Verse 10

Og Herrens Vrede optændtes den samme Dag, og han svoer og sagde:

Referenced Verses

• 4 Mos 14:11 : 11 Og Herren sagde til Mose: Hvor længe skal dette Folk opirre mig? og hvor længe ville de ikke troe paa mig, ved alle de Tegn, som jeg haver gjort midt iblandt dem?
• 4 Mos 14:21 : 21 Men sandeligen, saa sandt som jeg lever, da skal alt Landet opfyldes med Herrens Herlighed.
• 4 Mos 14:23 : 23 de skulle ikke see det Land, som jeg haver svoret deres Fædre; ja Ingen af dem, som have opirret mig, skal see det.
• 4 Mos 14:29 : 29 Eders døde Kroppe skulle falde i denne Ørk, og alle eders Talte efter alt eders Tal, fra tyve Aar gamle og derover, I, som have knurret imod mig.
• 5 Mos 1:34-40 : 34 Der Herren hørte eders Ords Røst, da blev han vred, og svoer og sagde: 35 Der skal ingen af disse Mænd, af denne onde Slægt, see det gode Land, som jeg svoer at give eders Fædre. 36 uden Caleb, Jephunne Søn, han skal see det, og ham vil jeg give det Land, som han haver traadt paa, og hans Børn, fordi han haver fuldkommeligen efterfulgt Herren. 37 Herren blev endog vred paa mig for eders Skyld og sagde: Du skal ikke heller komme derind. 38 Josva, Nuns Søn, som staaer for dit Ansigt, han skal komme der; styrk ham, thi han skal dele det til Arv iblandt Israel. 39 Og eders smaae Børn, om hvilke I sagde: De skulle blive til Rov, og eders Sønner, som ikke paa denne Dag forstaae Godt eller Ondt, de skulle komme derind; og jeg vil give dem det, og de skulle arve det. 40 Men I, vender eder og reiser til Ørken, paa Veien til det røde Hav.
• Sal 95:11 : 11 saa at jeg haver svoret i min Vrede, at de skulle ikke komme til min Hvile.
• Esek 20:15 : 15 Og jeg, jeg opløftede ogsaa min Haand til dem i Ørken, at jeg vilde ikke føre dem til det Land, som jeg havde givet (dem), som flyder med Melk og Honning, — det er det deiligste af alle Landene —
• Hebr 3:8-9 : 8 da forhærder ikke eders Hjerter, som (det skede) i Forbittrelsen paa Fristelsens Dag i Ørkenen, 9 hvor eders Fædre fristede mig, prøvede mig, enddog de saae mine Gjerninger i fyrretyve Aar. 10 Derfor harmedes jeg paa hiin Slægt og sagde: De fare altid vild i Hjertet, og selv kjende de ikke mine Veie. 11 Saa svoer jeg i min Vrede: Sandelig, de skulle ikke indgaae til min Hvile. 12 Seer til, Brødre! at der ikke nogensinde i Nogen af eder skal være et ondt, vantro Hjerte, saa at han affalder fra den levende Gud. 13 Men formaner eder selv hver Dag, saalænge det hedder Idag, paa det ikke Nogen af eder skal forhærdes ved Syndens Bedrag. 14 Thi vi ere blevne deelagtige i Christo, saafremt vi bevare vor første sikkre Forvisning fast indtil Enden. 15 Idet der siges: Idag, dersom I høre hans Røst, da forhærder ikke eders Hjerter, som (det skede) i Forbittrelsen; 16 hvo vare da vel de, som hørte den, og dog forbittrede ham? Mon ikke Alle, som udgik af Ægypten ved Moses? 17 Men paa hvilke harmedes han i fyrretyve Aar? Mon ikke paa dem, som syndede, hvis Legemer faldt i Ørkenen? 18 Og om hvilke svoer han, at de ikke skulde indgaae til hans Hvile, uden om dem, som vare blevne vantroe? 19 Vi see altsaa, at de ikke kunde indgaae formedelst Vantro.