Job beklager den menneskelige Elendighed i Almindelighed og sin i Særdeleshed

Verse 1

Er ikke et Menneske i Strid paa Jorden, og hans Dage som en Daglønners Dage?

Verse 2

Som en Træl higer efter Skyggen, og som en Daglønner forventer (Løn for) sin Gjerning,

Verse 3

saaledes haver jeg faaet Forfængeligheds Maaneder mig til Arv, og de have talt mig møisommelige Nætter til.

Verse 4

Naar jeg lagde mig, da sagde jeg: Naar skal jeg staae op, og (naar) faaer Aftenen naaet sit Maal? og jeg blev mæt af Uroligheder indtil Tusmørket.

Verse 5

Mit Kjød er klædt med Orme og Skarn af Støv, min Hud er sprukken og er bleven foragtelig.

Verse 6

Mine Dage ere lettere (henfløine) end en Væverskytte, og de ere forgangne, saa der nu er intet Haab.

fremlægger det med et Klagemaal for Gud

Verse 7

Kom ihu, at mit Levnet er et Veir; mit Øie skal ikke komme tilbage til at see Godt.

Verse 8

Dens Øie, som (nu) seer mig, skal ikke beskue mig; dine Øine skulle (see) efter mig, men jeg skal ikke (findes).

Verse 9

En Sky forgaaer og farer bort; ligesaa den, der farer ned til Graven, skal ikke komme op (igjen).

Verse 10

Han skal ikke komme igjen ydermere til sit Huus, og hans Sted skal ikke kjende ham ydermere.

Verse 11

(Derfor) vil jeg heller ikke forhindre min Mund, jeg vil tale i min Aands Angest, jeg vil klage i min Sjæls Bitterhed.

mener, at han ikke havde forskyldt saa svare Lidelser, som ham vederfares, og ønsker, Gud maatte have sparet ham og endnu borttage hans Plage, om han end i nogen Maade havde forsyndet sig

Verse 12

Er jeg et Hav eller en Hvalfisk, at du vil sætte Vagt over mig?

Verse 13

Naar jeg sagde: Min Seng skal trøste mig, mit Leie skal lette (noget) af min Klage,

Verse 14

da forskrækker du mig i Drømme, og ved Syner forfærder du mig,

Verse 15

saa min Sjæl udvælger at være qvalt, (ja) Døden heller end mine Beens (Pine).

Verse 16

Jeg er kjed, jeg skal (dog) ikke leve evindeligen; lad af fra mig, thi mine Dage ere Forfængelighed.

Verse 17

Hvad er et Menneske, at du vilde agte ham stort, og at du vilde lægge dig ham paa Hjertet?

Verse 18

og at du vil besøge ham hver Morgen, at prøve ham (alle) Øieblikke?

Verse 19

Hvor længe vil du ikke see hen fra mig? vil du ikke lade mig være, indtil jeg nedsynker mit Spyt?

Verse 20

Haver jeg syndet, hvad skal jeg (da) gjøre dig, du Menneskens Vogter? hvorfor haver du sat mig dig til Stød, at jeg er mig selv til en Byrde?

Verse 21

Og hvorfor vil du ikke borttage min Overtrædelse og lade min Misgjerning fare bort? thi jeg skal nu ligge i Støvet, og naar du søger mig om Morgenen, da skal jeg ikke (findes).