4 Mosebok 30:14

Original Norsk Bibel 1866

Hvert Løfte og hver Forpligtelses Ed til at ydmyge Sjælen med, det maa hendes Mand stadfæste, og det maa hendes Mand rygge.

Tilleggsressurser

Lignende vers (AI)

Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.

  • 91%

    2Og Mose talede til Høvedsmændene for Israels Børns Stammer, og sagde: Dette er det Ord, som Herren haver befalet.

    3Naar en Mand lover Herren et Løfte eller sværger en Ed, saa han med en Forpligtelse forpligter sin Sjæl, han skal ikke vanhellige sit Ord; han skal gjøre efter alt det, som er udgaaet af hans Mund.

    4Og naar en Qvinde lover Herren et Løfte og forpligter sig med en Forpligtelse i sin Faders Huus, i sin Ungdom,

    5og hendes Fader hører hendes Løfte og hendes Forpligtelse, som hun har forpligtet sig med paa sin Sjæl, og hendes Fader tier dertil, da skulle alle hendes Løfter staae (ved Magt), og al den Forpligtelse, som hun har forpligtet sig med paa sin Sjæl, skal staae (ved Magt).

    6Men dersom hendes Fader gjør det til Intet paa den Dag, som han hører alle hendes Løfter og hendes Forpligtelser, som hun haver forpligtet sig med paa sin Sjæl, da skal det ikke staae (ved Magt); og Herren skal forlade hende det, efterdi hendes Fader haver gjort det til Intet.

    7Men dersom hun er en Mands (Hustru), og hendes Løfter ere paa hende, eller et ubetænksomt Ord (udfalder) af hendes Læber, med hvilket hun har forpligtet sig paa sin Sjæl,

    8og hendes Mand hører det og tier dertil paa den Dag, han hører det, da skulle hendes Løfter staae (ved Magt), og hendes Forpligtelser, som hun har forpligtet sig med paa sin Sjæl, de skulle staae (ved Magt).

    9Men dersom hendes Mand gjør det til Intet paa den Dag, han hører det, og rygger hendes Løfte, som er paa hende, og det ubetænksomme Ord, (som er udfaldet) af hendes Læber, med hvilket hun har forpligtet sig paa sin Sjæl, da skal Herren forlade hende det.

    10Men (anlangende) en Enkes eller en uddreven (Qvindes) Løfte, alt det, som hun forpligter sig med paa sin Sjæl, skal staae (ved Magt) for hende.

    11Men dersom hun lovede det i sin Mands Huus, eller forpligtede sig med en Forpligtelse paa sin Sjæl ved en Ed,

    12og hendes Mand hørte det og taug dertil, (og) gjorde det ikke til Intet, da skulle alle hendes Løfter staae (ved Magt), og al den Forpligtelse, som hun forpligter sig med paa sin Sjæl, skal staae (ved Magt).

    13Men dersom hendes Mand aldeles rygger dem paa den Dag, han hører (dem), da skal alt, som er udgaaet af hendes Læber, anlangende hendes Løfter og hendes Sjæls Forpligtelse, ikke staae (ved Magt); hendes Mand har rygget dem, og Herren skal forlade hende det.

  • 83%

    15Og dersom hendes Mand tier aldeles dertil (den ene) Dag efter den anden, da stadfæster han alle hendes Løfter og alle hendes Forpligtelser, som hun haver paa sig; dem stadfæster han, fordi han taug dertil den Dag, han hørte det.

    16Men dersom han rygger dem aldeles, efterat han har hørt det, da skal han bære hendes Misgjerning.

  • 72%

    9Men dersom han trolover hende til sin Søn, skal han gjøre hende efter Døttrenes Ret

    10Dersom han tager sig en anden, da skal han ikke formindske hendes Livs Ophold, hendes Klæder og hendes Ægteskabs-Pligt.

    11Men dersom han ikke gjør mod hende disse tre, da skal hun udgaae for Intet, foruden Penge.

  • 70%

    13Naar en Mand tager en Hustru, og kommer ind til hende, og faaer Had til hende,

    14og lægger hende Sagers Handeler til, og udfører et ondt Rygte om hende og siger: Denne Qvinde tog jeg og holdt mig nær til hende, og jeg fandt ikke Jomfrudom hos hende,

  • 13og en Mand ligger hos hende med Sæd, og det bliver skjult for hendes Mands Øine, og bliver dulgt, at hun er bleven ureen, og der er intet Vidne mod hende, og hun er ikke greben (derudi),

  • 70%

    1Naar en Mand tager en Hustru og ægter hende, og det skeer, at hun ikke finder Naade for hans Øine, thi han fandt en ubluelig Handel hos hende, da skal han skrive hende et Skilsmissebrev og give i hendes Haand, og lade hende fare af sit Huus.

    2Og naar hun er udgangen af hans Huus, og hun gaaer bort og bliver en anden Mands,

    3og den samme anden Mand faaer Had til hende, og skriver hende et Skilsmissebrev, og giver i hendes Haand, og lader hende fare af sit Huus, eller om den anden Mand døer, som tog sig hende til Hustru,

  • 11men skilles hun og (fra ham), da blive hun ugift, eller forlige sig med Manden — og at en Mand ikke skal forlade (sin) Hustru.

  • 69%

    11Hendes Mands Hjerte (tør) forlade sig paa hende, og ham skal ikke fattes Føde.

    12Hun gjør ham Godt og intet Ondt i alle sit Livs Dage.

  • 5Naar en Mand haver taget en ung Hustru, skal han ikke uddrage i Striden, og man skal ingen Tyngde lægge paa ham; han skal være fri i sit Huus et Aar, og være glad med sin Hustru, som han haver taget.

  • 68%

    13Og hun skal bortlægge sin Fængsels Klæder fra sig, og hun skal blive i dit Huus og begræde sin Fader og sin Moder en heel Maaned; og derefter maa du gaae til hende og ægte hende, og hun skal blive dig til Hustru.

    14Men det skal skee, om du ikke haver Behagelighed til hende, da skal du lade hende fare efter hendes Sjæls (Begjæring), og ikke sælge hende for Penge; du skal ikke drive Handel med hende for den Sags Skyld, at du haver krænket hende.

  • 23Hendes Mand er navnkundig i Portene, naar han sidder hos de Ældste i Landet.

  • 68%

    13Og en Qvinde, som haver en vantro Mand, og det behager ham at boe hos hende, hun forlade ham ikke.

    14Thi den vantro Mand er helliget formedelst Hustruen, og den vantro Hustru er helliget formedelst Manden; thi ellers vare jo eders Børn urene, men nu ere de hellige.

  • 68%

    3Manden bevise Hustruen den skyldige Velvillighed; men desligeste og Hustruen Manden.

    4Hustruen er ikke raadig over sit eget Legeme, men Manden; men desligeste er og Manden ikke raadig over sit eget Legeme, men Hustruen.

  • 17Men om hendes Fader vægrer sig for at give ham hende, da skal han tilveie Penge efter Jomfruernes Morgengave.

  • 2Thi den gifte Qvinde er bunden ved Loven til Manden, saalænge han lever; men dersom Manden døer, haver hun Intet at gjøre med Loven om Manden.

  • 34tie eders Qvinder i Forsamlingerne; thi det er dem ikke tilstedt at tale, men at være underdanige, ligesom Loven og siger.

  • 31Saa skal Manden være fri fra Misgjerning, men samme Qvinde, hun skal bære sin Misgjerning.

  • 67%

    19Og Præsten skal besværge hende og sige til Qvinden: Dersom ingen Mand haver ligget hos dig, og dersom du ikke er modvilligen undveget fra at være under din Mand, til Ureenhed, da vær fri for dette beske Vand, som gjør Forbandelse

    20Men er du modvilligen undveget fra at være under din Mand, og om du er bleven ureen, og haver nogen Mand ligget hos dig foruden din Mand,

  • 21Og Manden undredes (saare) paa hende, taug dog stille, for at faae at vide, om Herren havde ladet hans Reise lykkes, eller ei.

  • 20Men dersom det samme Ord har været Sandhed, at Pigens Jomfrudom ikke fandtes,

  • 29da skal den Mand, som laae hos hende, give Pigens Fader halvtredsindstyve (Sekel) Sølv, og hun skal være hans Hustru for den Sags Skyld, at han krænkede hende; han maa ikke lade hende fare alle sine Livsdage.

  • 37Men den, som haver sat sig stadig for i Hjertet, som er ikke tvungen, men haver Magt efter sin egen Villie, og haver besluttet det i sit Hjerte at bevare sin Jomfru, han gjør vel;

  • 39En Hustru er bunden ved Loven, saa lang Tid hendes Mand lever; men er hendes Mand hensovet, er hun fri, at giftes med hvem hun vil, alene (at det skeer) i Herren.

  • 28Og dersom den Qvinde ikke er bleven ureen, men hun er reen, da skal hun være fri og visseligen undfange Sæd.

  • 7Og hvo er den Mand, som haver trolovet sig en Hustru og haver ikke taget hende? han gaae hen og vende tilbage til sit Huus, at han ikke skal døe i Krigen, og en anden Mand skal tage hende.

  • 33Iøvrigt skulle ogsaa I, hver især, elske Enhver sin Hustru som sig selv; men Hustruen have Ærefrygt for Manden.

  • 7Desligeste skulle I Mænd leve med eders Hustruer, som med den svagere Deel, med Forstand og bevise dem Ære, da de ogsaa ere Medarvinger til Livets Naadegave, paa det eders Bønner ikke skulle forhindres.

  • 28Hendes Sønner staae op og prise hende salig, hendes Huusbonde roser hende ogsaa, (sigende):