Verse 5

og hvad han haver gjort ved eder i Ørken, indtil I ere komne til dette Sted,

Referenced Verses

  • Sal 77:20 : 20 Din Vei var i Havet, og din Sti i store Vande, og dine Fodspor bleve ikke kjendte.
  • Sal 78:14-72 : 14 Og han ledede dem om Dagen ved en Sky, og den ganske Nat ved Ildens Lys. 15 Han adskilte Klipperne i Ørken, og gav dem at drikke som af store Afgrunde. 16 Og han udførte flydende (Vande) af en Klippe, og lod Vand fare ned som Floder. 17 Dog bleve de endnu ved at synde imod ham, at forbittre den Høieste i Ørken. 18 Og de fristede Gud i deres Hjerte, da de begjærede Mad for deres Sjæle. 19 Og de talede imod Gud, de sagde: Mon Gud kunde berede et Bord i Ørken? 20 See, han haver slaget Klippen, at der flød Vand, og Bækkene løbe over; mon han kunde og give Brød? mon han kunde beskikke Kjød for sit Folk? 21 Derfor hørte Herren det og blev fortørnet, og en Ild optændtes i Jakob, og en Vrede kom ogsaa op i Israel, 22 fordi de ikke troede paa Gud, og forlode sig ikke paa hans Frelse, 23 der han bød de øverste Skyer oven af og oplod Himmelens Døre, 24 og han lod Manna regne paa dem at æde, og gav dem Himmelkorn. 25 Hver aad de Stærkes Brød; han sendte dem Tæring til Mættelse. 26 Han lod Østenveir fare frem under Himmelen, og førte Søndenveir frem ved sin Styrke. 27 Og han lod Kjød regne paa dem som Støv, og flyvende Fugle som Havets Sand. 28 Og han lod disse falde midt i sin Leir, trindt omkring iblandt sine Boliger. 29 Og de aade og bleve saare mætte, og han tilførte dem det, som de havde Lyst til. 30 De havde ikke endnu styret deres Lyst, deres Mad var endnu i deres Mund, 31 da opkom Guds Vrede paa dem og ihjelslog Nogle iblandt de Fedeste af dem, og han nedslog de Udvalgte i Israel. 32 Med alt dette syndede de endnu, og troede ikke paa hans underlige Gjerninger. 33 Derfor fortærede han deres Dage med Forfængelighed, og deres Aar med Forskrækkelse. 34 Naar han slog dem ihjel, da søgte de ham, og de vendte om og søgte Gud aarle. 35 Og de kom ihu, at Gud var deres Klippe, og den høieste Gud deres Gjenløser. 36 Og de vilde bedrage ham med deres Mund, og løi for ham med deres Tunge. 37 Men deres Hjerte var ikke fast med ham, og de bleve ikke bestandige i hans Pagt. 38 Dog han, (som er) barmhjertig, forsonede Misgjerning og fordærvede ikke, men vendte sin Vrede mangfoldige Gange af fra dem, og vilde ikke opvække al sin Hastighed. 39 Og han kom ihu, at de vare Kjød, et Veir, som bortfarer og kommer ikke tilbage. 40 Hvor tidt forbittrede de ham i Ørken, de bedrøvede ham i de øde Stæder. 41 Thi de kom igjen og fristede Gud, og mestrede den Hellige i Israel. 42 De kom ikke hans Haand ihu paa den Dag, da han forløste dem af Nød, 43 hvorledes han havde sat sine Tegn i Ægypten, og sine underlige Ting paa Zoans Mark, 44 og havde vendt deres Strømme til Blod, og deres flydende Vande, at de ikke kunde drikke dem. 45 Han havde sendt allehaande Uting paa dem, som aad dem, og Frøer, som fordærvede dem. 46 Og han gav Kornormen deres Grøde, og Græshoppen deres Arbeide. 47 Han slog deres Viintræer med Hagelen, og deres Morbærtræer med Hagelstene. 48 Og han overantvordede deres Dyr til Hagelen, og deres Fæ til Gløder. 49 Han sendte sin grumme Vrede paa dem, Grumhed og Vrede og Angest, som sendtes ved onde Tings Bud. 50 Han afveiede en Sti for sin Vrede, han sparede ikke deres Liv fra Døden, og han overantvordede deres Hob til Pestilentse, 51 Og han slog alle Førstefødte i Ægypten, den første Kraft i Chams Pauluner. 52 Og han lod sit Folk uddrage som Faar, og førte dem i Ørken som en Hjord. 53 Og han ledede dem tryggeligen, at de ikke frygtede, men Havet skjulte deres Fjender. 54 Og han førte dem til sin Helligheds Landemærke, til dette Bjerg, som hans høire Haand havde forhvervet. 55 Og han uddrev Hedningerne fra deres Ansigt og lod (Landet) tilfalde dem ved (deres) Arvs Snor, og han lod Israels Stammer boe i deres Pauluner. 56 Men de fristede og forbittrede den høieste Gud, og holdt ikke hans Vidnesbyrd. 57 Og de vendte tilbage og vare troløse som deres Fædre, de sloge tilbage som en falsk Bue. 58 Og de opirrede ham med deres Høie, og gjorde ham nidkjær med deres udskaarne Billeder. 59 Der Gud det hørte, da blev han fortørnet, og han foragtede Israel saare. 60 Derfor forlod han den Bolig i Silo, det Paulun, som han havde sat til at boe udi iblandt Menneskene. 61 Og han gav sin Styrke i Fængsel, og sin Herlighed, i Fjendens Haand. 62 Og han overantvordede sit Folk til Sværd, og blev fortørnet paa sin Arv. 63 Ild aad dets unge Mandkjøn, og dets Jomfruer bleve ugifte. 64 Dets Præster faldt ved Sværd, og dets Enker græd ikke. 65 Da opvaagnede Herren som en Sovende, som en Vældig, der raaber med Fryd af Viin. 66 Og han slog sine Fjender bag til, han gjorde dem en evig Skam. 67 Og han forkastede Josephs Paulun, og udvalgte ikke Ephraims Stamme. 68 Men han udvalgte Judæ Stamme, Zions Bjerg, som han elskede. 69 Og han byggede sin Helligdom som Høie, som Jorden, (hvilken) han haver grundfæstet evindelig. 70 Og han udvalgte David, sin Tjener, og tog ham fra Faarestierne. 71 Fra at gaae efter Faarene, som vare med Lam, lod han ham komme til at føde Jakob, sit Folk, og Israel, sin Arv. 72 Og han fødte dem efter sit Hjertes Fuldkommenhed, og ledede dem ved sine Hænder med megen Forstand.
  • Sal 105:39-41 : 39 Han udbredte en Sky til et Skjul, og en Ild til at oplyse Natten. 40 (Israel) bad, saa lod han Vagteler komme, og mættede dem med Himmelbrød. 41 Han aabnede en Klippe, og der fløde Vande, de løbe igjennem de tørre (Stæder som) en Flod.
  • Sal 106:12-48 : 12 Og de troede paa hans Ord, de sang hans Lov. 13 Dog glemte de hans Gjerninger snart, de biede ikke efter hans Raad. 14 Men de fik stor Begjærlighed i Ørken, og fristede Gud paa det øde (Sted). 15 Da gav han dem det, de begjærede, men sendte Fordærvelse paa deres Sjæl. 16 Og de bare Avind imod Mose i Leiren, imod Aron, Herrens Hellige. 17 Jorden lod sig op og opslugte Dathan, og den skjulte over Abirams Hob. 18 Og der blev en Ild optændt iblandt deres Hob, en Lue stak Ild paa de Ugudelige. 19 De gjorde en Kalv ved Horeb, og tilbade for det støbte Billede. 20 Og de omskiftede deres Ære til en Oxes Lignelse, som eder Urter. 21 De glemte Gud, deres Frelser, som havde gjort store Ting i Ægypten, 22 underlige Gjerninger i Chams Land, forfærdelige Ting ved det røde Hav. 23 Og han sagde, at han vilde ødelægge dem, dersom Mose, hans Udvalgte, ikke havde staaet i Revnen for hans Ansigt, for at afvende hans Hastighed fra at fordærve (dem). 24 De foragtede og det ønskelige Land, de troede ikke paa hans Ord. 25 Men de murrede i deres Pauluner, de hørte ikke paa Herrens Røst. 26 Og han (svoer) dem med oprakt Haand, at (han vilde) lade dem falde i Ørken, 27 og lade deres Sæd falde iblandt Hedningerne, og bortstrøe dem i Landene. 28 Og de føiede sig til Baal-Peor, og aade af de Dødes Offere. 29 Og de opirrede ham med deres Idrætter, saa at en Plage gjorde et Rift iblandt dem. 30 Da stod Pinehas og holdt Dom, og Plagen ophørte. 31 Og det blev ham regnet til Retfærdighed fra Slægt til Slægt evindeligen. 32 De fortørnede ham ogsaa ved Trættevandet, og det gik Mose ilde for deres Skyld. 33 Thi de forbittrede hans Aand, at han talede ubetænksomt med sine Læber. 34 De ødelagde ikke Folkene, om hvilke Herren havde talet til dem. 35 Men de blandede sig iblandt Hedningerne og lærte deres Gjerninger. 36 Og de tjente deres Afguder, og de bleve dem til en Snare. 37 Og de offrede deres Sønner og deres Døttre til Djævle. 38 Og de udøste uskyldigt Blod, deres Sønners og deres Døttres Blod, som de offrede til Canaans Afguder, saa Landet blev besmittet med Blodskyld. 39 Og de gjorde sig urene ved deres Gjerninger, og de horede ved deres Idrætter. 40 Da optændtes Herrens Vrede imod hans Folk, og han fik en Vederstyggelighed til sin Arv. 41 Og han gav dem i Hedningernes Hænder, og deres Hadere herskede over dem. 42 Og deres Fjender trengte dem, og de bleve ydmygede under deres Haand. 43 Han friede dem mange Gange; men de, de forbittrede (ham) med deres Raad, og de bleve nedtrykte for deres Misgjerningers Skyld. 44 Dog saae han (til dem), da de vare, i Angest, idet han hørte deres Raab. 45 Og han kom sin Pagt ihu, dem (til Bedste), og det angrede ham efter hans store Miskundhed. 46 Og han gav dem megen Barmhjertighed for alle deres Ansigt, som havde taget dem fangne. 47 Frels os, Herre, vor Gud! og samle os fra Hedningerne, paa det (vi kunne) takke dit hellige Navn (og) berømme os i din Priis. 48 Lovet være Herren, Israels Gud, fra Evighed og indtil Evighed! og alt Folket sige: Amen. Halleluja!