Elihu beder, man vilde ydermere høre ham, beskylder Job, at han holdt sig for retfærdig og frygtede ikke Gud, men sagde, det gavnede ikke at tjene ham

Verse 1

Fremdeles svarede Elihu og sagde:

Verse 2

Hører, I Vise, min Tale, og I Forstandige, vender (eders) Øren til mig!

Verse 3

Thi Øret prøver Talen, og Ganen smager Maden.

Verse 4

Lader os udvælge Retten for os, lader os kjende mellem os, hvad godt er.

Verse 5

Thi Job sagde: Jeg er retfærdig, og Gud haver borttaget min Ret.

Verse 6

Jeg maa straffes for Løgn, alligevel jeg haver Ret; den Piil, (som trykker) mig, gjør skrøbelig, (skjøndt der er) ikke Overtrædelse (hos mig).

Verse 7

Hvo er en Mand som Job, der drikker Bespottelse som Vand,

Verse 8

og vandrer i Selskab med dem, som gjøre Uret, og gaaer med ugudelige Folk?

Verse 9

Thi han sagde: Det gavner en Mand ikke, naar han haver Behagelighed (til at vandre) med Gud.

Han svarer for Guds Retfærdighed, som teer sig i hans Gjerninger, og taler om hans Alvidenhed, der kjender alle Menneskers Veie og handler med dem efter Ret og Miskundhed

Verse 10

Derfor, I Folk, (som have et forstandigt) Hjerte, hører mig: Det være langt fra Gud at være ugudelig, og den Almægtige at være uretfærdig.

Verse 11

Thi han skal betale et Menneske efter dets Gjerning, og lade hver finde efter sin Vei.

Verse 12

Ja sandelig, Gud handler ikke ugudeligen, og den Almægtige forvender ikke Retten.

Verse 13

Hvo haver beskikket ham over Jorden, og hvo haver sat (Jordens) Kreds alsammen?

Verse 14

Dersom han vilde sætte sit Hjerte dertil, da samlede han sin Aand og sin Aande til sig;

Verse 15

alt Kjød maatte opgive Aanden tillige, og Mennesket blive til Støv igjen.

Verse 16

Dersom du da haver Forstand, saa hør dette, vend (dine) Øren til min Tales Røst.

Verse 17

Skulde og den, som hader Ret, forbinde (den) Saarede? vil du da sige den at være ugudelig, som er saare retfærdig?

Verse 18

Skulde Nogen sige til en Konge: Du Belial! til de Ædle: Du Ugudelige?

Verse 19

(hvor langt mindre) til den, som ikke anseer Fyrsternes Personer og kjender ikke den Rige fremfor den Ringe; thi de ere alle hans Hænders Gjerning.

Verse 20

De døe i et Øieblik, og et Folk bæver og forgaaer midt om Natten, og de Mægtige tages bort, (endskjøndt) ikke ved Haand.

Verse 21

Thi hans Øine ere over hver (Mands) Veie, og han seer alle hans Gange.

Verse 22

(Der er) intet Mørke og ei Døds Skygge, hvorudi de, som gjøre Uret, kunne skjule sig.

Verse 23

Sandeligen, han lægger ikke for meget paa Nogen, at han skulde gaae irette med Gud.

Verse 24

Han sønderslaaer de Mægtige, (saa det staaer) ikke til at randsage, og han stiller Andre i deres Sted.

Verse 25

Derfor at han kjender deres Gjerninger, da omkaster han (dem) om Natten, at de blive knuste.

Verse 26

Han slaaer dem paa de Ugudeliges Sted, paa et Sted, hvor man seer det,

Verse 27

fordi de vege bort bag fra ham, og de forstode ikke (nogen) af alle hans Veie,

Verse 28

at han maa lade den Ringes Skrig komme over ham, og han maa høre de Elendiges Skrig.

Verse 29

Naar han gjør stille, hvo vil da dømme at være ugudelig? naar han skjuler Ansigtet, hvo vil da beskue ham? (dette siger jeg) baade om et Folk og om et Menneske tillige;

Verse 30

paa det et Menneske, som er en Øienskalk, skal ikke regjere, at der skulle ikke være Snarer for Folket.

Verse 31

Thi det hører til Gud at sige: Jeg haver forladt (det), jeg vil ikke fordærve.

Han formaner Job at agte derpaa, beskylder ham, beder Gud, han vilde prøve ham, saa at han maatte afstaae fra sine Synder

Verse 32

Foruden det, jeg kan see, lær du mig; dersom jeg haver gjort Uret, da vil jeg ikke gjøre det mere.

Verse 33

Skal det være af dig, at han skal betale det (Onde), efterdi du foragter (ham)? thi du, du udvælger dig (egne Ting, som) jeg ikke (har Behag udi); og hvad veed du (at svare dertil)? tal!

Verse 34

Folk, (som have et forstandigt) Hjerte, skulle tale med mig, og en viis Mand hører mig.

Verse 35

Job taler ikke med Forstand, og hans Ord ere ikke med Klogskab.

Verse 36

Min Fader! lad Job prøves indtil Seieren, til Svar for uretfærdige Folk.

Verse 37

Thi han maatte ellers lægge Overtrædelse til sin Synd, han maatte klappe (med Hænderne) imellem os og tale sine mange Ord for Gud.