1 Korinterbrev 11:8
Thi Manden er ikke af Qvinden, men Qvinden er af Manden.
Thi Manden er ikke af Qvinden, men Qvinden er af Manden.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
9Thi Manden er heller ikke skabt for Qvindens Skyld, men Qvinden for Mandens Skyld.
10Derfor bør Qvinden have Ærbødighedstegn paa Hovedet for Englenes Skyld.
11Dog er hverken en Mand uden Qvinden, ei heller en Qvinde uden Manden i Herren.
12Thi ligesom Qvinden er af Manden, saa er og Manden ved Qvinden; men alle Ting af Gud.
13Dømmer selv: Lader det vel, at en Qvinde beder barhoved til Gud?
14Eller lærer ikke selv Naturen eder, at dersom en Mand lader Haaret voxe langt, er det ham en Vanære?
15Men dersom en Qvinde lader Haaret voxe langt, er det hende en Ære; thi Haaret er givet hende til et Skjul.
16Men er der Nogen, som synes at have Lyst til Trætte, da have vi ikke saadan Skik, og Guds Menigheder ei heller.
3Men jeg vil, at I skulle vide, at Christus er hver Mands Hoved; men Manden er Qvindens Hoved; men Gud er Christi Hoved.
4Hver Mand, som beder eller propheterer og haver Noget paa Hovedet, beskjæmmer sit eget Hoved.
5Men hver Qvinde, som beder eller propheterer med ubedækket Hoved, beskjæmmer sit eget Hoved; thi det er det Samme, som om hun var raget.
6Thi dersom en Qvinde ikke bedækker sig, maa hun og lade Haaret afklippe; men er det usømmeligt for en Qvinde at klippes eller rages, da bedække hun sig.
7Thi en Mand bør ikke bedække Hovedet, efterdi han er Guds Billede og Ære; men en Qvinde er Mandens Ære.
11Qvinden bør tage mod Lærdom i Stilhed med al Underdanighed.
12Men Qvinden tilsteder jeg ikke at lære, ikke heller at byde over Manden, men at være i Stilhed.
13Thi Adam blev først skabt, siden Eva,
14og Adam blev ikke bedragen, men Qvinden blev bedragen og faldt i Overtrædelse.
22Og Gud Herren byggede af det Ribbeen, som han havde taget af Mennesket, en Mandinde, og ledede hende til Adam.
23Da sagde Adam: Denne Gang er det Been af mine Been, og Kjød af mit Kjød; denne, hun skal kaldes Mandinde, thi denne er tagen af Manden.
24Derfor skal Manden forlade sin Fader og sin Moder, og blive fast hos sin Hustru, og de skulle være til eet Kjød.
25Og de vare begge nøgne, Adam og hans Hustru, og bluedes ikke.
6Men fra Skabningens Begyndelse haver Gud gjort dem Mand og Qvinde.
7Derfor skal et Menneske forlade sin Fader og Moder, og blive fast hos sin Hustru,
8og de To skulle være eet Kjød; saa at de ere ikke længere to, men eet Kjød.
1Men angaaende de Ting, som I skreve til mig om, da er det et Menneske godt, at han ikke rører en Qvinde;
2men for Skjørlevnets Skyld have hver (Mand) sin egen Hustru, og hver (Hustru) have sin egen Mand.
3Manden bevise Hustruen den skyldige Velvillighed; men desligeste og Hustruen Manden.
4Hustruen er ikke raadig over sit eget Legeme, men Manden; men desligeste er og Manden ikke raadig over sit eget Legeme, men Hustruen.
27Og Gud skabte Mennesket i sit Billede, han skabte det i Guds Billede; Mand og Qvinde skabte han dem.
18Og Gud Herren sagde: Det er ikke godt, at Mennesket er for sig alene; jeg vil gjøre ham en Hjælp, som skal være hos ham.
22I Qvinder! værer Eders egne Mænd underdanige som Herren;
23thi Manden er Qvindens Hoved, ligesom og Christus er Menighedens Hoved; og han er sit Legems Saliggjører.
24Men ligesom Menigheden er Christo underdanig, saaledes skulle og Qvinderne være deres egne Mænd underdanige i alle Ting.
4Men han svarede og sagde til dem: Have I ikke læst, at den, som skabte dem af Begyndelsen, skabte dem Mand og Qvinde,
5og sagde: Derfor skal et Menneske forlade Fader og Moder og blive fast hos sin Hustru, og de To skulle blive eet Kjød?
34tie eders Qvinder i Forsamlingerne; thi det er dem ikke tilstedt at tale, men at være underdanige, ligesom Loven og siger.
35Men ville de lære Noget, da adspørge de deres egne Mænd hjemme; thi det lader Qvinder ilde at tale i en Forsamling.
36Eller er Guds Ord udgaaet fra eder? eller er det kommet til eder alene?
46Men det Aandelige er ikke det første, men det Naturlige; derefter det Aandelige.
47Det første Menneske (var) af Jord, jordisk; det andet Menneske (er) Herren af Himmelen.
22Hvorlænge vil du bortvende dig, du forvendte Datter? thi Herren haver skabt (noget) Nyt paa Jorden: en Qvinde skal omgive en Mand.
26For denne Sags Skyld haver Gud givet dem hen til skjændige Lyster; thi baade deres Qvinder forvendte den naturlige Brug til den unaturlige,
31Derfor skal Manden forlade sin Fader og Moder og blive fast hos sin Hustru, og de To skulle være eet Kjød.
32Denne Hemmelighed er stor; jeg taler nemlig om Christo og Menigheden.
11Thi hvilket Menneske veed, hvad der er i Mennesket, uden Menneskets Aand, som er i ham? saa veed og Ingen, hvad der er i Gud, uden Guds Aand.
11Men jeg kundgjør eder, Brødre! at det Evangelium, som er prædiket af mig, er ikke Menneske-Lære;
11men skilles hun og (fra ham), da blive hun ugift, eller forlige sig med Manden — og at en Mand ikke skal forlade (sin) Hustru.
5Der skal intet Mandstøi være paa en Qvinde, og en Mand skal ikke føre sig i Qvindeklæder; thi hver den, som gjør disse Ting, er en Vederstyggelighed for Herren din Gud.
16Thi hvad veed du, Hustru! om du kan frelse Manden? eller hvad veed du, Mand! om du kan frelse Hustruen?
12Og Adam sagde: Qvinden, som du gav (at være) med mig, hun, hun gav mig af det Træ, og jeg aad.