1 Mosebok 2:23
Da sagde Adam: Denne Gang er det Been af mine Been, og Kjød af mit Kjød; denne, hun skal kaldes Mandinde, thi denne er tagen af Manden.
Da sagde Adam: Denne Gang er det Been af mine Been, og Kjød af mit Kjød; denne, hun skal kaldes Mandinde, thi denne er tagen af Manden.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
18Og Gud Herren sagde: Det er ikke godt, at Mennesket er for sig alene; jeg vil gjøre ham en Hjælp, som skal være hos ham.
19Og Gud Herren havde gjort af Jorden alle (vilde) Dyr paa Marken og alle Himmelens Fugle, og ledede dem til Mennesket, til at see, hvad han vilde kalde hvert; og alt det, som Adam kaldte (hver) levende Sjæl, det var dens Navn.
20Saa gav Adam alt Qvæget og Himmelens Fugle og alle (vilde) Dyr paa Marken Navne; men for Mennesket fandt han ingen Hjælp, som kunde være hos ham.
21Da lod Gud Herren falde en dyb Søvn paa Adam, og han sov; og han tog et af hans Ribbeen og lukkede med Kjød istedet derfor
22Og Gud Herren byggede af det Ribbeen, som han havde taget af Mennesket, en Mandinde, og ledede hende til Adam.
24Derfor skal Manden forlade sin Fader og sin Moder, og blive fast hos sin Hustru, og de skulle være til eet Kjød.
25Og de vare begge nøgne, Adam og hans Hustru, og bluedes ikke.
4Men han svarede og sagde til dem: Have I ikke læst, at den, som skabte dem af Begyndelsen, skabte dem Mand og Qvinde,
5og sagde: Derfor skal et Menneske forlade Fader og Moder og blive fast hos sin Hustru, og de To skulle blive eet Kjød?
6Saa at de ere ikke længere to, men eet Kjød. Derfor, hvad Gud haver tilsammenføiet, skal Mennesket ikke adskille.
28Saaledes ere Mændene skyldige at elske deres Hustruer som deres egne Legemer; hvo, som elsker sin Hustru, elsker sig selv.
29Thi Ingen hadede nogensinde sit eget Kjød, men føder og vederqvæger det, ligesom og Herren Menigheden.
30Thi vi ere hans Legemes Lemmer, af hans Kjød og af hans Been.
31Derfor skal Manden forlade sin Fader og Moder og blive fast hos sin Hustru, og de To skulle være eet Kjød.
32Denne Hemmelighed er stor; jeg taler nemlig om Christo og Menigheden.
19I dit Ansigts Sved skal du æde Brødet, indtil du bliver til Jord igjen, thi du er tagen deraf; thi du er Støv, og skal blive til Støv igjen.
20Og Adam kaldte sin Hustrues Navn Eva; thi hun selv var alle Levendes Moder.
21Og Gud Herren gjorde Adam og hans Hustru Kjortler af Skind og iførte dem.
22Og Gud Herren sagde: See, Adam har været som En af os til at kjende Godt og Ondt; men nu, paa det han ikke skal udrække sin Haand og tage ogsaa af Livsens Træ, og æde og leve evindeligen —
23da forviste Gud Herren ham af Edens Have til at dyrke Jorden, den han var tagen af.
6Men fra Skabningens Begyndelse haver Gud gjort dem Mand og Qvinde.
7Derfor skal et Menneske forlade sin Fader og Moder, og blive fast hos sin Hustru,
8og de To skulle være eet Kjød; saa at de ere ikke længere to, men eet Kjød.
9Hvad altsaa Gud haver tilsammenføiet, skal Mennesket ikke adskille.
8Thi Manden er ikke af Qvinden, men Qvinden er af Manden.
9Thi Manden er heller ikke skabt for Qvindens Skyld, men Qvinden for Mandens Skyld.
13Thi Adam blev først skabt, siden Eva,
14og Adam blev ikke bedragen, men Qvinden blev bedragen og faldt i Overtrædelse.
1Denne er Menneskens Slægters Bog: Paa den Dag Gud skabte Mennesket, gjorde han det i Guds Lignelse.
2Han skabte dem Mand og Qvinde, og velsignede dem, og kaldte deres Navn Menneske, paa den Dag de bleve skabte.
27Og Gud skabte Mennesket i sit Billede, han skabte det i Guds Billede; Mand og Qvinde skabte han dem.
1Og Adam kjendte sin Hustru Eva; og hun undfik og fødte Cain, og sagde: Jeg eier en Mand, som er Herren.
12Og Adam sagde: Qvinden, som du gav (at være) med mig, hun, hun gav mig af det Træ, og jeg aad.
11Dog er hverken en Mand uden Qvinden, ei heller en Qvinde uden Manden i Herren.
12Thi ligesom Qvinden er af Manden, saa er og Manden ved Qvinden; men alle Ting af Gud.
16(Men) til Qvinden sagde han: Jeg vil meget mangfoldiggjøre din Kummer og din Undfangelse: med Smerte skal du føde Børn, og din Attraa skal være til din Mand, men han, han skal herske over dig.
17Og han sagde til Adam: Efterdi du lød din Hustrues Røst og aad af det Træ, om hvilket jeg bød dig og sagde: Du skal ikke æde deraf, da vorde Jorden forbandet for din Skyld; med Kummer skal du æde deraf alle dit Livs Dage.
15Og Gud Herren tog Mennesket og satte det i Edens Have, at dyrke den og bevare den.
25Og Adam kjendte ydermere sin Hustru, og hun fødte en Søn og kaldte hans Navn Seth; thi Gud haver sat mig (sagde hun) en anden Sæd i Abels Sted; thi Cain slog ham ihjel.
6Og Qvinden saae, at Træet var godt at æde af, og at det var (heel) lysteligt at see til, og et ønskeligt Træ til at faae Forstand af, saa tog hun af dets Frugt og aad; og hun gav sin Mand ogsaa med sig, og han aad.
7Og Gud Herren havde dannet Mennesket (af) Støv, af Jorden, og blæst Livets Aande i hans Næse; og Mennesket blev til en levende Sjæl.
2da saae Guds Sønner Menneskens Døttre, at de vare skjønne, og toge sig Hustruer af alle, som de udvalgte.
22Hvorlænge vil du bortvende dig, du forvendte Datter? thi Herren haver skabt (noget) Nyt paa Jorden: en Qvinde skal omgive en Mand.