1 Korinterbrev 11:7
Thi en Mand bør ikke bedække Hovedet, efterdi han er Guds Billede og Ære; men en Qvinde er Mandens Ære.
Thi en Mand bør ikke bedække Hovedet, efterdi han er Guds Billede og Ære; men en Qvinde er Mandens Ære.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
3Men jeg vil, at I skulle vide, at Christus er hver Mands Hoved; men Manden er Qvindens Hoved; men Gud er Christi Hoved.
4Hver Mand, som beder eller propheterer og haver Noget paa Hovedet, beskjæmmer sit eget Hoved.
5Men hver Qvinde, som beder eller propheterer med ubedækket Hoved, beskjæmmer sit eget Hoved; thi det er det Samme, som om hun var raget.
6Thi dersom en Qvinde ikke bedækker sig, maa hun og lade Haaret afklippe; men er det usømmeligt for en Qvinde at klippes eller rages, da bedække hun sig.
8Thi Manden er ikke af Qvinden, men Qvinden er af Manden.
9Thi Manden er heller ikke skabt for Qvindens Skyld, men Qvinden for Mandens Skyld.
10Derfor bør Qvinden have Ærbødighedstegn paa Hovedet for Englenes Skyld.
11Dog er hverken en Mand uden Qvinden, ei heller en Qvinde uden Manden i Herren.
12Thi ligesom Qvinden er af Manden, saa er og Manden ved Qvinden; men alle Ting af Gud.
13Dømmer selv: Lader det vel, at en Qvinde beder barhoved til Gud?
14Eller lærer ikke selv Naturen eder, at dersom en Mand lader Haaret voxe langt, er det ham en Vanære?
15Men dersom en Qvinde lader Haaret voxe langt, er det hende en Ære; thi Haaret er givet hende til et Skjul.
16Men er der Nogen, som synes at have Lyst til Trætte, da have vi ikke saadan Skik, og Guds Menigheder ei heller.
22I Qvinder! værer Eders egne Mænd underdanige som Herren;
23thi Manden er Qvindens Hoved, ligesom og Christus er Menighedens Hoved; og han er sit Legems Saliggjører.
24Men ligesom Menigheden er Christo underdanig, saaledes skulle og Qvinderne være deres egne Mænd underdanige i alle Ting.
11Qvinden bør tage mod Lærdom i Stilhed med al Underdanighed.
12Men Qvinden tilsteder jeg ikke at lære, ikke heller at byde over Manden, men at være i Stilhed.
13Thi Adam blev først skabt, siden Eva,
14og Adam blev ikke bedragen, men Qvinden blev bedragen og faldt i Overtrædelse.
9desligeste og, at Qvinderne skulle pryde sig i sømmelig Klædning med Blufærdighed og Tugtighed, ikke med Fletninger eller Guld eller Perler eller kostbart Klædebon,
1Men angaaende de Ting, som I skreve til mig om, da er det et Menneske godt, at han ikke rører en Qvinde;
2men for Skjørlevnets Skyld have hver (Mand) sin egen Hustru, og hver (Hustru) have sin egen Mand.
3Manden bevise Hustruen den skyldige Velvillighed; men desligeste og Hustruen Manden.
4Hustruen er ikke raadig over sit eget Legeme, men Manden; men desligeste er og Manden ikke raadig over sit eget Legeme, men Hustruen.
34tie eders Qvinder i Forsamlingerne; thi det er dem ikke tilstedt at tale, men at være underdanige, ligesom Loven og siger.
35Men ville de lære Noget, da adspørge de deres egne Mænd hjemme; thi det lader Qvinder ilde at tale i en Forsamling.
36Eller er Guds Ord udgaaet fra eder? eller er det kommet til eder alene?
3Deres Prydelse skal ikke være den udvortes, Haarfletning og paahængte Guldsmykker eller Klædedragt,
4men Hjertets skjulte Menneske i en sagtmodig og stille Aands uforkrænkelige Væsen, hvilket er meget kosteligt for Gud.
5Thi saaledes prydede og fordum de hellige Qvinder sig, som haabede paa Gud og vare deres egne Mænd underdanige;
27Og Gud skabte Mennesket i sit Billede, han skabte det i Guds Billede; Mand og Qvinde skabte han dem.
16Thi hvad veed du, Hustru! om du kan frelse Manden? eller hvad veed du, Mand! om du kan frelse Hustruen?
34Der er Forskjel imellem Hustruen og Jomfruen. Den Ugifte haver Omhyggelighed for de Ting, som høre Herren til, at hun kan være hellig baade paa Legeme og i Aand; men den Gifte haver Omhyggelighed for det, som hører Verden til hvorledes hun kan behage Manden.
35Men dette siger jeg til eders egen Nytte; ikke at jeg vil kaste en Snare om eder, men for at bevare Anstændighed og urokkelig Vedholdenhed ved Herren.
7Desligeste skulle I Mænd leve med eders Hustruer, som med den svagere Deel, med Forstand og bevise dem Ære, da de ogsaa ere Medarvinger til Livets Naadegave, paa det eders Bønner ikke skulle forhindres.
11men skilles hun og (fra ham), da blive hun ugift, eller forlige sig med Manden — og at en Mand ikke skal forlade (sin) Hustru.
7Thi jeg vilde, at alle Mennesker vare, som og jeg selv er; men hver haver sin egen Naadegave af Gud, den Ene saa, men den Anden saa.
17Men hvo sig roser, rose sig i Herren!
23Da sagde Adam: Denne Gang er det Been af mine Been, og Kjød af mit Kjød; denne, hun skal kaldes Mandinde, thi denne er tagen af Manden.
5Der skal intet Mandstøi være paa en Qvinde, og en Mand skal ikke føre sig i Qvindeklæder; thi hver den, som gjør disse Ting, er en Vederstyggelighed for Herren din Gud.
7Derfor skal et Menneske forlade sin Fader og Moder, og blive fast hos sin Hustru,
27for at han selv maatte fremstille sig en herlig Menighed, som ikke haver Plet eller Rynke eller noget Deslige, men at den maatte være hellig og ustraffelig.
28Saaledes ere Mændene skyldige at elske deres Hustruer som deres egne Legemer; hvo, som elsker sin Hustru, elsker sig selv.
31at, som skrevet er: Hvo sig roser, rose sig i Herren.
9Den skal sætte Naades Smykke paa dit Hoved, den skal give dig en deilig Krone.
10Ja det, som havde Herlighed, var i denne Henseende end ikke herligt imod den overvættes Herlighed.
21Derfor rose Ingen sig af Mennesker; thi alle Ting ere eders,
47Det første Menneske (var) af Jord, jordisk; det andet Menneske (er) Herren af Himmelen.
4En duelig Qvinde er sin Mands Krone, men (naar) hun beskjæmmer (ham, er hun) som Raaddenhed i hans Been.