Ordspråkene 31:11
Hendes Mands Hjerte (tør) forlade sig paa hende, og ham skal ikke fattes Føde.
Hendes Mands Hjerte (tør) forlade sig paa hende, og ham skal ikke fattes Føde.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
12Hun gjør ham Godt og intet Ondt i alle sit Livs Dage.
13Hun søger efter Uld og Hør, og arbeider gjerne med sine Hænder.
14Hun er ligesom en Kjøbmands Skibe, hun lader sit Brød komme langt fra.
15Og hun staaer op, naar det endnu er Nat, og giver sit Huus Spise, og sine unge Piger (deres) beskikkede (Deel).
16Hun tænker paa en Ager og faaer den, hun planter en Viingaard af sine Hænders Frugt.
17Hun ombinder sine Lænder med Styrke, og bestyrker sine Arme.
18Hun fornemmer, at hendes Kjøbmandskab er godt, hendes Lygte udslukkes ikke om Natten.
19Hun udstrækker sine Hænder til Tenen, og hendes Hænder tage fat paa en Rok.
20Hun udbreder sin Haand til den Elendige, og udstrækker sine Hænder til den Fattige.
21Hun frygter ikke Sneen for sit Huus; thi alt hendes Huusfolk er beklædt med dobbelte (Klæder).
22Hun gjør sig Tapeter; hvidt Linned og Purpur ere hendes Klæder.
23Hendes Mand er navnkundig i Portene, naar han sidder hos de Ældste i Landet.
24Hun gjør kosteligt Linklæde og sælger det, og overantvorder Kjøbmanden Bælter.
25Styrke og Herlighed er hendes Klædebon, og hun leer til den kommende Tid.
26Hun oplader sin Mund med Viisdom, og Miskundheds Lov er paa hendes Tunge.
27Hun seer, hvorledes det gaaer til i hendes Huus, og æder ikke Brød med Ladhed.
28Hendes Sønner staae op og prise hende salig, hendes Huusbonde roser hende ogsaa, (sigende):
29Mange Døttre forhverve Formue, men du, du kom op over dem allesammen.
30Yndelighed er Bedragelighed, og Deilighed er Forfængelighed, (men) en Qvinde, (i hvilken der er) Herrens Frygt, hun skal roses.
31Giver hende af hendes Hænders Frugt, og hendes Gjerninger skulle prise hende i Portene.
10Hvo kan finde en duelig Qvinde? hun er langt mere værd end Perler.
4En duelig Qvinde er sin Mands Krone, men (naar) hun beskjæmmer (ham, er hun) som Raaddenhed i hans Been.
14Huus og Gods arves efter Forældre, men en forstandig Qvinde (kommer) fra Herren.
16En yndig Qvinde holder fast ved sin Ære, og Tyranner holde fast ved Rigdom.
22Hvo, der finder en Hustru, finder en god Ting, og bekommer en Velbehagelighed af Herren.
15Den er dyrebarere end Perler, og alt det, du haver Lyst til, kan ikke lignes ved den.
16I dens høire Haand er et langt Liv, i dens venstre Haand er Rigdom og Ære.
17Dens Veie ere liflige Veie, og alle dens Stier ere Fred.
11Men dersom hun lovede det i sin Mands Huus, eller forpligtede sig med en Forpligtelse paa sin Sjæl ved en Ed,
6Forlad den ikke, saa skal den bevare dig; elsk den, saa skal den bevogte dig.
11Naar Mænd trættes tilsammen, en med en anden, og den enes Hustru kommer nær til, at udfrie sin Mand af hans Haand, som slaaer ham, og hun rækker sin Haand ud og tager fat i hans Blusel,
3Din Hustru (skal blive) som et frugtbart Viintræ paa Siderne af dit Huus, dine Børn som Olieqviste omkring dit Bord.
9Dersom mit Hjerte er forlokket til en Qvinde, eller jeg haver luret ved min Næstes Dør,
10da maa min Hustru male med en Anden, og Andre bøie sig over hende.
7Men dersom hun er en Mands (Hustru), og hendes Løfter ere paa hende, eller et ubetænksomt Ord (udfalder) af hendes Læber, med hvilket hun har forpligtet sig paa sin Sjæl,
25Begjær ikke hendes Deilighed i dit Hjerte, og lad hende ikke betage dig med sine Øienlaage.
26Thi for en Horqvindes Skyld (nødes En til at tigge) om et Stykke Brød, og en (anden) Mands Hustru jager den dyrebare Sjæl.
14Hvert Løfte og hver Forpligtelses Ed til at ydmyge Sjælen med, det maa hendes Mand stadfæste, og det maa hendes Mand rygge.
9Den skal sætte Naades Smykke paa dit Hoved, den skal give dig en deilig Krone.
5Thi saaledes prydede og fordum de hellige Qvinder sig, som haabede paa Gud og vare deres egne Mænd underdanige;
1(Hver af) de vise Qvinder bygger sit Huus, men en daarlig bryder det ned med sine Hænder.
3Manden bevise Hustruen den skyldige Velvillighed; men desligeste og Hustruen Manden.
28Saaledes ere Mændene skyldige at elske deres Hustruer som deres egne Legemer; hvo, som elsker sin Hustru, elsker sig selv.
18Din Kilde skal være velsignet, og glæd dig med din Ungdoms Hustru.
19(Hun være dig) som en (meget) kjær Hind og en yndig Steengjed, lad hendes Bryster altid vederqvæge dig, vandre stedse omkring i hendes Kjærlighed.
33Iøvrigt skulle ogsaa I, hver især, elske Enhver sin Hustru som sig selv; men Hustruen have Ærefrygt for Manden.
7Han skal ikke frygte for ond Tidende; hans Hjerte er fast, han forlader sig paa Herren.
10Dersom han tager sig en anden, da skal han ikke formindske hendes Livs Ophold, hendes Klæder og hendes Ægteskabs-Pligt.
29Saa (gaaer det) ham, som gaaer ind til sin Næstes Hustru; Ingen skal holdes uskyldig, som rører ved hende.