Elihu beskylder atter Job for, at han havde gjort sig retfærdigere end Gud og sagt, han havde ingen Gavn deraf, at han frygtede Gud

Verse 1

Og Elihu svarede (fremdeles) og sagde:

Verse 2

Holder du dette for Ret, at du sagde: Jeg er retfærdigere end Gud?

Verse 3

Thi du siger: Hvad gavner det dig? hvad Gavn haver jeg deraf, (om jeg viger) fra min Synd?

beder ham betænke, at Gud hverken havde Gavn af Nogens Fromhed eller Skade af Nogens Ugudelighed

Verse 4

Jeg, jeg vil give dig Svar igjen, og dine Venner med dig:

Verse 5

Sku Himmelen og see, og besku (de øverste) Skyer, de ere dig for høie.

Verse 6

Dersom du haver syndet, hvad kan du gjøre imod ham? og (om) dine Overtrædelser ere mange, hvad kan du gjøre ham?

Verse 7

Dersom du er retfærdig, hvad kan du give ham, eller hvad skal han tage af din Haand?

Verse 8

(Men) din Ugudelighed (kan vel gjøre) et Menneske, som du (er, Noget), og din Retfærdighed et Menneskes Barn.

dog straffer han ogsaa her de Ugudelige og vilde ei bønhøre dem

Verse 9

Ved (Volds) Mangfoldighed komme de (Ugudelige) dem, som lide Vold, til at raabe; de skrige for de Stores Arm.

Verse 10

Men Ingen (af dem) siger: Hvor er Gud, som gjorde mig, som giver Psalmer om Natten,

Verse 11

som lærer os fremfor Dyr paa Jorden, og gjør os visere end Fuglene under Himmelen?

Verse 12

Der raabe de; men han svarer ikke for de Ondes Hovmodigheds Skyld.

Verse 13

Visseligen skal Gud ikke høre Forfængelighed, og den Almægtige skal ikke beskue det.

Verse 14

Men du siger, du beskuer ham ikke; (der er dog) Dom for hans Ansigt, derfor vent (ikkun) paa ham.

Elihu straffer Job for hans Tales Skyld

Verse 15

Men nu, fordi det ikke er skeet, da hjemsøger hans Vrede (ham); dog haver han ikke kjendt dens saare (store) Overflødighed.

Verse 16

Saa oplader Job sin Mund med Forfængelighed, han gjør mangfoldige Ord uden Forstand.