Ruts bok 4:7
Og dette var fordum (Sædvane) i Israel ved Løsning og ved Skiften til at stadfæste al Handel, at En drog sin Sko af og gav sin Næste; og dette var et Vidnesbyrd i Israel.
Og dette var fordum (Sædvane) i Israel ved Løsning og ved Skiften til at stadfæste al Handel, at En drog sin Sko af og gav sin Næste; og dette var et Vidnesbyrd i Israel.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
8Og Løseren sagde til Boas: Kjøb dig det; og han drog sin Sko af.
9Da sagde Boas til de Ældste og til alt Folket: I ere Vidner idag, at jeg har kjøbt alt det, som hørte Elimelech til, og alt det, som hørte Chiljon og Mahlon til, af Noomi Haand.
10Og tilmed har jeg taget Ruth, den Moabitiske, Mahlons Hustru, mig til en Hustru, til at opreise den Døde et Navn paa hans Arv, at den Dødes Navn skal ikke udryddes fra hans Brødre og af hans Steds Port; (dertil ere) I Vidner idag.
1Og Boas gik op til Porten og sad der, og see, Løseren gik forbi, til hvilken Boas talede og sagde: Vig (af Veien), sæt dig her, min Ven! og han veg (af Veien) og satte sig.
2Og han tog ti Mænd af de Ældste i Staden (til sig) og sagde: Sætter eder her; og de satte sig.
3Da sagde han til Løseren: Den Deel af Marken, som hørte vor Broder Elimelech til, den har Noomi solgt, som er kommen tilbage af Moabiternes Land.
4Og jeg, jeg sagde: Jeg vil aabenbare det for dine Øren, sigende: Kjøb det i Overvær af Indbyggerne og de Ældste af mit Folk; dersom du vil løse det, løs det, men dersom du ikke vil løse det, giv mig det tilkjende, at jeg kan vide det; thi der er Ingen uden du til at løse det, og jeg efter dig; og han sagde: Jeg, jeg vil løse det.
5Og Boas sagde: Paa hvilken Dag du kjøber det Land af Noomi Haand, da kjøber du det og af den moabitiske Ruth, den Dødes Hustru, for at opreise den Døde et Navn paa hans Arv.
6Da sagde Løseren: Jeg kan ikke løse det for mig, at jeg ikke skal fordærve min Arv; løs du for dig det, jeg skulde løse, thi jeg kan ikke løse det.
7Men om Manden haver ikke Behagelighed i at tage sin Broders Hustru, da skal hans Broders Hustru gaae op til Porten til de Ældste og sige: Min Mands Broder vægrer sig for at opreise sin Broder et Navn i Israel, han vil ikke ægte mig i sin Broders Sted.
8Saa skulle de Ældste af hans Stad kalde ham og tale til ham; naar han staaer og siger: Jeg haver ikke Behagelighed i at tage hende,
9da skal hans Broders Hustru komme frem til ham for de Ældstes Øine, og drage hans Sko af hans Fod og spytte i hans Ansigt; og hun skal svare og sige: Efter denne Maade skal det skee den Mand, som ikke vil bygge sin Broders Huus.
10Og hans Navn skal kaldes i Israel: Dens Huus, som Skoen er afdragen.
11Naar Mænd trættes tilsammen, en med en anden, og den enes Hustru kommer nær til, at udfrie sin Mand af hans Haand, som slaaer ham, og hun rækker sin Haand ud og tager fat i hans Blusel,
12Og nu (er det vel) saa i Sandhed, at jeg er Løseren; men der er og en nærmere Løser end jeg.
13Bliv (her) Natten over i denne Nat, og det skal skee imorgen, dersom han vil løse dig, godt, da maa han løse (dig); men dersom han ikke haver Lyst til at løse dig, da vil jeg løse dig, jeg, (saa vist som) Herren lever; lig indtil Morgenen.
14Og hun laae ved hans Fødder indtil Morgenen, og stod op, førend En kunde kjende den Anden; og han sagde: Lad ikke vides, at en Qvinde er kommen i Loen.
6Saa sagde Herren: For tre Israels Overtrædelser og for fire vil jeg ikke afvende det, fordi de solgte en Retfærdig for Penge, og en Fattig for et Par Skoe.
24Og i al eders Eiendoms Land skulle I lade Jorden til Løsning.
25Naar din Broder bliver forarmet, at han sælger af sin Eiendom, saa skal hans Løser, som er ham næst paarørende, komme og løse det, hans Broder haver solgt.
26Og naar Nogen ikke haver en Løser, og hans Haand formaaer og finder saa meget, som er nok til at løse det for,
27da skal han regne de Aar, (siden) han solgte det, og igjengive det, som er derover, til Manden, hvilken han solgte det; saa skal han komme til sin Eiendom igjen.
7Der Boas havde ædet og drukket, og hans Hjerte var vel (tilmode), da kom han at lægge sig yderst i en Hob; og hun kom sagteligen og slog op ved hans Fødder, og lagde sig.
8Og det skede om Midnatten, da blev Manden forskrækket og greb omkring sig, og see, en Qvinde laae ved hans Fødder.
9Og han sagde: Hvo er du? og hun svarede: Jeg er Ruth, din Tjenesteqvinde, udbred din Vinge over din Tjenesteqvinde, thi du er Løseren.
1Og Noomi havde en Kynding, som hørte hendes Mand til, en Mand af Vælde og Formue, af Elimelechs Slægt; og hans Navn var Boas.
2paa den samme Tid talede Herren formedelst Esaias, Amoz Søn, og sagde: Gak, og løs Sækken af dine Lænder, og drag din Sko af din Fod; (og) han gjorde saa, og gik nøgen og barfodet.
6at kjøbe de Ringe for Penge, og den Fattige for et Par Skoe, at vi maae sælge det Affaldne af Kornet?
2Og nu, mon ikke Boas, hos hvis unge Piger du har været, være af vort Frændskab? see, han kaster Byg inat paa Loen.
3Saa bad dig og salv dig, og tag dine Klæder paa dig, og gak ned i Loen; lad dig ikke kjendes af Manden, indtil han har fuldendt at æde og drikke.
15Og Fyrsten over Herrens Hær sagde til Josva: Drag din Sko af din Fod, thi det Sted, som du staaer paa, det er helligt; og Josva gjorde saa.
13Du skal give ham Pantet tilbage, naar Solen gaaer ned, at han kan lægge sig i sit Klædebon og velsigne dig; og det skal være dig en Retfærdighed for Herrens din Guds Ansigt.
13Tag hans Klædebon, som borgede for en Fremmed, og tag Pant af ham for en ubekjendt (Qvindes) Skyld.
5Og Boas sagde til sin den unge Karl, som var sat over Høstfolkene: Hvem hører denne unge Qvinde til?
11Og Boas svarede og sagde til hende: Det er mig nok tilkjendegivet alt, hvad du har gjort ved din Mands Moder efter din Mands Død, at du har forladt din Fader og din Moder og dit Fædreneland, og er gaaet til et Folk, som du kjendte ikke tilforn.
5Naar Brødre boe tilhobe, og en døer af dem, og han haver ingen Søn, da skal den Dødes Hustru ikke vorde en fremmed Mands udenfor; hendes Mands Broder skal komme ind til hende, og tage hende sig til Hustru, og ægte hende i sin Broders Sted.
14Da sagde Qvinderne til Noomi: Velsignet være Herren, som ikke vilde lade dig fattes en Løser idag, og hans Navn blive priset i Israel!
11da skal Herrens Ed være imellem dem begge, om han ikke haver lagt sin Haand paa sin Næstes Gods; og den skal dets Eiermand antage, og (den Anden) skal ikke betale.
11Og jeg tog Kjøbebrevet, nemlig det, som var beseglet efter Befalingen og Skikkene, og det aabne.
26Dersom du tager din Næstes Klædebon til vist Pant, da skal du igjengive ham det, førend Solen gaaer ned.
11Men dersom hans Fader haver ingen Brødre, da skulle I give hans næste Slægt, som er ham nær paarørende af hans Slægtskab, hans Arv, og han skal arve den; og det skal være for Israels Børn en beskikket Ret, eftersom Herren haver befalet Mose.
16Naar En bliver Borgen for en Fremmed, tag hans Klæder, og tag Pant af ham for de Ubekjendte.
5og gamle og lappede Skoe paa deres Fødder, og gamle Klæder paa sig; og alt Brødet til deres Tæring var tørt (og) mullent.
4Da sagde de: Du har hverken gjort os Vold, ei heller fortrykt os, og ei taget Noget af Nogens Haand.
1Og syv Qvinder skulle paa den samme Dag tage fat paa een Mand og sige: Vi ville æde vort (eget) Brød og iføre vore (egne) Klæder; lad os ikkun kaldes efter dit Navn, borttag vor Forsmædelse.
15da skal Pigens Fader og hendes Moder tage og udføre Pigens jomfruelige (Tegn) til Stadens Ældste, til Porten.
9Men dersom han trolover hende til sin Søn, skal han gjøre hende efter Døttrenes Ret
2Og denne er Eftergivelsens Handel: Hver Eiermand, som haver laant Noget ud af sin Haand, skal eftergive det, som han haver laant ud til sin Næste; han skal ikke kræve sin Næste eller sin Broder, derfor kalder man det Eftergivelse for Herren.
49Enten hans Farbroder eller hans Farbroders Søn maa løse ham, eller Nogen af hans næste Slægt, af hans Slægtskab, maa løse ham; eller formaaer hans Haand saa meget, da maa han løse sig selv.
17Og see, han, han lægger hende Sagers Handeler til og siger: Jeg haver ikke fundet din Datters Jomfrudom, og disse ere min Datters jomfruelige (Tegn); saa skulle de udbrede det Klæde for de Ældstes Ansigt af Staden.