Dands.
Men hans ældste Søn var paa Marken; og da han kom og var nær ved Huset, hørte han sammenstemmende Sang og Dands.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
9Og naar hun haver fundet den, sammenkalder hun Veninderne og Naboerskerne og siger: Glæder eder med mig; thi jeg haver fundet den Penning, som jeg tabte.
10Saaledes, siger jeg eder, skal der være Glæde for Guds Engle over een Synder, som omvender sig.
11Men han sagde: Et Menneske havde to Sønner.
12Og den yngste af dem sagde til Faderen: Fader! giv mig den Deel af Godset, som mig tilfalder. Og han skiftede Godset imellem dem.
13Og ikke mange Dage derefter samlede den yngre Søn alt (Sit) og drog udenlands til et Land langt borte, og ødte der sit Gods i et overdaadigt Levnet.
14Men der han havde fortæret alt (det, han havde), blev en svar Hunger i det samme Land, og han begyndte at lide Mangel.
15Og han gik bort og holdt sig til en af Borgerne der i Landet; og denne sendte ham paa sine Marker at røgte Sviin.
16Og han ønskede at fylde sin Bug med Mask, som Svinene aade, og Ingen gav ham (Noget).
17Men der han kom til sig selv, sagde han: Hvor mange Daglønnere hos min Fader have overflødigt Brød! men jeg omkommer af Hunger.
18Jeg vil staae op og gaae til min Fader og sige til ham: Fader! jeg haver syndet mod Himmelen og for dig,
19og er ikke længere værd at kaldes din Søn; gjør mig som en af dine Daglønnere.
20Og han stod op og kom til sin Fader. Men der han var endnu langt borte, saae hans Fader ham og ynkedes inderligen, og løb til og faldt om hans Hals og kyssede ham.
21Men Sønnen sagde til ham: Fader! jeg haver syndet imod Himmelen og for dig, og er ikke længere værd at kaldes din Søn.
22Men Faderen sagde til sine Tjenere: Bærer frem det bedste Klædebon og ifører ham (det), og giver ham en Ring paa hans Haand og Skoe paa Fødderne;
23og henter den fedede Kalv hid og slagter den, og lader os æde og være lystige.
24Thi denne min Søn var død og er bleven levende igjen, og var fortabt og er funden. Og de begyndte at være lystige.
26Og han kaldte en af Drengene til sig og udspurgte, hvad det var.
27Men han sagde til ham: Din Broder er kommen, og din Fader slagtede den fedede Kalv, fordi han haver faaet ham karsk igjen.
28Men han blev vred og vilde ikke gaae ind; derfor gik hans Fader ud og bad ham.
29Men han svarede og sagde til Faderen: See, saa mange Aar tjener jeg dig og overtraadte end aldrig dit Bud, og du haver aldrig givet mig et Kid, at jeg kunde være lystig med mine Venner.
30Men da denne din Søn er kommen, som haver fortæret dit Gods med Skjøger, slagtede du den fedede Kalv til ham.
31Men han sagde til ham: Min Søn! du er altid hos mig, og alt det, som mit er, er dit.
32Men man burde at være lystig og glæde sig, fordi denne din Broder var død og er bleven levende igjen, og var fortabt og er funden.
3Men han talede denne Lignelse til dem og sagde:
4Hvilket Menneske af eder, som haver hundrede Faar og haver tabt eet af dem, forlader ei de ni og halvfemsindstyve i Ørkenen og gaaer bort efter det tabte, indtil han finder det?
5Og naar han haver fundet det, lægger han det paa sine Skuldre med Glæde.
6Og naar han kommer hjem, sammenkalder han Vennerne og Naboerne, og siger til dem: Glæder eder med mig; thi jeg haver fundet mit Faar, som var tabt.
7Jeg siger eder: Saaledes skal der være Glæde i Himmelen over een Synder, som omvender sig, mere end over ni og halvfemsindstyve Retfærdige, hvilke ikke have Omvendelse behov.
28Men hvad tykkes eder? Et Menneske havde to Sønner, og han gik til den første og sagde: Søn! gak hen, arbeid idag udi min Viingaard.
1Og Jesus svarede og talede atter ved Lignelser til dem, og sagde:
2Himmeriges Rige lignes med et Menneske, en Konge, som gjorde sin Søns Bryllup.
3Og han udsendte sine Tjenere, at kalde de Budne til Bryllup, og de vilde ikke komme.
4Han udsendte atter andre Tjenere og sagde: Siger de Budne: See, jeg haver beredt mit Maaltid, mine Øxne og mit fede Qvæg er slagtet, og Alting er rede; kommer til Bryllup!
5Men de foragtede det og gik hen, den Ene paa sin Ager, den Anden til sit Kjøbmandskab.
18(Men) der denne endnu talede, da kom den (Fjerde) og sagde: Dine Sønner og dine Døttre aade og drak Viin i deres førstefødte Broders Huus.
21Og Tjeneren kom og forkyndte sin Herre det; da blev Huusbonden vred og sagde til sin Tjener: Gak hasteligen ud paa Stadens Stræder og Gader, og før hid ind Fattige og Krøblinger og Halte og Blinde.
15Og det begav sig, der han kom igjen, efterat han havde faaet Riget, sagde han, at hine Tjenere, hvilke han havde givet Pengene, skulde kaldes til ham, at han kunde vide, hvad hver havde vundet.
16Men han sagde til ham: Der var et Menneske, som gjorde en stor Nadvere og indbød Mange.
17Og han udsendte sin Tjener paa Nadverens Time, at sige til de Budne: Kommer; thi nu ere alle Ting beredte.
17Vi Pibede for eder, og I vilde ikke dandse; vi sang klageligen for eder, og I vilde ikke græde.
23Og der Jesus kom i den Øverstes Huus og saae Piberne og Mængden, som buldrede, sagde han til dem:
19Men en lang Tid derefter kom disse Tjeneres Herre og holdt Regnskab med dem.
13Og hænder det sig, at han finder det, sandelig siger jeg eder, at han glæder sig over det mere end over de ni og halvfemsindstyve, som ikke fore vild.
12Han sagde da: En høibaaren Mand drog til et Land langt borte, at tage sig et Rige (i Besiddelse), og (saa) at komme igjen.
33Hører en anden Lignelse: Der var et Menneske, en Huusbonde, som havde plantet en Viingaard og gjort et Gjærde omkring den, og gravet en Perse i den og bygget et Taarn; og han leiede den til Viingaardsmænd og drog udenlands.
37Men derefter sendte han sin Søn til dem og sagde: De ville dog undsee sig for min Søn.
13Og det skede en Dag, da hans Sønner og hans Døttre aade og drak Viin i deres førstefødte Broders Huus,
6Men eftersom han endnu havde een Søn, som han havde kjær, sendte han til sidst ogsaa denne til dem og sagde: De ville frygte for min Søn.
32De ere de smaae Børn lige, som sidde paa Torvet, og raabe til hverandre og sige: Vi pebe for eder, og I vilde ikke dandse, vi sang klageligen for eder, og I vilde ikke græde.
1Og han begyndte at sige til dem ved Lignelser: Et Menneske plantede en Viingaard og gjorde et Gjærde derom, og grov en Perse og byggede et Taarn, og leiede den til Viingaardsmænd og drog udenlands.