Naar du sidder at æde med en Regent, da betragt flittig, hvem (du haver) for dit Ansigt,

og sæt en Kniv paa din Strube, om du haver Begjærlighed.

Hav ikke Lyst til hans velsmagende (Mad), thi det er falskt Brød.

Bemøi dig ikke for at blive rig; hold op fra at (anvende dertil) din Forstand.

Skulde du lade dine Øine flyve til det, da det ikke (bliver)? thi det skal visseligen gjøre sig Vinger, som en Ørn, der flyver til Himmelen.

Æd ikke Brød hos (En, der haver) et ondt Øie, og hav ikke Lyst til hans velsmagende (Mad).

Thi ligesom han agter (dig) i sit Hjerte, saa er det; han skal sige til dig: Æd og drik, men hans Hjerte er ikke med dig.

Din Mundfuld, som du haver ædet, den skal du udspye, og du har spildt dine liflige Ord.

Tal ikke for Daarens Øren; thi han foragter din Tales Klogskab.

Flyt ikke tilbage det gamle Landemærke, og kom ikke paa de Faderløses Ager.

Thi deres Løser er stærk; han, han skal udføre deres Sag imod dig.

Lad dit Hjerte komme til Tugt, og dine Øren til Kundskabs Taler.

Vægre dig ikke for at tugte den Unge; thi slaaer du ham med Riset, døer han ikke (deraf).

Du, du skal slaae ham med Riset og frie hans Sjæl fra Helvede:

Min Søn! dersom dit Hjerte er viist, skal mit Hjerte glæde sig, ja jeg (selv),

og mine Nyrer skulle fryde sig, naar dine Læber tale oprigtige Ting.

Lad dit Hjerte ikke være nidkjært imod Syndere, men (holde sig) hver Dag i Herrens Frygt.

Thi sandelig, der er (en Belønning) paa det Sidste, og din Forhaabning skal ikke udryddes.

Hør du, min Søn! og bliv viis, og lad dit Hjerte gaae (ret) frem paa Veien.

Vær ikke iblandt Viindrankere, iblandt Kjødfraadsere for sig.

Thi en Dranker og Fraadser skal blive arm, og Slummer gjør, at En maa iføre sig revne (Klæder).

Adlyd din Fader, som avlede dig, og foragt ikke din Moder, naar hun bliver gammel.

Kjøb Sandhed og sælg (den) ikke, (samt) Viisdom og Tugt og Forstand.

En Retfærdigs Fader skal storligen fryde sig; den, som avler en Viis, skal glædes ved ham.

Lad din Fader og din Moder glædes, og lad hende fryde sig, som fødte dig.

Min Søn! giv mig dit Hjerte, og lad dine Øine bevare mine Veie.

Thi en Hore er en dyb Grav, og en fremmed (Qvinde) en snever Brønd.

Ja, hun ligger paa Luur, som efter Rov, og formerer de Troløse iblandt Menneskene,

Hvem (vederfares) Vee? hvem Fattigdom? hvem Trætter? hvem Klage? hvem Saar uden Aarsag? hvem røde Øine?

Dem, som tøve (længe) ved Vinen, dem, som komme at søge efter blandet (Drik).

See ikke til Vinen, naar den er rød, naar den fremviser sin Farve, i Bægeret, naar den retteligen bevæges.

Det Sidste deraf skal bide som en Slange og stikke som en Basilisk;

dine Øine maatte see efter fremmede (Qvinder), og dit Hjerte tale forvendte Ting,

og du skulde blive som En, der ligger midt i Havet, og som den, der ligger øverst paa Masten.

De sloge mig, (skal du sige,) det smertede mig ikke; de stødte mig, jeg fornam det ikke; naar skal jeg opvaagne? jeg skal fremdeles søge den mere.