1 Korinterbrev 14:34
tie eders Qvinder i Forsamlingerne; thi det er dem ikke tilstedt at tale, men at være underdanige, ligesom Loven og siger.
tie eders Qvinder i Forsamlingerne; thi det er dem ikke tilstedt at tale, men at være underdanige, ligesom Loven og siger.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
35Men ville de lære Noget, da adspørge de deres egne Mænd hjemme; thi det lader Qvinder ilde at tale i en Forsamling.
36Eller er Guds Ord udgaaet fra eder? eller er det kommet til eder alene?
9desligeste og, at Qvinderne skulle pryde sig i sømmelig Klædning med Blufærdighed og Tugtighed, ikke med Fletninger eller Guld eller Perler eller kostbart Klædebon,
10men, som det sømmer sig Qvinder, der bekjende sig til Gudsfrygt, med gode Gjerninger.
11Qvinden bør tage mod Lærdom i Stilhed med al Underdanighed.
12Men Qvinden tilsteder jeg ikke at lære, ikke heller at byde over Manden, men at være i Stilhed.
13Thi Adam blev først skabt, siden Eva,
33Thi Gud er ikke Forvirrings, men Freds (Gud). Ligesom i alle de Helliges Menigheder,
24Men ligesom Menigheden er Christo underdanig, saaledes skulle og Qvinderne være deres egne Mænd underdanige i alle Ting.
4saa at de oplære de unge Qvinder til at elske deres Mænd og at elske deres Børn,
5at være sindige, kydske, huuslige, velvillige, deres Mænd underdanige, at Guds Ord ikke skal bespottes.
1Desligeste skulle Qvinderne være deres egne Mænd underdanige, paa det og, dersom Nogle ikke troe Ordet, de kunne vindes uden Ord ved Qvindernes Omgjængelse,
2naar de skue eders kydske Omgjængelse i (Herrens) Frygt.
22I Qvinder! værer Eders egne Mænd underdanige som Herren;
28Men dersom der ingen Fortolker er tilstede, da tie hiin i Menigheden; men for sig selv og for Gud tale han.
10Derfor bør Qvinden have Ærbødighedstegn paa Hovedet for Englenes Skyld.
11Dog er hverken en Mand uden Qvinden, ei heller en Qvinde uden Manden i Herren.
12Thi ligesom Qvinden er af Manden, saa er og Manden ved Qvinden; men alle Ting af Gud.
13Dømmer selv: Lader det vel, at en Qvinde beder barhoved til Gud?
18I Hustruer! værer eders egne Mænd underdanige, som det sømmer sig i Herren.
19I Mænd! elsker eders Hustruer og værer ikke bittre imod dem.
4men Hjertets skjulte Menneske i en sagtmodig og stille Aands uforkrænkelige Væsen, hvilket er meget kosteligt for Gud.
5Thi saaledes prydede og fordum de hellige Qvinder sig, som haabede paa Gud og vare deres egne Mænd underdanige;
6som Sara var Abraham lydig og kaldte ham Herre; og hendes Børn ere I blevne, dersom I gjøre Godt og ikke frygte for nogen Rædsel.
7Desligeste skulle I Mænd leve med eders Hustruer, som med den svagere Deel, med Forstand og bevise dem Ære, da de ogsaa ere Medarvinger til Livets Naadegave, paa det eders Bønner ikke skulle forhindres.
3Men jeg vil, at I skulle vide, at Christus er hver Mands Hoved; men Manden er Qvindens Hoved; men Gud er Christi Hoved.
4Hver Mand, som beder eller propheterer og haver Noget paa Hovedet, beskjæmmer sit eget Hoved.
5Men hver Qvinde, som beder eller propheterer med ubedækket Hoved, beskjæmmer sit eget Hoved; thi det er det Samme, som om hun var raget.
6Thi dersom en Qvinde ikke bedækker sig, maa hun og lade Haaret afklippe; men er det usømmeligt for en Qvinde at klippes eller rages, da bedække hun sig.
7Thi en Mand bør ikke bedække Hovedet, efterdi han er Guds Billede og Ære; men en Qvinde er Mandens Ære.
8Thi Manden er ikke af Qvinden, men Qvinden er af Manden.
14Derfor vil jeg, at de unge Enker skulle giftes, føde Børn, styre Huset, ingen Anledning give Modstanderen til slet Omtale.
11Desligeste (bør det deres) Hustruer (at være) ærbare, ikke Bagtalersker, men aarvaagne, troe i alle Ting.
3Manden bevise Hustruen den skyldige Velvillighed; men desligeste og Hustruen Manden.
4Hustruen er ikke raadig over sit eget Legeme, men Manden; men desligeste er og Manden ikke raadig over sit eget Legeme, men Hustruen.
30Men dersom en Anden, som sidder der, faaer en Aabenbarelse, da tie den Første.
39Derfor, Brødre! tragter efter at prophetere, og forbyder ikke at tale med (fremmede) Tungemaal.
40Alt skee sømmeligen og med Orden.
16Dersom nogen troende Mand eller Qvinde haver Enker, da forsørge de dem, og lad ikke Menigheden besværes, at den kan forsørge de rette Enker.
15Men dersom en Qvinde lader Haaret voxe langt, er det hende en Ære; thi Haaret er givet hende til et Skjul.
10Men dem, som ere gifte, byder ikke jeg, men Herren, at Hustruen skal ikke skilles fra Manden —
11men skilles hun og (fra ham), da blive hun ugift, eller forlige sig med Manden — og at en Mand ikke skal forlade (sin) Hustru.
34Der er Forskjel imellem Hustruen og Jomfruen. Den Ugifte haver Omhyggelighed for de Ting, som høre Herren til, at hun kan være hellig baade paa Legeme og i Aand; men den Gifte haver Omhyggelighed for det, som hører Verden til hvorledes hun kan behage Manden.
35Men dette siger jeg til eders egen Nytte; ikke at jeg vil kaste en Snare om eder, men for at bevare Anstændighed og urokkelig Vedholdenhed ved Herren.
11og at søge Ære i at leve stille og varetage hver sin Gjerning, og arbeide med eders egne Hænder, saasom vi have budet eder;
11Men dersom hun lovede det i sin Mands Huus, eller forpligtede sig med en Forpligtelse paa sin Sjæl ved en Ed,
33Iøvrigt skulle ogsaa I, hver især, elske Enhver sin Hustru som sig selv; men Hustruen have Ærefrygt for Manden.
14Hvert Løfte og hver Forpligtelses Ed til at ydmyge Sjælen med, det maa hendes Mand stadfæste, og det maa hendes Mand rygge.
7Men dersom hun er en Mands (Hustru), og hendes Løfter ere paa hende, eller et ubetænksomt Ord (udfalder) af hendes Læber, med hvilket hun har forpligtet sig paa sin Sjæl,
2Thi den gifte Qvinde er bunden ved Loven til Manden, saalænge han lever; men dersom Manden døer, haver hun Intet at gjøre med Loven om Manden.