Verse 20

Saa er en Horkones Vei: Hun aad og afviskede sin Mund, og sagde: Jeg haver ikke gjort Uret.

Referenced Verses

• 4 Mos 5:11-30 : 11 Og Herren talede til Mose og sagde: 12 Tal til Israels Børn, og siig til dem: Om nogen Mands Hustru modvilligen undviger og forgriber sig saare imod ham, 13 og en Mand ligger hos hende med Sæd, og det bliver skjult for hendes Mands Øine, og bliver dulgt, at hun er bleven ureen, og der er intet Vidne mod hende, og hun er ikke greben (derudi), 14 og der kommer en Nidkjærheds Aand over ham, at han er nidkjær for sin Hustru, fordi hun er bleven ureen, eller der kommer en Nidkjærheds Aand over ham, og han er nidkjær for sin Hustru, enddog hun ikke er bleven ureen, 15 da skal Manden føre sin Hustru til Præsten, og fremføre hendes Offer for hende, (nemlig) en Tiendepart af en Epha Bygmeel; han skal ikke øse Olie derpaa, ei heller lægge Virak derpaa, thi det er et Nidkjærheds Madoffer, et Ihukommelses Madoffer, som gjør, at Misgjerning ihukommes. 16 Og Præsten skal føre hende nær til og stille hende for Herrens Ansigt. 17 Og Præsten skal tage helligt Vand i et Leerkar, og af Støvet, som er paa Tabernaklets Gulv, skal Præsten tage og kaste i Vandet. 18 Og Præsten skal stille Qvinden for Herrens Ansigt, og blotte Qvindens Hoved, og lægge det Ihukommelses Madoffer paa hendes Hænder, det er et Nidkjærheds Madoffer; og Præsten skal have det beske Vand, som gjør Forbandelse, i sin Haand. 19 Og Præsten skal besværge hende og sige til Qvinden: Dersom ingen Mand haver ligget hos dig, og dersom du ikke er modvilligen undveget fra at være under din Mand, til Ureenhed, da vær fri for dette beske Vand, som gjør Forbandelse 20 Men er du modvilligen undveget fra at være under din Mand, og om du er bleven ureen, og haver nogen Mand ligget hos dig foruden din Mand, 21 da skal Præsten besværge Qvinden ved Forbandelsens Ed, og Præsten skal sige til Qvinden: Herren skal sætte dig til en Forbandelse og til en Ed midt iblandt dit Folk, at Herren lader dine Lænder svinde og din Bug opsvulme. 22 Saa komme nu dette Vand, som gjør Forbandelse, i dine Indvolde, og gjøre, at din Bug opsvulmer, og dine Lænder svinde; og Qvinden skal sige: Amen! Amen! 23 Og Præsten skal skrive disse Forbandelser i en Bog og udslette (dem) med det beske Vand. 24 Og han skal give Qvinden af det beske Vand, som gjør Forbandelse, at drikke; og det Vand, som gjør Forbandelse, skal komme i hende (og blive hende) til Beeskheder. 25 Og Præsten skal tage det Nidkjærheds Madoffer af Qvindens Haand, og han skal bevæge Madofferet for Herrens Ansigt og føre det frem til Alteret. 26 Og Præsten skal tage en Næve fuld af Madofferet af hendes Ihukommelsesoffer, og gjøre et Røgoffer (deraf) paa Alteret; og derefter skal han give Qvinden Vandet at drikke. 27 Naar han har givet hende Vandet at drikke, da skal det skee, om hun er bleven ureen og haver forgrebet sig saare imod sin Mand, da skal det Vand, som gjør Forbandelse, komme i hende (og blive hende) til Beeskheder, at hendes Bug skal opsvulme, og hendes Lænder svinde; og den Qvinde skal være til en Forbandelse midt iblandt sit Folk. 28 Og dersom den Qvinde ikke er bleven ureen, men hun er reen, da skal hun være fri og visseligen undfange Sæd. 29 Denne er Nidkjærhedens Lov: Naar som en Qvinde modvilligen undviger fra at være under sin Mand, og hun bliver ureen, 30 eller om en Nidkjærheds Aand kommer over en Mand, at han er nidkjær for sin Hustru, da skal han stille Qvinden for Herrens Ansigt, og Præsten skal gjøre ved hende efter al denne Lov.
• Ordsp 5:6 : 6 Paa det du ikke skal overveie Livets Sti, (da) ere hendes Veie ustadige, at du ikke kan kjende (dem).
• Ordsp 7:13-23 : 13 Og hun tog fat paa ham og kyssede ham, hun forhærdede sit Ansigt og sagde til ham: 14 (Jeg haver) Takoffers Offere hos mig; idag haver jeg betalt mine Løfter; 15 derfor gik jeg ud at møde dig, at søge aarle dit Ansigt, og jeg haver fundet dig. 16 Jeg haver prydet mit Leie med Tapeter, med udhugget (Arbeide), med (kosteligt) Linklæde fra Ægypten; 17 jeg haver overstænket min Seng med Myrrha, Aloe og Caneel. 18 Kom, lad os (overflødigen) vederqvæges i (indbyrdes) Venlighed indtil Morgen, lad os fryde os i (megen) Kjærlighed; 19 thi Manden er ikke i sit Huus, han er faren lang Vei bort; 20 han tog Pengeknuden med sig, han skal komme hjem til den bestemte Dag. 21 Hun bøiede ham med sin megen Lærdom, hun tilskyndte ham med sine smigrende Læber. 22 Han gik hasteligen efter hende, ligesom en Oxe kommer til Slagterbænken, og ligesom Bolten (kommer) til at tugte en Daare; 23 indtil en Piil sønderskjærer hans Lever, ligesom en Fugl skynder sig til en Snare, og veed ikke, at det (gjælder) dens Liv.