1 Samuelsbok 15:11
Mig angrer, at jeg gjorde Saul til Konge, thi han har vendt sig tilbage fra mig og ikke holdt mine Ord; og Samuels Vrede optændtes, og han raabte til Herren den ganske Nat.
Mig angrer, at jeg gjorde Saul til Konge, thi han har vendt sig tilbage fra mig og ikke holdt mine Ord; og Samuels Vrede optændtes, og han raabte til Herren den ganske Nat.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
34 Og Samuel gik til Rama; men Saul drog op til sit Huus i Sauls Gibea.
35 Og Samuel besøgte ikke Saul mere indtil sin Dødsdag, thi Samuel sørgede over Saul; og det angrede Herren, at han havde gjort Saul til Konge over Israel.
10 Da skede Herrens Ord til Samuel, sigende:
12 Og Samuel stod tidlig op at gaae Saul imøde om Morgenen; og det blev Samuel tilkjendegivet, og man sagde: Saul er kommen til Carmel, og see, han har beskikket sig et Sted, og er gaaen omkring og faret over, og kommer ned til Gilgal.
13 Og Samuel kom til Saul, og Saul sagde til ham: Velsignet være du for Herren! jeg har holdt Herrens Ord.
14 Men Samuel svarede: Hvad er denne for en Røst af smaat Qvæg for mine Øren, og en Røst af stort Qvæg, som jeg hører?
23 Thi Gjenstridighed er en Trolddoms Synd, og at blive ved (deri) er Uretfærdighed og Afgudsdyrkelse; efterdi du har forkastet Herrens Ord, da har han og forkastet dig, at (du skal) ikke være Konge.
24 Da sagde Saul til Samuel: Jeg har syndet, at jeg har overtraadt Herrens Befaling og dine Ord; thi jeg frygtede for Folket og adlød deres Røst.
25 Og nu, Kjære, borttag min Synd, og vend tilbage med mig, saa vil jeg tilbede for Herren.
26 Da sagde Samuel til Saul: Jeg vil ikke vende tilbage med dig; thi du har forkastet Herrens Ord, og Herren har forkastet dig, at du skal ikke være Konge over Israel.
27 Der Samuel vendte sig omkring til at gaae, da holdt han fast ved Fligen af hans kappe, og den blev reven.
28 Da sagde Samuel til ham: Herren har idag revet Israels Kongerige fra dig, og han har givet din Næste det, som er bedre end du.
29 Og Israels Seier skal ikke lyve, og det skal ikke angre ham; thi han er ikke et Menneske, at ham skulde angre (Noget).
30 Og han sagde: Jeg har syndet, men Kjære, ær mig nu for mit Folks Ældste og for Israel, og vend tilbage med mig, at jeg maa tilbede Herren din Gud.
31 Saa vendte Samuel tilbage efter Saul, og Saul tilbad for Herren.
15 Og Samuel sagde til Saul: Hvorfor gjorde du mig Uro, at du lod hente mig op? da sagde Saul: Jeg er saare angest, thi de Philister stride imod mig, og Gud er vegen fra mig og svarer mig ikke ydermere, hverken formedelst Propheter eller ved Drømme; derfor lod jeg kalde dig, at, du skulde lade mig vide, hvad jeg skal gjøre.
16 Da sagde Samuel: Men hvorfor vil du spørge mig, efterdi Herren er vegen fra dig og er bleven din Fjende?
17 Thi Herren haver gjort for sig, saasom han sagde formedelst mig, og Herren haver revet Riget af din Haand og givet David, din Næste, det.
11 Da sagde Samuel: Hvad har du gjort? og Saul sagde: Da jeg saae, at Folket adspredtes fra mig, og du, du kom ikke til den bestemte Tid, og Philisterne vare samlede udi Michmas,
12 da sagde jeg: Nu komme Philisterne, ned til mig i Gilgal, og jeg har ikke bedet (inderligen) for Herrens Ansigt; der, jeg havde holdt mig, da offrede jeg Brændofferet.
13 Da sagde Samuel til Saul: Du har handlet daarligen, du har ikke holdt Herrens din Guds Bud, som han bød dig; thi nu havde Herren stadfæstet dit Rige over Israel evindelig.
14 Men nu skal dit Rige ikke bestaae; Herren har opsøgt sig en Mand efter sit Hjerte, og ham har Herren budet at være en Fyrste over sit Folk, fordi du ikke har holdt det, som Herren har befalet dig.
15 Og Samuel gjorde sig rede og gik op fra Gilgal til Gibea i Benjamin; og Saul talte det Folk, som fandtes hos ham, (som var) ved sex hundrede Mænd.
1 Og Samuel sagde til Saul: Herren sendte mig til at salve dig til Konge over sit Folk, over Israel; saa hør nu Herrens Ords Røst.
6 Men det Ord var ondt for Samuels Øine, som de sagde: Giv os en Konge at dømme os; og Samuel bad ydmygeligen til Herren.
7 Og Herren sagde til Samuel: Hør Folkets Røst i alt det, som de tale til dig; thi de have ikke forkastet dig, men mig have de forkastet, at jeg skal ikke regjere over dem.
16 Da sagde Samuel til Saul: Lad være, saa vil jeg give dig tilkjende, hvad Herren har talet til mig inat; og han sagde til ham: Tal!
17 Og Samuel sagde: Er det ikke saa? der du var liden i dine Øine, blev du Israels Stammers Hoved, og Herren salvede dig til en Konge over Israel?
15 Men Herren havde aabenbaret for Samuels Øre een Dag, førend Saul kom, og sagt:
1 Da sagde Samuel til al Israel: See, jeg hørte eders Røst i alt det, I sagde til mig, og jeg har ladet en Konge regjere over eder.
19 Og hvorfor adlød du ikke Herrens Røst? men du ilede til Rov og gjorde det Onde for Herrens Øine.
20 Da sagde Saul til Samuel: Jeg adlød dog Herrens Røst og gik paa den Vei, paa hvilken Herren sendte mig; og jeg førte Agag, de Amalekiters Konge, hid og ødelagde Amalekiterne.
1 Og Herren sagde til Samuel: Hvorlænge vil du sørge over Saul? og jeg, jeg har forkastet ham, at han skal ikke være Konge over Israel; fyld dit Horn med Olie og gak hen, jeg vil sende dig til Isai, den Bethlehemiter, thi jeg har udseet mig en Konge iblandt hans Sønner.
15 Og Samuel laae indtil om Morgenen, og han lod Dørene op for Herrens Huus; men Samuel frygtede for at give Eli det Syn tilkjende.
12 Og de sørgede og græd og fastede indtil Aftenen over Saul og over Jonathan, hans Søn, og over Herrens Folk og over Israels Huus, at de vare faldne ved Sværdet.
17 Der Samuel saae Saul, da svarede Herren ham: See, (det er) Manden, om hvem jeg sagde dig: Denne skal styre mit Folk.
9 Og det skede, der han vendte sin Skulder at gaae fra Samuel, da omvendte Gud hans (Hjerte) til et andet Hjerte; og alle disse Tegn kom paa den samme Dag.
16 Men Herren skal være Dommer og dømme imellem mig og imellem dig, og han skal see og udføre min Sag, og frie mig fra din Haand.
21 Der Samuel havde hørt alle Folkets Ord, da talede han dem for Herrens Øren.
12 Da sagde Folket til Samuel: Hvo er den, som sagde: Skulde Saul regjere over os? giver de Mænd (hid), saa ville vi slaae dem ihjel.
1 Og Herren sagde til mig: Dersom Mose og Samuel (end) stode for mit Ansigt, haver jeg dog ingen Villie til dette Folk; udlad (dem) fra mit Ansigt, og lad dem gaae ud.
18 Og naar I raabe paa den samme Dag over eders Konge, som I have udvalgt eder, da skal Herren ikke svare eder paa den Dag.
12 Der Qvinden saae Samuel, da raabte hun med stor Røst, og Qvinden sagde til Saul, sigende: Hvi haver du bedraget mig? thi du er Saul.
17 Og David klagede dette Klagemaal over Saul og over Jonathan, hans Søn;
4 Saa kom Budene til Sauls Gibea og talede Ordene for Folkets Øren; da opløftede alt Folket deres Røst, og de græd.
5 Og see, Saul kom bag Øxnene af Marken, og Saul sagde: Hvad (skader) Folket, at de græde? da fortalte de ham de Mænds Ord af Jabes.
14 Og han søgte ikke Herren; derfor dræbte han ham og vendte Riget til David, Isai Søn.
21 Da sagde Saul: Jeg har syndet, kom tilbage, min Søn David! thi jeg vil ikke ydermere gjøre dig Ondt, fordi at mit Liv var dyrebart for dine Øine paa denne Dag; see, jeg haver gjort daarligt og faret vild saare meget.
10 Og Samuel sagde alle Herrens Ord til Folket, de, som begjærede en Konge af ham.
37 Og Saul adspurgte Gud: Skal jeg drage ned efter Philisterne? vil du give dem i Israels Haand? men han svarede ham ikke paa den Dag.