Romerbrevet 4:2
Thi dersom Abraham blev retfærdiggjort ved Gjerninger, haver han Ros, men ikke for Gud.
Thi dersom Abraham blev retfærdiggjort ved Gjerninger, haver han Ros, men ikke for Gud.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
3 Thi hvad siger Skriften? — Men Abraham troede Gud, og det blev regnet ham til Retfærdighed.
4 Men den, som haver Gjerninger at fremvise, tilregnes Lønnen ikke af Naade, men som Skyldighed;
5 den derimod, som ikke haver Gjerninger, men troer paa ham, som retfærdiggjør den Ugudelige, (ham) tilregnes hans Tro til Retfærdighed.
6 Ligesom og David priser det Menneske saligt, hvilket Gud tilregner Retfærdighed uden Gjerninger:
1 Hvad skulle vi da sige, at vor Fader Abraham haver opnaaet efter Kjødet?
20 Men vil du vide, o du forfængelige Menneske! at Troen uden Gjerninger er død?
21 Er ikke vor Fader Abraham retfærdiggjort ved Gjerninger, der han offrede sin Søn Isak paa Alteret?
22 Seer du, at Troen virkede med hans Gjerninger, og at ved Gjerninger blev Troen fuldkommet?
23 Og Skriften blev opfyldt, som siger: Men Abraham troede Gud, og det blev regnet ham til Retfærdighed, og han blev kaldet Guds Ven.
24 See I nu, at et Menneske retfærdiggjøres ved Gjerninger og ikke ved Troen alene?
25 Men desligeste og Skjøgen Rahab, blev hun ikke retfærdiggjort ved Gjerninger, der hun annammede Sendebudene og lod dem ud ad en anden Vei?
5 Mon da han, som meddeler eder Aanden og udretter kraftige Gjerninger i eder, udretter det ved Lovens Gjerninger eller ved Troens Forkyndelse?
6 Ligesom Abraham troede Gud, og det blev regnet ham til Retfærdighed.
7 Erkjender altsaa, at de, som holde sig til Troen, disse ere Abrahams Børn.
8 Men da Skriften forudsaae, at Gud vilde retfærdiggjøre Hedningerne ved Troen, forjættede den Abraham forud: I dig skulle alle Folkeslag velsignes.
9 Saa at de, som holde sig til Troen, blive velsignede med den troende Abraham.
9 Hører da denne Salighed til Omskjærelsen (alene), eller og til Forhuden? Vi sige jo, at Troen blev regnet Abraham til Retfærdighed.
10 Hvorledes blev den da tilregnet? da han var bleven omskaaren, eller da han havde Forhud? Ikke da han var bleven omskaaren, men da han havde Forhud.
11 Og han annammede Omskjærelsens Tegn som en Besegling paa den Retfærdighed ved Troen, hvilken han havde, (da han var) uomskaaren, saa at han skulde være Fader til alle dem, som troe, (skjøndt de ere) uomskaarne, — at Retfærdighed skulde og tilregnes dem —
12 og (være) Fader til de Omskaarne, til dem, som ikke alene ere omskaarne, men ogsaa vandre i den Troes Fodspor, hvilken vor Fader Abraham havde, (da han var) uomskaaren.
13 Thi ikke formedelst Loven (gaves) den Forjættelse til Abraham og hans Afkom, at han skulde arve Verden, men formedelst Troens Retfærdighed.
14 Thi skulde de, som holde sig til Loven, være Arvinger, da er Troen forgjæves, og Forjættelsen gjort til Intet;
15 thi Loven virker Straf; thi hvor der ikke er Lov, der er ei heller Overtrædelse.
16 Derfor er Forjættelsen ved Tro, saa at den (gives) af Naade, paa det at den maa staae fast for den ganske Æt, ikke alene for den, som haver Loven, men og for den, som haver Abrahams Tro, hvilken er alles vores Fader,
17 — som skrevet er: Jeg haver sat dig til mange Folks Fader — for Gud, paa hvem han troede, som levendegjør de Døde, og kalder de Ting, der ikke ere, som om de vare.
20 men han tvivlede ikke med Vantro paa Guds Forjættelse, men blev styrket i Troen og gav Gud Ære,
21 fuldkommen vis paa, at det, som han havde lovet, var han og mægtig til at gjøre.
22 Derfor blev det og regnet ham til Retfærdighed.
23 Men ikke for hans Skyld alene er det skrevet, at det blev ham tilregnet,
24 men og for vor Skyld, hvilke det skal tilregnes, naar vi troe paa den, der opreiste vor Herre Jesum fra de Døde,
9 ikke af Gjerninger, for at ikke Nogen skal rose sig.
26 for at vise sin Retfærdighed paa den nærværende Tid, at han maa være retfærdig og gjøre den retfærdig, som er af Jesu Tro.
27 Hvor er nu (vor) Ros? Den er udelukket; formedelst hvilken Lov? Gjerningernes? Nei, men formedelst Troens Lov.
28 Derfor slutte vi, at Mennesket bliver retfærdiggjort ved Troen uden Lovens Gjerninger.
16 efterdi vi vide, at et Menneske ikke bliver retfærdiggjort, af Lovens Gjerninger, men ved Jesu Christi Tro, saa have og vi troet paa Jesum Christum, at vi maatte blive retfærdiggjorte af Christi Tro, og ikke af Lovens Gjerninger; thi intet Kjød skal blive retfærdiggjort af Lovens Gjerninger.
17 Men om vi, idet vi søge at blive retfærdiggjorte i Christo, ogsaa selv befindes at være Syndere, da er jo Christus Syndens Tjener. Det være langt fra!
6 Og han troede paa Herren, og det tilregnede han ham til Retfærdighed.
11 Men at Ingen bliver retfærdiggjort for Gud ved Loven, er aabenbart; thi den ved Troen Retfærdige skal leve.
6 Men er det af Naade, da er det ikke mere af Gjerninger, ellers bliver Naaden ikke mere Naade; men er det af Gjerninger, da er det ikke mere Naade, ellers er Gjerningen ikke mere Gjerning.
30 Hvad skulle vi da sige? Hedningerne, som ikke jagede efter Retfærdighed, fik Retfærdighed, nemlig den Retfærdighed, som er af Troen;
20 Derfor kan intet Kjød blive ved Lovens Gjerninger retfærdiggjort for ham; thi ved Loven kommer Syndens Erkjendelse.
18 Thi er Arven ved Loven, da er den ikke mere ved Forjættelsen; men Gud skjenkede Abraham den ved Forjættelsen.
13 — thi ikke Lovens Hørere ere retfærdige for Gud, men Lovens Gjørere skulle retfærdiggjøres;
29 paa det at intet Kjød skal rose sig for ham.
31 at, som skrevet er: Hvo sig roser, rose sig i Herren.
21 Er da Loven mod Guds Forjættelser? Det være langt fra! Thi var der given en Lov, som kunde levendegjøre, da erholdtes Retfærdighed virkeligen ved Loven.
1 Altsaa, retfærdiggjorte ved Troen, have vi Fred med Gud ved vor Herre Jesum Christum,
17 thi derudi aabenbares Guds Retfærdighed af Tro til Tro, som skrevet staaer: Men den Retfærdige af Troen skal leve.
9 og findes i ham, saa jeg ikke haver Min Retfærdighed, den af Loven, men den ved Christi Tro, Retfærdigheden af Gud formedelst Troen;
4 Men hver prøve sin egen Gjerning, og da skal han have Ros for sig selv alene, og ikke for Andre;