Matteus 22:8
Da sagde han til sine Tjenere: Brylluppet er vel beredt, men de Budne vare det ikke værd.
Da sagde han til sine Tjenere: Brylluppet er vel beredt, men de Budne vare det ikke værd.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
1Og Jesus svarede og talede atter ved Lignelser til dem, og sagde:
2Himmeriges Rige lignes med et Menneske, en Konge, som gjorde sin Søns Bryllup.
3Og han udsendte sine Tjenere, at kalde de Budne til Bryllup, og de vilde ikke komme.
4Han udsendte atter andre Tjenere og sagde: Siger de Budne: See, jeg haver beredt mit Maaltid, mine Øxne og mit fede Qvæg er slagtet, og Alting er rede; kommer til Bryllup!
5Men de foragtede det og gik hen, den Ene paa sin Ager, den Anden til sit Kjøbmandskab.
6Men de Øvrige grebe hans Tjenere, forhaanede og ihjelsloge dem.
7Men der Kongen det hørte, blev han vred, og skikkede sine Hære ud, og ødelagde disse Manddrabere og satte Ild paa deres Stad.
9Gaaer derfor ud paa Veiskjellene og byder til Bryllup saa Mange, som I finde.
10Og Tjenerne gik ud paa Veiene og samlede alle dem, de fandt, baade Onde og Gode, saa Bryllupshuset blev fuldt af dem, som sadde tilbords.
11Da gik Kongen ind for at besee dem, som sadde tilbords, og han saae der et Menneske, som ikke havde iført sig Bryllupsklædningen.
12Og han sagde til ham: Ven! hvorledes er du kommen hid ind, og haver ikke Bryllupsklædningen paa? Men han taug.
13Da sagde Kongen til Tjenerne: Binder Hænder og Fødder paa ham, og tager ham bort og kaster ham ud i det yderste Mørke; der skal være Graad og Tænders Gnidsel.
14Thi Mange ere kaldede, men Faa udvalgte.
16Men han sagde til ham: Der var et Menneske, som gjorde en stor Nadvere og indbød Mange.
17Og han udsendte sin Tjener paa Nadverens Time, at sige til de Budne: Kommer; thi nu ere alle Ting beredte.
18Og de begyndte alle strax at undskylde sig. Den Første sagde til ham: Jeg haver kjøbt en Ager og haver fornøden at gaae ud og see den; jeg beder dig, hav mig undskyldt.
7Men han sagde en Lignelse til Gjæsterne, der han gav Agt paa, hvorledes de udvalgte de øverste Sæder ved Bordet, og sagde til dem:
8Naar du er buden af Nogen til Bryllup, da sæt dig ikke øverst tilbords, at ikke en Hæderligere end du maatte være buden af ham,
9og den, der indbød dig og ham, maatte komme og sige til dig: Giv denne Plads! og du da med Blusel skal komme til at sidde nederst.
20Og en Anden sagde: Jeg tog mig en Hustru tilægte, og derfor kan jeg ikke komme.
21Og Tjeneren kom og forkyndte sin Herre det; da blev Huusbonden vred og sagde til sin Tjener: Gak hasteligen ud paa Stadens Stræder og Gader, og før hid ind Fattige og Krøblinger og Halte og Blinde.
22Og Tjeneren sagde: Herre! det er gjort, som du befoel, og der er endnu Rum.
23Og Herren sagde til Tjeneren: Gak ud paa Veiene og ved Gjærderne, og nød dem at gaae ind, paa det mit Huus kan vorde fuldt.
24Thi jeg siger eder, at Ingen af de Mænd, som vare budne, skal smage min Nadvere.
10Men der de gik bort at kjøbe, kom Brudgommen, og de, som vare rede, gik ind med ham til Bryllup; og Døren blev tillukt.
11Men siden kom og de andre Jomfruer og sagde: Herre, Herre, lad op for os!
23Derfor lignes Himmeriges Rige med et Menneske, som var Konge, som vilde holde Regnskab med sine Tjenere.
8Og de toge og sloge ham ihjel, og kastede ham ud udenfor Viingaarden.
9Hvad skal da Viingaardens Herre gjøre? Han skal komme og ødelægge Viingaardsmændene, og leie Andre Viingaarden.
34Men der Frugtens Tid kom, sendte han sine Tjenere til Viingaardsmændene, at annamme dens Frugter.
35Og Viingaardsmændene toge hans Tjenere; en sloge de, en anden sloge de ihjel, en anden stenede de.
36Han sendte atter andre Tjenere, flere end de første; og de gjorde ligesaa med dem.
30Og kaster den unyttige Tjener ud i det yderste Mørke; der skal være Graad og Tænders Gnidsel.
2Og han sendte en Tjener til Viingaardsmændene, der Tiden kom, at han hos Viingaardsmændene skulde modtage af Viingaardens Frugt.
22Men Faderen sagde til sine Tjenere: Bærer frem det bedste Klædebon og ifører ham (det), og giver ham en Ring paa hans Haand og Skoe paa Fødderne;
12Men Rigets Børn skulle udkastes i det yderste Mørke; der skal være Graad og Tænders Gnidsel.
8Vil han ikke derimod sige til ham: Bered det, jeg skal have til Nadvere, og bind op omkring dig og opvart mig, saalænge jeg æder og drikker, og derefter maa du æde og drikke?
10Og der Tiden kom, sendte han en Tjener til Viingaardsmændene, at de skulde give ham af Viingaardens Frugt; men Viingaardsmændene sloge ham og sendte ham tomhændet fra sig.
36Og værer ligesom de Mennesker, der vente deres Herre, naar han vil bryde op fra Brylluppet, paa det, naar han kommer og banker paa, de strax kunne lade op for ham.
37Salige ere de Tjenere, som Herren finder vaagne, naar han kommer. Sandelig siger jeg eder, at han skal binde op om sig og sætte dem tilbords, og gaae frem og tjene dem.
1Da skal Himmeriges Rige lignes ved ti Jomfruer, som toge deres Lamper og gik Brudgommen imøde.
46da skal den samme Tjeners Herre komme paa den Dag, som han ikke tænker, og paa den Time, som han ikke veed, og skal hugge ham i to og give ham hans Deel med de Utroe.
47Men den Tjener, som veed sin Herres Villie, og ikke bereder sig og ikke gjør efter hans Villie, skal faae mange Hug.
49og begyndte at slaae Medtjenerne, men at æde og drikke med Drankerne,
15Og de stødte ham udenfor Viingaarden og sloge ham ihjel. Hvad skal da Viingaardens Herre gjøre ved dem?
34Da skal Kongen sige til dem ved sin høire Side: Kommer hid, mit Faders Velsignede! arver det Rige, som eder er beredt, fra Verdens Grundvold blev lagt.
12Men han sagde og til den, som havde budet ham: Naar du gjør Middags- eller Aftens-Maaltid, da indbyd ikke dine Venner, ei heller dine Brødre, ei heller dine Frænder, ei heller rige Naboer, paa det at ikke ogsaa de skulle indbyde dig igjen, og dig skal vorde Vederlag.
6Men om Midnat skede Anskrig: See, Brudgommen kommer, gaaer ham imøde!
31Men der hans Medtjenere saae det, som var skeet, bleve de saare bedrøvede, og kom og aabenbarede for deres Herre alt det, som var skeet.
12Han sagde da: En høibaaren Mand drog til et Land langt borte, at tage sig et Rige (i Besiddelse), og (saa) at komme igjen.