Verse 54

Han haver antaget sig sin Tjener Israel ved at ihukomme Barmhjertighed

Referenced Verses

  • Sal 98:3 : 3 Han kom sin Miskundhed og sin Sandhed ihu imod Israels Huus; alle Verdens Ender saae vor Guds Salighed.
  • Mika 7:20 : 20 Du skal bevise Jakob Sandhed, Abraham Miskundhed, som du haver svoret vore Fædre fra de gamle Dage af.
  • Jes 44:21 : 21 Kom disse Ting ihu, Jakob, og Israel! thi du er min Tjener; jeg haver dannet dig, du er min Tjener; Israel! glem mig ikke.
  • Jer 31:20 : 20 Mon (ikke) Ephraim være mig en dyrebar Søn? mon han (ikke) være et Barn, (hvem jeg haver havt) megen Forlystelse af? thi efterat jeg haver talet til ham, kommer jeg ham endnu flitteligen ihu; derfor lyde mine Indvolde for hans Skyld, jeg vil visselig forbarme mig over ham, siger Herren.
  • Jer 33:24-26 : 24 Haver du ikke seet, hvad dette Folk talede og sagde: (Der vare) to Slægter, som Herren havde udvalgt, og han haver forkastet dem; og de foragte mit Folk, som om det skulde ikke ydermere være et Folk for deres Ansigt. 25 Saa sagde Herren: Dersom min Pagt med Dag og Nat ikke bliver ved, og (om) jeg ikke haver sat Himmelens og Jordens Skikke, 26 da vil jeg ogsaa forkaste Jakobs og Davids, min Tjeners, Sæd, saa jeg ikke tager af hans Sæd dem, som skulle herske over Abrahams, Isaks og Jakobs Sæd; thi jeg vil omvende deres Fængsel og forbarme mig over dem.
  • Jes 63:7-9 : 7 Jeg vil ihukomme Herrens Miskundheder, Herrens Priis, efter alt det, som Herren haver gjort imod os, og den megen Godhed imod Israels Huus, som han gjorde imod dem efter sin megen Barmhjertighed og efter sine Miskundheders Mangfoldighed. 8 Og han sagde: Visseligen, de ere mit Folk, de ere Børn, som ikke skulle handle falskeligen; og han var dem til en Frelser. 9 I al deres Angest var ikke Angest, og hans Ansigts Engel frelste (dem); han, han gjenløste dem for sin Kjærligheds Skyld, og fordi han sparede (dem), og han lagde dem paa (sig selv) og bar dem alle Dage fra gammel (Tid). 10 Men de, de vare gjenstridige og bedrøvede hans Hellig-Aand; derfor omvendtes han for dem til en Fjende, han, han stred imod dem. 11 Og han tænkte paa de gamle Dage, paa Mose, paa sit Folk; hvor er den, som opførte dem af Havet med sine Faars Hyrde? hvor er den, som gav sin Hellig-Aand midt iblandt dem? 12 den, som førte dem ved Mose høire Haand, med sin herlige Arm, som adskilte Vand for deres Ansigt, til at gjøre sig et evigt Navn? 13 den, som førte dem igjennem Afgrundene, som en Hest igjennem Ørken, (at) de ikke skulde støde sig? 14 Ligesom Qvæget, der gaaer ned i Dalen, haver Herrens Aand ladet dem hvile; saaledes førte du dit Folk, for at gjøre dig et herligt Navn. 15 Sku ned fra Himlene, og see fra din Helligheds og Herligheds Bolig; hvor er din Nidkjærhed og din Vælde? dine Indvoldes og dine Barmhjertigheders (stærke) Lyd holder sig tilbage mod mig. 16 Du er dog vor Fader, thi Abraham veed Intet af os, og Israel kjender os ikke; (men) du, Herre, er vor Fader, vor Gjenløser er dit Navn af Evighed.
  • Jer 31:3 : 3 Herren haver ladet sig see for mig for lang (Tid) siden; ja, jeg haver elsket dig med en evig Kjærlighed, derfor haver jeg draget dig med Miskundhed.
  • Jes 46:3-4 : 3 Hører mig, Jakobs Huus og alle Overblevne af Israels Huus! I, som ere lagte paa (mig) fra (Moders) Liv, som bæres af mig fra Moders Liv af! 4 Ogsaa indtil Alderdommen (skal) jeg (være) den Samme, og bære (eder) indtil graae Haar; jeg, jeg haver gjort (eder), og jeg vil opløfte, og jeg vil bære og lade undkomme.
  • Jes 49:14-16 : 14 Men Zion sagde: Herren haver forladt mig, og Herren haver glemt mig. 15 Kan og en Qvinde glemme sit diende (Barn), at hun ikke forbarmer sig over sit Livs Søn? ja, om (Nogen af) dem kan glemme dem, da vil jeg, jeg (dog) ikke glemme dig. 16 See, jeg tegnede dig paa begge Hænder; dine Mure ere idelig for mig.
  • Sef 3:14-20 : 14 Syng (med Fryd), Zions Datter! raab (med Glæde), o Israel! vær glad og, fryd dig i (dit) ganske Hjerte, Jerusalems Datter! 15 Herren haver borttaget dine Domme, udryddet din Fjende; Herren, Israels Konge, er inden i dig, du skal ikke see Ulykke ydermere. 16 Paa den samme Dag skal siges til Jerusalem: Frygt ikke; (til) Zion: Lad dine Hænder ikke synke. 17 Herren din Gud er inden i dig, en Vældig, (som) skal frelse; han skal være glad over dig med Glæde, han skal tie for sin Kjærligheds Skyld, han skal fryde sig over dig med Frydesang. 18 Dem, som vare bedrøvede, fordi de ikke kom til Høitidens Forsamling, haver jeg sanket, (fordi) de vare af dig; Forhaanelse har været en Byrde paa hende. 19 See, jeg vil gjøre (Ende) paa Alle, som plage dig, paa den samme Tid, og jeg vil frelse hende, som halter, og sanke hende, som er fordreven, og sætte dem til Lov og til et (herligt) Navn i alt Landet, som de vare beskjæmmede udi. 20 Paa den samme Tid vil jeg lade eder komme, ja paa den Tid sanker jeg eder; thi jeg vil sætte eder til et (herligt) Navn og til en Lov iblandt alle Folk paa Jorden, naar jeg omvender eders Fængsler for eders Øine, sagde Herren.
  • Sak 9:9-9 : 9 Fryd dig saare, Zions Datter! raab (med Glæde), Jerusalems Datter! see, din Konge skal komme til dig, han er retfærdig og en Frelser, fattig og ridende paa et Asen og paa en af Asenindernes unge Foler. 10 Og jeg vil udrydde Vogne af Ephraim og Heste af Jerusalem, og Krigsbud skal udryddes, og han skal tale Fred til Hedningerne, og hans Herredømme skal være fra et Hav til et andet, og fra Floden indtil Jordens Ender. 11 O du! ved din Pagtes Blod udlod jeg dine Bundne af en Hule, hvor der ikke var Vand udi.
  • Luk 1:70-75 : 70 saa som han talede ved sine hellige Propheters Mund, som have været fra fordums Tid, 71 en Frelse fra vore Fjender og fra alle deres Haand, som os hade, 72 (for) at gjøre Barmhjertighed mod vore Fædre og tænke paa sin hellige Pagt, 73 efter den Ed, som han svoer vor Fader Abraham, at han vilde give os, 74 at, naar vi vare friede fra vore Fjenders Haand, skulde vi tjene ham uden Frygt, 75 i Hellighed og Retfærdighed for ham alle vort Livs Dage.
  • Jes 54:6-9 : 6 Thi Herren haver kaldet dig som en forladt Qvinde og bedrøvet i Aanden; dog (er du ham) en Ungdoms Hustru, skjøndt du var forkastet, sagde din Gud. 7 Jeg haver forladt dig i et lidet Øieblik, men jeg vil samle dig med store Barmhjertigheder. 8 Det Lidet, Vreden (varede), skjulte jeg mit Ansigt et Øieblik fra dig, men jeg haver forbarmet mig over dig med evig Miskundhed, sagde Herren, din Gjenløser. 9 Thi dette (skal være) mig (som) Noe Vande, om hvilke jeg svoer, at Noe Vande skulde ikke ydermere gaae over Jorden; saa haver jeg (og) svoret, at jeg ikke (mere) vil være vred paa dig eller skjælde paa dig. 10 Thi Bjergene skulle (vel) vige, og Høiene bevæges, men min Miskundhed skal ikke vige fra dig, og min Freds Pagt (ikke) bevæges, sagde Herren, din Forbarmer.