Elihu taler ydermere om Guds Forsyn og Retfærdighed

Verse 1

Og Elihu blev ved og sagde:

Verse 2

Bi mig lidet, og jeg vil kundgjøre dig, at (her er) endnu at tale for Gud.

Verse 3

Jeg vil ophente min Kundskab langt borte, og tillægge den, som haver gjort mig, Retfærdighed.

Verse 4

Thi sandelig, mine Taler skulle ikke være Løgn, en Oprigtig i al Kundskab (er her) hos dig.

forklarer Sagen saaledes, at han taler i Almindelighed om Guds Veie, og i Særdeleshed, hvad Gud søger med sine Tugtelser

Verse 5

See, Gud er mægtig, dog vil han ikke forkaste, han er mægtig af Hjertens Kraft.

Verse 6

Han lader en Ugudelig ikke leve, men skaffer de Elendige Ret.

Verse 7

Han unddrager ikke sine Øine fra en Retfærdig, men (sætter ham) med Konger paa Thronen; der sætter han dem evindeligen, og de skulle ophøies.

Verse 8

Og om de blive bundne i Lænker, blive grebne med Elendigheds Strikker,

Verse 9

da forkynder han dem deres Gjerning og deres Overtrædelser, fordi de have taget Overhaand;

Verse 10

da aabenbarer han det for deres Øre til en Tugtelse og siger, at de skulle omvende sig fra Uretfærdighed.

Verse 11

Dersom de ville høre og tjene, da skulle de fuldende deres Dage i det Gode, og deres Aar i megen Liflighed.

Verse 12

Men om de ikke ville høre, da skulle de omkomme ved Sværdet og opgive Aanden, fordi de have ikke Forstand.

Verse 13

Og Øienskalke i Hjertet forøge Vreden; de raabe ikke (til Gud), naar han vil binde dem.

Verse 14

Deres Sjæl skal døe i Ungdommen, og deres Liv (skal endes) iblandt Skjørlevnere.

Verse 15

(Men) han skal frie en Elendig i hans Elendighed, og aabne deres Øre i Trængsel.

Han viser Job, hvor godt Gud har meent det med ham, formaner ham at ydmyge sig for Gud og at afstaae fra sin Synd

Verse 16

Saa skulde han og have afvendt dig fra Angestens Strube til et rumt (Sted), hvor der er ikke snevert, og dit Bord (skulde have været) roligt og fuldt med Fedme.

Verse 17

Men du skulde fuldkommeligen (seet) den Ugudeliges Dom; Dom og Ret skulde holdt (dig) fast.

Verse 18

(Men) efterdi at der er Vrede (hos dig, da vogt dig), at han ikke skal bortstøde dig med et Slag, og megen Forsoning skal ikke lade dig undvige (derfor).

Verse 19

Mon han skulde (høit) agte din Rigdom? (ja) ikke (det skjønne) Guld eller nogen Magts Styrke.

Verse 20

Du skal (og) ikke hige efter Natten, da Folk borttages paa deres Sted.

Verse 21

Bevar dig, at du ikke vender dit Ansigt til Uret; thi denne haver du udvalgt for megen Elendigheds Skyld.

at betænke og ophøie Guds Majestæt og Egenskaber og herlige Gjerninger

Verse 22

See, Gud kan ophøie ved sin Kraft; hvo er en Lærer som han?

Verse 23

Hvo vil hjemsøge hans Vei over ham, og hvo kan sige: Du haver gjort Uret?

Verse 24

Kom ihu, at du ophøier hans Gjerning, hvilken Folk have beskuet,

Verse 25

den alle Mennesker see, den et Menneske skuer langt fra.

Verse 26

See, Gud er stor, og vi kunne ikke kjende det, og man kan ikke randsage hans Aars Tal.

Verse 27

Thi han formindsker Vandets Draaber, de udgyde Regn efter hans Damp,

Verse 28

hvilken Skyerne lade nedflyde; de neddryppe saare over Mennesker.

Verse 29

Mon ogsaa Nogen forstaaer de tykke (Skyers) Udbredelser (og) hans Pauluns megen Brusen?

Verse 30

See, han udbreder sit Lys over dem og skjuler Havets Rødder.

Verse 31

Thi ved dem dømmer han Folk, ved dem giver han dem Spise, som ere mange.

Verse 32

Han skjuler Lyset (som) med flade Hænder, og byder derover derved, at en (Sky) kommer derimod.

Verse 33

Derom forkynder hans Torden; ogsaa Fæet (forkynder) om det, som opstiger (af Jorden).