Romerbrevet 7:15
thi jeg erkjender ikke, hvad jeg gjør; thi det, som jeg vil, dette gjør jeg ikke, men det, som jeg hader, dette gjør jeg.
thi jeg erkjender ikke, hvad jeg gjør; thi det, som jeg vil, dette gjør jeg ikke, men det, som jeg hader, dette gjør jeg.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
16Men gjør jeg det, som jeg ikke vil, da vidner jeg med Loven, at den er god.
17Men nu gjør ikke jeg det mere, men Synden, som boer i mig;
18thi jeg veed, at i mig, det er i mit Kjød, boer ikke (noget) Godt; thi at ville, det staaer i min Magt, men at udrette det Gode, formaaer jeg ikke.
19Thi det Gode, som jeg vil, det gjør jeg ikke; men det Onde, som jeg ikke vil, det gjør jeg.
20Men dersom jeg gjør det, som jeg ikke vil, saa er det ikke mere mig, som udretter det, men Synden, som boer i mig.
21Saa finder jeg da den Lov hos mig, naar jeg vil gjøre det Gode, at det Onde hænger ved mig;
22thi jeg haver Lyst til Guds Lov efter det indvortes Menneske;
23men jeg seer en anden Lov i mine Lemmer, som strider imod mit Sinds Lov og tager mig fangen under Syndens Lov, som er i mine Lemmer.
24Jeg elendige Menneske! hvo skal frie mig fra dette Dødens Legeme?
25Jeg takker Gud ved Jesum Christum, vor Herre. Saa tjener da jeg, den selvsamme, Guds Lov med Sindet, men Syndens Lov med Kjødet.
5Thi da vi vare i Kjødet, virkede de syndige Lyster, som (vaktes) ved Loven, i vore Lemmer til at bære Døden Frugt.
6Men nu ere vi løste og døde fra Loven, under hvilken vi holdtes, saa at vi skulle tjene i Aandens nye Væsen og ikke i Bogstavens gamle Væsen.
7Hvad ville vi da sige? at Loven er Synd? Det være langt fra! men jeg kjendte ikke Synden uden ved Loven; thi end Begjærligheden kjendte jeg ikke, dersom Loven ikke havde sagt: Du skal ikke begjære.
8Men Synden, som tog Anledning af Budet, virkede al Begjærlighed i mig; thi uden Lov er Synden død.
9Men jeg levede nogen Tid uden Lov; men der Budet kom, blev Synden levende igjen.
10Men jeg døde, og det Bud, som var (givet) til Liv, det fandtes at være mig til Død;
11thi Synden, som tog Anledning af Budet, forførte mig og dræbte mig formedelst det samme.
12Saa er da Loven hellig, og Budet er helligt og retfærdigt og godt.
13Er da det, som er godt, blevet mig (til) Død? Det være langt fra! men Synden (er bleven det), for at den skulde kjendes som Synd, da den formedelst det Gode bevirkede mig Døden, paa det at Synden formedelst Budet skulde vorde overmaade syndig.
14Thi vi vide, at Loven er aandelig, men jeg kjødelig, solgt under Synden;
17Thi Kjødet begjærer imod Aanden, men Aanden imod Kjødet; men disse ere hinanden modsatte, saa at I ikke kunne gjøre, hvad I ville.
3Men jeg agter det for saare Lidet, at dømmes af eder, eller af en menneskelig Ret; ja jeg dømmer mig end ikke selv;
4thi vel veed jeg Intet med mig selv, men dermed er jeg ikke retfærdiggjort; men Herren er den, som mig dømmer.
18Thi dersom jeg igjen opbygger det Samme, som jeg nedbrød, da viser jeg mig selv at være en Overtræder.
19Thi jeg er formedelst Loven død fra Loven, at jeg skal leve for Gud.
2thi Aandens Lov, der giver Liv i Christo Jesu, haver frigjort mig fra Syndens og Dødens Lov.
3Thi det, som var Loven umuligt, idet den var kraftesløs formedelst Kjødet, (det gjorde) Gud, da han sendte sin egen Søn i syndigt Kjøds Lignelse og til et Syndoffer, og fordømte Synden i Kjødet;
11Hvorfor? fordi jeg ikke elsker eder? — Det veed Gud!
12Men hvad jeg gjør, det vil jeg fremdeles gjøre, for at jeg kan afskjære Anledningen for dem, som ville have Anledning, saa at de i det, hvoraf de rose sig, skulle findes os lige.
15Hvad altsaa? skulle vi synde, efterdi vi ere ikke under Loven, men under Naaden? Det være langt fra!
16Vide I ikke, at hvem I fremstille eder selv til Lydighed som Tjenere, dens Tjenere ere I, hvem I adlyde, hvad enten (det er) Syndens til Død, eller Lydighedens til Retfærdighed?
17Derfor, hvo, som veed at gjøre Godt og gjør det ikke, ham er det Synd.
15I dømme efter Kjødet, jeg dømmer Ingen.
7Verden kan ikke hade eder; men den hader mig, fordi jeg vidner om den, at dens Gjerninger ere onde.
12Jeg haver Lov til Alt, men ikke Alt er nyttigt; jeg haver Lov til Alt, men jeg skal ikke lade mig beherske af Noget.
22Men dersom det at leve i Kjødet (skaffer) mig Frugt af (min) Gjerning, saa veed jeg og ikke, hvad jeg skal vælge.
7Ja! men dersom Guds Sandhed har end ydermere viist sig til hans Ære formedelst min Løgn, hvi dømmes jeg da endnu som en Synder?
27men jeg undertvinger mit Legeme og holder det i Trældom, at ikke jeg, som prædiker for Andre, skal selv blive forskudt.
1Jeg siger Sandhed i Christo, jeg lyver ikke, —min Samvittighed vidner med mig i den Hellig-Aand —
2at jeg haver en stor Sorg og en uafladelig Smerte i mit Inderste.
1Derfor, o Menneske! er du uden Undskyldning, hvo du end er, som dømmer; thi idet du dømmer en Anden, fordømmer du dig selv; thi du, som dømmer, gjør selv det Samme.
32Foruden det, jeg kan see, lær du mig; dersom jeg haver gjort Uret, da vil jeg ikke gjøre det mere.
12Altsaa herske da ikke Synden i eders dødelige Legeme, saa at I ere den lydige i dets Begjæringer.
16Jeg er kjed, jeg skal (dog) ikke leve evindeligen; lad af fra mig, thi mine Dage ere Forfængelighed.
20Sandelig, der er ikke et Menneske retfærdigt paa Jorden, som gjør Godt og ikke synder.
14thi efterdi Hedningerne, som ikke have Lov, gjøre af Naturen Lovens Gjerninger, da ere de, enddog de ikke have Lov, dem selv en Lov;
15de vise nemlig Lovens Gjerning (at være) skreven i deres Hjerter, idet deres Samvittighed vidner med, og Tankerne indbyrdes anklage eller og forsvare hverandre; —
20Derfor kan intet Kjød blive ved Lovens Gjerninger retfærdiggjort for ham; thi ved Loven kommer Syndens Erkjendelse.
1Hvad skulle vi da sige? skulle vi blive ved i Synden, paa det at Naaden kan blive des overflødigere?
1Dømmer ikke, at I ikke skulle dømmes; thi med hvad Dom I dømme, skulle I dømmes,