1 Korinterbrev 7:11
men skilles hun og (fra ham), da blive hun ugift, eller forlige sig med Manden — og at en Mand ikke skal forlade (sin) Hustru.
men skilles hun og (fra ham), da blive hun ugift, eller forlige sig med Manden — og at en Mand ikke skal forlade (sin) Hustru.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
8Men jeg siger til de Ugifte og til Enker, at det er dem godt, om de blive (ugifte), som og jeg er.
9Men kunne de ikke afholde sig, da gifte de sig; thi det er bedre at gifte sig, end at lide Brynde.
10Men dem, som ere gifte, byder ikke jeg, men Herren, at Hustruen skal ikke skilles fra Manden —
12Men til de Andre siger jeg, ikke Herren: Dersom nogen Broder haver en vantro Hustru, og det behager hende at boe hos ham, han forlade hende ikke.
13Og en Qvinde, som haver en vantro Mand, og det behager ham at boe hos hende, hun forlade ham ikke.
14Thi den vantro Mand er helliget formedelst Hustruen, og den vantro Hustru er helliget formedelst Manden; thi ellers vare jo eders Børn urene, men nu ere de hellige.
15Men fraskiller den Vantro sig, da fraskille han sig; der er ikke nogen Broder eller Søster gjort til Træl i saadanne Ting; men Gud haver kaldet os til Fred.
16Thi hvad veed du, Hustru! om du kan frelse Manden? eller hvad veed du, Mand! om du kan frelse Hustruen?
36Men dersom Nogen mener, at det er uanstændigt for hans Jomfru, dersom hun er over den mandvoxne Alder, og det maa saa være, han gjøre, hvad han vil, han synder ikke; lader Saadanne gifte sig.
37Men den, som haver sat sig stadig for i Hjertet, som er ikke tvungen, men haver Magt efter sin egen Villie, og haver besluttet det i sit Hjerte at bevare sin Jomfru, han gjør vel;
38saa at baade den, som bortgifter, gjør vel, og den, som ikke bortgifter, gjør bedre.
39En Hustru er bunden ved Loven, saa lang Tid hendes Mand lever; men er hendes Mand hensovet, er hun fri, at giftes med hvem hun vil, alene (at det skeer) i Herren.
40Men hun er lyksaligere, om hun bliver saaledes (som hun er), efter min Mening; men jeg mener og at have Guds Aand.
2Thi den gifte Qvinde er bunden ved Loven til Manden, saalænge han lever; men dersom Manden døer, haver hun Intet at gjøre med Loven om Manden.
3Derfor skal hun kaldes en Hore, om hun, medens Manden lever, bliver en anden Mands; men dersom Manden er død, er hun fri fra den Lov, saa at hun ikke er en Hore, om hun bliver en anden Mands.
27Er du bunden til en Hustru, søg ikke at blive løst; er du løst fra en Hustru, søg ikke en Hustru.
28Men dersom du og giftede dig, syndede du ikke, og dersom en Jomfru giftede sig, syndede hun ikke; dog skulle Saadanne have Trængsel i Kjødet. Men jeg skaaner eder.
29Men dette siger jeg, Brødre! at Tiden herefter er trang, saa at baade de, som have Hustruer, skulle være som de, der ikke have;
1Men angaaende de Ting, som I skreve til mig om, da er det et Menneske godt, at han ikke rører en Qvinde;
2men for Skjørlevnets Skyld have hver (Mand) sin egen Hustru, og hver (Hustru) have sin egen Mand.
3Manden bevise Hustruen den skyldige Velvillighed; men desligeste og Hustruen Manden.
4Hustruen er ikke raadig over sit eget Legeme, men Manden; men desligeste er og Manden ikke raadig over sit eget Legeme, men Hustruen.
5Holder eder ikke fra hverandre, uden det skulde skee med fælles (Samtykke) til en Tid, at I kunne overlade eder til Fasten og Bønnen, og kommer atter tilsammen, at Satan ikke skal friste eder formedelst eders Uafholdenhed.
11Og han sagde til dem: Hvo, som skiller sig fra sin Hustru og tager en anden tilægte, han bedriver Hor med hende.
12Og dersom en Qvinde skiller sig fra sin Mand og ægtes af en anden, hun bedriver Hor.
1Naar en Mand tager en Hustru og ægter hende, og det skeer, at hun ikke finder Naade for hans Øine, thi han fandt en ubluelig Handel hos hende, da skal han skrive hende et Skilsmissebrev og give i hendes Haand, og lade hende fare af sit Huus.
2Og naar hun er udgangen af hans Huus, og hun gaaer bort og bliver en anden Mands,
3og den samme anden Mand faaer Had til hende, og skriver hende et Skilsmissebrev, og giver i hendes Haand, og lader hende fare af sit Huus, eller om den anden Mand døer, som tog sig hende til Hustru,
7Derfor skal et Menneske forlade sin Fader og Moder, og blive fast hos sin Hustru,
8og de To skulle være eet Kjød; saa at de ere ikke længere to, men eet Kjød.
9Hvad altsaa Gud haver tilsammenføiet, skal Mennesket ikke adskille.
31Men der er sagt, at hvo, som skiller sig fra sin Hustru, skal give hende et Skilsmissebrev.
32Men jeg siger eder, at hvo, som skiller sig fra sin Hustru, uden for Hors Sag, gjør, at hun bedriver Hor; og hvo, som tager en Fraskilt tilægte, bedriver Hor.
9Men jeg siger eder, at hvo, som skiller sig fra sin Hustru, uden for Hors Skyld, og tager en anden tilægte, han bedriver Hor, og hvo, som tager en Fraskilt til ægte, han bedriver Hor.
10Hans Disciple sagde til ham: Staaer Mandens Sag saaledes med Hustruen, da er det ikke godt at gifte sig.
32Men jeg vil, at I skulle være uden Bekymring. Den Ugifte haver Omhyggelighed for de Ting, som høre Herren til, hvorledes han kan behage Herren;
33men den, der haver giftet sig, haver Omhyggelighed for de Ting, som høre Verden til, hvorledes han kan behage Hustruen.
34Der er Forskjel imellem Hustruen og Jomfruen. Den Ugifte haver Omhyggelighed for de Ting, som høre Herren til, at hun kan være hellig baade paa Legeme og i Aand; men den Gifte haver Omhyggelighed for det, som hører Verden til hvorledes hun kan behage Manden.
6Saa at de ere ikke længere to, men eet Kjød. Derfor, hvad Gud haver tilsammenføiet, skal Mennesket ikke adskille.
7De sagde til ham: Hvorfor bød da Moses at give Skilsmissebrev og skille sig fra hende?
11Men dersom hun lovede det i sin Mands Huus, eller forpligtede sig med en Forpligtelse paa sin Sjæl ved en Ed,
12og hendes Mand hørte det og taug dertil, (og) gjorde det ikke til Intet, da skulle alle hendes Løfter staae (ved Magt), og al den Forpligtelse, som hun forpligter sig med paa sin Sjæl, skal staae (ved Magt).
18Hver den, som skiller sig ved sin Hustru, og tager en anden tilægte, bedriver Hor, og hver den, som tager den tilægte, som er skilt fra en Mand, bedriver Hor.
6Men dersom hendes Fader gjør det til Intet paa den Dag, som han hører alle hendes Løfter og hendes Forpligtelser, som hun haver forpligtet sig med paa sin Sjæl, da skal det ikke staae (ved Magt); og Herren skal forlade hende det, efterdi hendes Fader haver gjort det til Intet.
7Men dersom hun er en Mands (Hustru), og hendes Løfter ere paa hende, eller et ubetænksomt Ord (udfalder) af hendes Læber, med hvilket hun har forpligtet sig paa sin Sjæl,
9Men dersom hendes Mand gjør det til Intet paa den Dag, han hører det, og rygger hendes Løfte, som er paa hende, og det ubetænksomme Ord, (som er udfaldet) af hendes Læber, med hvilket hun har forpligtet sig paa sin Sjæl, da skal Herren forlade hende det.
11Dog er hverken en Mand uden Qvinden, ei heller en Qvinde uden Manden i Herren.
11Men dersom han ikke gjør mod hende disse tre, da skal hun udgaae for Intet, foruden Penge.
7Og hvo er den Mand, som haver trolovet sig en Hustru og haver ikke taget hende? han gaae hen og vende tilbage til sit Huus, at han ikke skal døe i Krigen, og en anden Mand skal tage hende.
24I den Stand, Brødre! hvori Enhver er bleven kaldet, i den blive han hos Gud.