Til Sangmesteren; Davids Psalme.

Gud! hør min Røst i min Klage, bevar mit Liv fra Fjendens Frygt.

Skjul mig for de Ondes hemmelige Raad, for deres Forsamling, som gjøre Uret,

som skjærpe deres Tunge som et Sværd; de spende (Bue og skyde) deres Piil, (som er) et bittert Ord,

at skyde en Fuldkommen i Skjul; de skyde ham hastelig og frygte ikke.

De styrke sig i en ond Handel, de fortelle (hverandre, hvorledes de ville) skjule Snarer, de sige: Hvo kan see dem?

De randsage Uretfærdigheder, de fuldkomme det, som er nøie randsaget (af dem), ja Enhvers Inderste og dybe Hjerte.

Men Gud haver skudt dem; deres Plager ere en hastig Piil.

Og de skulle gjøre, at (Enhver af dem selv) skal falde ved deres (egen) Tunge; de skulle, hver som seer paa dem, flye (langt) bort.

Og alle Mennesker skulle frygte og forkynde Guds Gjerning, og forstaae, (at det er) hans Gjerning.

En Retfærdig skal glædes i Herren og forlade sig paa ham, og alle Oprigtige i Hjertet skulle rose sig.