Romerbrevet 7:2
Thi den gifte Qvinde er bunden ved Loven til Manden, saalænge han lever; men dersom Manden døer, haver hun Intet at gjøre med Loven om Manden.
Thi den gifte Qvinde er bunden ved Loven til Manden, saalænge han lever; men dersom Manden døer, haver hun Intet at gjøre med Loven om Manden.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
3Derfor skal hun kaldes en Hore, om hun, medens Manden lever, bliver en anden Mands; men dersom Manden er død, er hun fri fra den Lov, saa at hun ikke er en Hore, om hun bliver en anden Mands.
4Ligesaa ere og I, mine Brødre! døde fra Loven ved Christi Legeme, paa det at I skulle blive en Andens, hans (nemlig), som er opreist fra de Døde, paa det vi skulle bære Frugt for Gud.
38saa at baade den, som bortgifter, gjør vel, og den, som ikke bortgifter, gjør bedre.
39En Hustru er bunden ved Loven, saa lang Tid hendes Mand lever; men er hendes Mand hensovet, er hun fri, at giftes med hvem hun vil, alene (at det skeer) i Herren.
40Men hun er lyksaligere, om hun bliver saaledes (som hun er), efter min Mening; men jeg mener og at have Guds Aand.
1Vide I ikke, Brødre! — thi jeg taler til dem, som kjende Loven — at Loven hersker over Mennesket, saa lang Tid han lever?
27Er du bunden til en Hustru, søg ikke at blive løst; er du løst fra en Hustru, søg ikke en Hustru.
28Men dersom du og giftede dig, syndede du ikke, og dersom en Jomfru giftede sig, syndede hun ikke; dog skulle Saadanne have Trængsel i Kjødet. Men jeg skaaner eder.
29Men dette siger jeg, Brødre! at Tiden herefter er trang, saa at baade de, som have Hustruer, skulle være som de, der ikke have;
10Men dem, som ere gifte, byder ikke jeg, men Herren, at Hustruen skal ikke skilles fra Manden —
11men skilles hun og (fra ham), da blive hun ugift, eller forlige sig med Manden — og at en Mand ikke skal forlade (sin) Hustru.
12Men til de Andre siger jeg, ikke Herren: Dersom nogen Broder haver en vantro Hustru, og det behager hende at boe hos ham, han forlade hende ikke.
13Og en Qvinde, som haver en vantro Mand, og det behager ham at boe hos hende, hun forlade ham ikke.
14Thi den vantro Mand er helliget formedelst Hustruen, og den vantro Hustru er helliget formedelst Manden; thi ellers vare jo eders Børn urene, men nu ere de hellige.
15Men fraskiller den Vantro sig, da fraskille han sig; der er ikke nogen Broder eller Søster gjort til Træl i saadanne Ting; men Gud haver kaldet os til Fred.
16Thi hvad veed du, Hustru! om du kan frelse Manden? eller hvad veed du, Mand! om du kan frelse Hustruen?
1Men angaaende de Ting, som I skreve til mig om, da er det et Menneske godt, at han ikke rører en Qvinde;
2men for Skjørlevnets Skyld have hver (Mand) sin egen Hustru, og hver (Hustru) have sin egen Mand.
3Manden bevise Hustruen den skyldige Velvillighed; men desligeste og Hustruen Manden.
4Hustruen er ikke raadig over sit eget Legeme, men Manden; men desligeste er og Manden ikke raadig over sit eget Legeme, men Hustruen.
33men den, der haver giftet sig, haver Omhyggelighed for de Ting, som høre Verden til, hvorledes han kan behage Hustruen.
34Der er Forskjel imellem Hustruen og Jomfruen. Den Ugifte haver Omhyggelighed for de Ting, som høre Herren til, at hun kan være hellig baade paa Legeme og i Aand; men den Gifte haver Omhyggelighed for det, som hører Verden til hvorledes hun kan behage Manden.
25Men nu har der været hos os syv Brødre, og den første giftede sig og døde, og efterdi han ikke havde Afkom, efterlod han sin Broder sin Hustru.
26Og den anden ligesaa, og den tredie, indtil den syvende.
27Men sidst af dem alle døde og Qvinden.
28Hvis Hustru af disse Syv skal hun da være i Opstandelsen? thi de have alle havt hende.
6Men dersom hendes Fader gjør det til Intet paa den Dag, som han hører alle hendes Løfter og hendes Forpligtelser, som hun haver forpligtet sig med paa sin Sjæl, da skal det ikke staae (ved Magt); og Herren skal forlade hende det, efterdi hendes Fader haver gjort det til Intet.
7Men dersom hun er en Mands (Hustru), og hendes Løfter ere paa hende, eller et ubetænksomt Ord (udfalder) af hendes Læber, med hvilket hun har forpligtet sig paa sin Sjæl,
1Naar en Mand tager en Hustru og ægter hende, og det skeer, at hun ikke finder Naade for hans Øine, thi han fandt en ubluelig Handel hos hende, da skal han skrive hende et Skilsmissebrev og give i hendes Haand, og lade hende fare af sit Huus.
2Og naar hun er udgangen af hans Huus, og hun gaaer bort og bliver en anden Mands,
3og den samme anden Mand faaer Had til hende, og skriver hende et Skilsmissebrev, og giver i hendes Haand, og lader hende fare af sit Huus, eller om den anden Mand døer, som tog sig hende til Hustru,
9Men dersom hendes Mand gjør det til Intet paa den Dag, han hører det, og rygger hendes Løfte, som er paa hende, og det ubetænksomme Ord, (som er udfaldet) af hendes Læber, med hvilket hun har forpligtet sig paa sin Sjæl, da skal Herren forlade hende det.
10Men (anlangende) en Enkes eller en uddreven (Qvindes) Løfte, alt det, som hun forpligter sig med paa sin Sjæl, skal staae (ved Magt) for hende.
11Og han sagde til dem: Hvo, som skiller sig fra sin Hustru og tager en anden tilægte, han bedriver Hor med hende.
12Og dersom en Qvinde skiller sig fra sin Mand og ægtes af en anden, hun bedriver Hor.
6Men nu ere vi løste og døde fra Loven, under hvilken vi holdtes, saa at vi skulle tjene i Aandens nye Væsen og ikke i Bogstavens gamle Væsen.
32Men sidst af dem alle døde ogsaa Qvinden.
33I Opstandelsen altsaa, hvis Hustru af disse skal hun da være? thi de Syv havde hende (alle) til Hustru.
22Og de toge hende de Syv, og efterlode ikke Afkom. Sidst af dem alle døde og Qvinden.
23Derfor, i Opstandelsen, naar de ere opstandne, hvis Hustru af dem skal hun være? thi de Syv have havt hende til Hustru.
8Men jeg siger til de Ugifte og til Enker, at det er dem godt, om de blive (ugifte), som og jeg er.
7thi hvo, som er død, er retfærdiggjort fra Synden.
36Men dersom Nogen mener, at det er uanstændigt for hans Jomfru, dersom hun er over den mandvoxne Alder, og det maa saa være, han gjøre, hvad han vil, han synder ikke; lader Saadanne gifte sig.
29Nu vare her syv Brødre; og den første tog en Hustru og døde barnløs.
30Og den anden tog Hustruen; ogsaa han døde barnløs.
5Naar Brødre boe tilhobe, og en døer af dem, og han haver ingen Søn, da skal den Dødes Hustru ikke vorde en fremmed Mands udenfor; hendes Mands Broder skal komme ind til hende, og tage hende sig til Hustru, og ægte hende i sin Broders Sted.
7Derfor skal et Menneske forlade sin Fader og Moder, og blive fast hos sin Hustru,
12og hendes Mand hørte det og taug dertil, (og) gjorde det ikke til Intet, da skulle alle hendes Løfter staae (ved Magt), og al den Forpligtelse, som hun forpligter sig med paa sin Sjæl, skal staae (ved Magt).
19Thi jeg er formedelst Loven død fra Loven, at jeg skal leve for Gud.
18Hver den, som skiller sig ved sin Hustru, og tager en anden tilægte, bedriver Hor, og hver den, som tager den tilægte, som er skilt fra en Mand, bedriver Hor.