1 Korinterbrev 7:4
Hustruen er ikke raadig over sit eget Legeme, men Manden; men desligeste er og Manden ikke raadig over sit eget Legeme, men Hustruen.
Hustruen er ikke raadig over sit eget Legeme, men Manden; men desligeste er og Manden ikke raadig over sit eget Legeme, men Hustruen.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
1Men angaaende de Ting, som I skreve til mig om, da er det et Menneske godt, at han ikke rører en Qvinde;
2men for Skjørlevnets Skyld have hver (Mand) sin egen Hustru, og hver (Hustru) have sin egen Mand.
3Manden bevise Hustruen den skyldige Velvillighed; men desligeste og Hustruen Manden.
5Holder eder ikke fra hverandre, uden det skulde skee med fælles (Samtykke) til en Tid, at I kunne overlade eder til Fasten og Bønnen, og kommer atter tilsammen, at Satan ikke skal friste eder formedelst eders Uafholdenhed.
6Men dette siger jeg som Raad, ikke som Befaling.
16Thi hvad veed du, Hustru! om du kan frelse Manden? eller hvad veed du, Mand! om du kan frelse Hustruen?
28Saaledes ere Mændene skyldige at elske deres Hustruer som deres egne Legemer; hvo, som elsker sin Hustru, elsker sig selv.
29Thi Ingen hadede nogensinde sit eget Kjød, men føder og vederqvæger det, ligesom og Herren Menigheden.
1Vide I ikke, Brødre! — thi jeg taler til dem, som kjende Loven — at Loven hersker over Mennesket, saa lang Tid han lever?
2Thi den gifte Qvinde er bunden ved Loven til Manden, saalænge han lever; men dersom Manden døer, haver hun Intet at gjøre med Loven om Manden.
3Derfor skal hun kaldes en Hore, om hun, medens Manden lever, bliver en anden Mands; men dersom Manden er død, er hun fri fra den Lov, saa at hun ikke er en Hore, om hun bliver en anden Mands.
4Ligesaa ere og I, mine Brødre! døde fra Loven ved Christi Legeme, paa det at I skulle blive en Andens, hans (nemlig), som er opreist fra de Døde, paa det vi skulle bære Frugt for Gud.
9Men kunne de ikke afholde sig, da gifte de sig; thi det er bedre at gifte sig, end at lide Brynde.
10Men dem, som ere gifte, byder ikke jeg, men Herren, at Hustruen skal ikke skilles fra Manden —
11men skilles hun og (fra ham), da blive hun ugift, eller forlige sig med Manden — og at en Mand ikke skal forlade (sin) Hustru.
12Men til de Andre siger jeg, ikke Herren: Dersom nogen Broder haver en vantro Hustru, og det behager hende at boe hos ham, han forlade hende ikke.
13Og en Qvinde, som haver en vantro Mand, og det behager ham at boe hos hende, hun forlade ham ikke.
14Thi den vantro Mand er helliget formedelst Hustruen, og den vantro Hustru er helliget formedelst Manden; thi ellers vare jo eders Børn urene, men nu ere de hellige.
39En Hustru er bunden ved Loven, saa lang Tid hendes Mand lever; men er hendes Mand hensovet, er hun fri, at giftes med hvem hun vil, alene (at det skeer) i Herren.
40Men hun er lyksaligere, om hun bliver saaledes (som hun er), efter min Mening; men jeg mener og at have Guds Aand.
22I Qvinder! værer Eders egne Mænd underdanige som Herren;
23thi Manden er Qvindens Hoved, ligesom og Christus er Menighedens Hoved; og han er sit Legems Saliggjører.
24Men ligesom Menigheden er Christo underdanig, saaledes skulle og Qvinderne være deres egne Mænd underdanige i alle Ting.
25I Mænd! elsker Eders Hustruer, ligesom og Christus elskede Menigheden og hengav sig selv for den,
33men den, der haver giftet sig, haver Omhyggelighed for de Ting, som høre Verden til, hvorledes han kan behage Hustruen.
34Der er Forskjel imellem Hustruen og Jomfruen. Den Ugifte haver Omhyggelighed for de Ting, som høre Herren til, at hun kan være hellig baade paa Legeme og i Aand; men den Gifte haver Omhyggelighed for det, som hører Verden til hvorledes hun kan behage Manden.
35Men dette siger jeg til eders egen Nytte; ikke at jeg vil kaste en Snare om eder, men for at bevare Anstændighed og urokkelig Vedholdenhed ved Herren.
11Dog er hverken en Mand uden Qvinden, ei heller en Qvinde uden Manden i Herren.
12Thi ligesom Qvinden er af Manden, saa er og Manden ved Qvinden; men alle Ting af Gud.
15Vide I ikke, at eders Legemer ere Christi Lemmer? skal jeg da tage Christi Lemmer og gjøre dem til Skjøgens Lemmer? Det være langt fra!
16Eller vide I ikke, at hvo, som hænger ved Skjøgen, er eet Legeme (med hende)? thi de To skulle blive, siger han, til eet Kjød.
7Desligeste skulle I Mænd leve med eders Hustruer, som med den svagere Deel, med Forstand og bevise dem Ære, da de ogsaa ere Medarvinger til Livets Naadegave, paa det eders Bønner ikke skulle forhindres.
31Derfor skal Manden forlade sin Fader og Moder og blive fast hos sin Hustru, og de To skulle være eet Kjød.
32Denne Hemmelighed er stor; jeg taler nemlig om Christo og Menigheden.
33Iøvrigt skulle ogsaa I, hver især, elske Enhver sin Hustru som sig selv; men Hustruen have Ærefrygt for Manden.
27Er du bunden til en Hustru, søg ikke at blive løst; er du løst fra en Hustru, søg ikke en Hustru.
29Men dette siger jeg, Brødre! at Tiden herefter er trang, saa at baade de, som have Hustruer, skulle være som de, der ikke have;
4saa at hver af eder veed at bevare sit Legeme i Hellighed og Ære,
7Derfor skal et Menneske forlade sin Fader og Moder, og blive fast hos sin Hustru,
8og de To skulle være eet Kjød; saa at de ere ikke længere to, men eet Kjød.
7Thi en Mand bør ikke bedække Hovedet, efterdi han er Guds Billede og Ære; men en Qvinde er Mandens Ære.
8Thi Manden er ikke af Qvinden, men Qvinden er af Manden.
5Have vi ikke Ret til at føre en Søster som Hustru omkring, som og de andre Apostler og Herrens Brødre og Kephas?
19Eller vide I ikke, at eders Legeme er den Hellig-Aands Tempel, som er i eder, hvilken I have af Gud, og at I ikke ere eders egne?
24Derfor skal Manden forlade sin Fader og sin Moder, og blive fast hos sin Hustru, og de skulle være til eet Kjød.
3Men jeg vil, at I skulle vide, at Christus er hver Mands Hoved; men Manden er Qvindens Hoved; men Gud er Christi Hoved.
18I Hustruer! værer eders egne Mænd underdanige, som det sømmer sig i Herren.
1Desligeste skulle Qvinderne være deres egne Mænd underdanige, paa det og, dersom Nogle ikke troe Ordet, de kunne vindes uden Ord ved Qvindernes Omgjængelse,
13Maden er for Bugen, og Bugen for Maden, men Gud skal tilintetgjøre baade denne og hiin; Legemet derimod er ikke for Skjørlevnet, men for Herren, og Herren for Legemet.
37Men den, som haver sat sig stadig for i Hjertet, som er ikke tvungen, men haver Magt efter sin egen Villie, og haver besluttet det i sit Hjerte at bevare sin Jomfru, han gjør vel;