1 Korinterne 7:8
Men jeg siger til de Ugifte og til Enker, at det er dem godt, om de blive (ugifte), som og jeg er.
Men jeg siger til de Ugifte og til Enker, at det er dem godt, om de blive (ugifte), som og jeg er.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
24 I den Stand, Brødre! hvori Enhver er bleven kaldet, i den blive han hos Gud.
25 Men om Jomfruer haver jeg ikke Herrens Befaling, men giver (min) Mening (tilkjende) som den, hvem Herren barmhjertigen haver forundt at være tro.
26 Jeg mener altsaa, at dette er godt formedelst den nærværende Nød, at det er godt for et Menneske at være saaledes.
27 Er du bunden til en Hustru, søg ikke at blive løst; er du løst fra en Hustru, søg ikke en Hustru.
28 Men dersom du og giftede dig, syndede du ikke, og dersom en Jomfru giftede sig, syndede hun ikke; dog skulle Saadanne have Trængsel i Kjødet. Men jeg skaaner eder.
29 Men dette siger jeg, Brødre! at Tiden herefter er trang, saa at baade de, som have Hustruer, skulle være som de, der ikke have;
9 Men kunne de ikke afholde sig, da gifte de sig; thi det er bedre at gifte sig, end at lide Brynde.
10 Men dem, som ere gifte, byder ikke jeg, men Herren, at Hustruen skal ikke skilles fra Manden —
11 men skilles hun og (fra ham), da blive hun ugift, eller forlige sig med Manden — og at en Mand ikke skal forlade (sin) Hustru.
12 Men til de Andre siger jeg, ikke Herren: Dersom nogen Broder haver en vantro Hustru, og det behager hende at boe hos ham, han forlade hende ikke.
13 Og en Qvinde, som haver en vantro Mand, og det behager ham at boe hos hende, hun forlade ham ikke.
14 Thi den vantro Mand er helliget formedelst Hustruen, og den vantro Hustru er helliget formedelst Manden; thi ellers vare jo eders Børn urene, men nu ere de hellige.
15 Men fraskiller den Vantro sig, da fraskille han sig; der er ikke nogen Broder eller Søster gjort til Træl i saadanne Ting; men Gud haver kaldet os til Fred.
16 Thi hvad veed du, Hustru! om du kan frelse Manden? eller hvad veed du, Mand! om du kan frelse Hustruen?
17 Men som Gud haver tildeelt Enhver, som Herren haver kaldet Enhver, saaledes vandre han; og saaledes forordner jeg i alle Menigheder.
6 Men dette siger jeg som Raad, ikke som Befaling.
7 Thi jeg vilde, at alle Mennesker vare, som og jeg selv er; men hver haver sin egen Naadegave af Gud, den Ene saa, men den Anden saa.
32 Men jeg vil, at I skulle være uden Bekymring. Den Ugifte haver Omhyggelighed for de Ting, som høre Herren til, hvorledes han kan behage Herren;
33 men den, der haver giftet sig, haver Omhyggelighed for de Ting, som høre Verden til, hvorledes han kan behage Hustruen.
34 Der er Forskjel imellem Hustruen og Jomfruen. Den Ugifte haver Omhyggelighed for de Ting, som høre Herren til, at hun kan være hellig baade paa Legeme og i Aand; men den Gifte haver Omhyggelighed for det, som hører Verden til hvorledes hun kan behage Manden.
35 Men dette siger jeg til eders egen Nytte; ikke at jeg vil kaste en Snare om eder, men for at bevare Anstændighed og urokkelig Vedholdenhed ved Herren.
36 Men dersom Nogen mener, at det er uanstændigt for hans Jomfru, dersom hun er over den mandvoxne Alder, og det maa saa være, han gjøre, hvad han vil, han synder ikke; lader Saadanne gifte sig.
37 Men den, som haver sat sig stadig for i Hjertet, som er ikke tvungen, men haver Magt efter sin egen Villie, og haver besluttet det i sit Hjerte at bevare sin Jomfru, han gjør vel;
38 saa at baade den, som bortgifter, gjør vel, og den, som ikke bortgifter, gjør bedre.
39 En Hustru er bunden ved Loven, saa lang Tid hendes Mand lever; men er hendes Mand hensovet, er hun fri, at giftes med hvem hun vil, alene (at det skeer) i Herren.
40 Men hun er lyksaligere, om hun bliver saaledes (som hun er), efter min Mening; men jeg mener og at have Guds Aand.
1 Men angaaende de Ting, som I skreve til mig om, da er det et Menneske godt, at han ikke rører en Qvinde;
2 men for Skjørlevnets Skyld have hver (Mand) sin egen Hustru, og hver (Hustru) have sin egen Mand.
9 Men jeg siger eder, at hvo, som skiller sig fra sin Hustru, uden for Hors Skyld, og tager en anden tilægte, han bedriver Hor, og hvo, som tager en Fraskilt til ægte, han bedriver Hor.
10 Hans Disciple sagde til ham: Staaer Mandens Sag saaledes med Hustruen, da er det ikke godt at gifte sig.
2 Thi den gifte Qvinde er bunden ved Loven til Manden, saalænge han lever; men dersom Manden døer, haver hun Intet at gjøre med Loven om Manden.
3 Derfor skal hun kaldes en Hore, om hun, medens Manden lever, bliver en anden Mands; men dersom Manden er død, er hun fri fra den Lov, saa at hun ikke er en Hore, om hun bliver en anden Mands.
20 Hver blive i det Kald, som han er kaldet udi.
9 En Enke bør ikke udnævnes, naar hun er yngre end tredsindstyve Aar; (hun bør) have været een Mands Hustru
11 Men undslaa dig for unge Enker; thi naar de af Kaadhed opsætte sig imod Christum, ville de giftes,
14 Derfor vil jeg, at de unge Enker skulle giftes, føde Børn, styre Huset, ingen Anledning give Modstanderen til slet Omtale.
25 Men nu har der været hos os syv Brødre, og den første giftede sig og døde, og efterdi han ikke havde Afkom, efterlod han sin Broder sin Hustru.
26 Og den anden ligesaa, og den tredie, indtil den syvende.
6 saafremt en Saadan er ustraffelig, een Qvindes Mand, som haver troende Børn, der ikke ere beskyldte for Ryggesløshed eller ere gjenstridige.
16 Dersom nogen troende Mand eller Qvinde haver Enker, da forsørge de dem, og lad ikke Menigheden besværes, at den kan forsørge de rette Enker.
7 Derfor skal et Menneske forlade sin Fader og Moder, og blive fast hos sin Hustru,
8 og de To skulle være eet Kjød; saa at de ere ikke længere to, men eet Kjød.
9 Men dersom hendes Mand gjør det til Intet paa den Dag, han hører det, og rygger hendes Løfte, som er paa hende, og det ubetænksomme Ord, (som er udfaldet) af hendes Læber, med hvilket hun har forpligtet sig paa sin Sjæl, da skal Herren forlade hende det.
2 Derfor bør det en Biskop at være ustraffelig, een Qvindes Mand, aarvaagen, sindig, skikkelig, gjestfri, beqvem til at lære Andre,
34 Og Jesus svarede og sagde til dem: Denne Verdens Børn tage tilægte og bortgiftes;
35 men de, som agtes værdige til at faae Deel i hiin Verden og i Opstandelsen fra de Døde, tage hverken tilægte eller bortgiftes;
6 Saa at de ere ikke længere to, men eet Kjød. Derfor, hvad Gud haver tilsammenføiet, skal Mennesket ikke adskille.
4 Ægteskabet være hæderligt hos Alle, og Ægtesengen ubesmittet; men Skjørlevnere og Horkarle skal Gud dømme.
29 Nu vare her syv Brødre; og den første tog en Hustru og døde barnløs.
3 Hædre de Enker, som ere rette Enker.