1 Samuelsbok 18:24
Og Sauls Tjenere gave ham det tilkjende og sagde: Saadanne Ord talede David.
Og Sauls Tjenere gave ham det tilkjende og sagde: Saadanne Ord talede David.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
25 Da sagde Saul: Saaledes skulle I sige til David: Kongen har ingen Lyst til Morgengave, men (heller) til hundrede Forhuder af Philisterne, for at hevne sig paa Kongens Fjender; thi Saul tænkte, at han vilde lade David falde ved Philisternes Haand.
26 Da sagde hans Tjenere disse Ord til David, og denne Sag var ret for Davids Øine, at han skulde vorde Kongens Svoger; men Bryllupsdagene vare ikke (endnu) opfyldte.
27 Da gjorde David sig rede og drog hen, han og hans Mænd, og slog iblandt Philisterne to hundrede Mænd, og David fremførte deres Forhuder, og de opfyldte Kongen (Tallet) med dem, at han skulde blive Kongens Svoger; saa gav Saul ham Michal, sin Datter, til Hustru.
20 Men Michal, Sauls Datter, elskede David, og de gave Saul det tilkjende, og den Sag var ret for hans Øine.
21 Og Saul sagde: Jeg vil give ham hende, og hun skal vorde ham til en Snare, og Philisternes Haand skal være over ham; da sagde Saul til David: Du skal idag ved (den anden af) Tvende blive min Svoger.
22 Og Saul bød sine Tjenere: Taler hemmelig med David og siger: See, Kongen har Behagelighed i dig, og alle hans Tjenere elske dig; bliv derfor nu Kongens Svoger.
23 Og Sauls Tjenere talede disse Ord for Davids Øren, og David sagde: Er det ringe agtet for eders Øine at blive Kongens Svoger, eftersom jeg er en fattig og ringe Mand?
31 Og de Ord bleve hørte, som David sagde, og man gav dem tilkjende for Sauls Ansigt, og han lod hente ham.
32 Og David sagde til Saul: Intet Menneskes Hjerte falde (i Mistrøst) for hans Skyld; din Tjener skal gaae og stride med denne Philister.
7 Og han sagde til sine Mænd: Herren lade det være langt fra mig, at jeg skulde gjøre denne Gjerning ved min Herre, Herrens Salvede, at lægge min Haand paa ham; thi han er Herrens Salvede.
8 Og David fik sine Mænd skilt (fra ham) med Ord, og tilstedede dem ikke at staae op imod Saul; og Saul stod op af Hulen og gik paa Veien.
9 Men David stod op derefter og gik ud af Hulen, og raabte efter Saul og sagde: Min Herre Konge! da saae Saul sig tilbage, og David bøiede sit Ansigt til Jorden og nedbøiede sig.
3 Da tog Saul tre tusinde Mænd, udvalgte af al Israel, og gik hen for at opsøge David og hans Mænd paa Steengjedernes Klipper.
4 Og der han kom til Faarestierne ved Veien, da var der en Hule, og Saul gik ind for at skjule sine Fødder; men David og hans Mænd sadde ved Siderne i Hulen.
5 Da sagde Davids Mænd til ham: See, (denne er) den Dag, hvorom Herren har sagt dig: See, jeg giver din Fjende i din Haand, at du skal gjøre med ham, saasom godt er for dine Øine; og David stod op og afskar hemmeligen en Flig af Kappen, som Saul (havde paa).
1 Og Saul talede til Jonathan, sin Søn, og til alle sine Tjenere, at de skulde slaae David ihjel; men Jonathan, Sauls Søn, havde saare Behag i David.
17 Da kjendte Saul Davids Røst og sagde: Er denne din Røst, min Søn David? og David sagde: Det er min Røst, min Herre Konge.
18 Og han sagde: Hvorfor forfølger dog min Herre sin Tjener? thi hvad har jeg gjort, og hvad Ondt er i min Haand?
17 Og Saul sagde til David: See, min ældste Datter Merab, hende vil jeg give dig til Hustru, vær ikkun en duelig Mand for mig og strid Herrens Krige; thi Saul sagde: Min Haand skal ikke være paa ham, men Philisternes Haand skal være paa ham.
18 Og David sagde til Saul: Hvo er jeg, og hvad er mit Liv, (ja) min Faders Slægt i Israel, at jeg skulde blive Kongens Svoger?
5 Og David drog ud, hvorsomhelst Saul sendte ham hen, og handlede klogeligen, og Saul satte ham over Krigsmændene; og han var behagelig for alt Folkets Øine, endogsaa for Sauls Tjeneres Øine.
22 Saa sværg mig nu ved Herren, at du ikke vil udrydde min Sæd efter mig, og at du ikke vil ødelægge mit Navn af min Faders Huus.
12 Da vendte Davids unge Karle sig til deres Vei, ja de vendte tilbage, og kom og forkyndte ham efter alle disse Ord.
11 Og Achis Tjenere sagde til ham: Er denne ikke David, Landets Konge? sang de ikke om denne mod hverandre i Dandsen og sagde: Saul har slaget sine Tusinde, og David sine Titusinde?
14 Og David sendte Bud til Isboseth, Sauls Søn, sigende: Giv (mig) min Hustru Michal, som jeg trolovede mig for hundrede af Philisternes Forhuder.
16 Men Herren skal være Dommer og dømme imellem mig og imellem dig, og han skal see og udføre min Sag, og frie mig fra din Haand.
57 Og der David kom tilbage, der han havde slaget Philisteren, da tog Abner ham og ledede ham ind for Sauls Ansigt; og han havde Philisterens Hoved i sin Haand.
58 Og Saul sagde til ham: Hvis Søn er du, unge Karl? og David sagde: (Jeg er) Isai, den Bethlehemiters, din Tjeners, Søn.
18 Da svarede en af de unge Karle og sagde: See, jeg saae Isai, den Bethlehemiters, Søn, som forstaaer at lege, og er vældig til Strid og en Krigsmand, og forstandig i Ord, og en Mand, (som er deilig) af Skikkelse, og Herren er med ham.
19 Da sendte Saul Bud til Isai og lod sige: Send til mig David, din Søn, som er hos Smaaqvæget.
30 Og Philisternes Høvedsmænd droge ud, og det skede, naar de droge ud, da handlede David klogere end alle Sauls Tjenere, og hans Navn var saare høit agtet.
15 Saa sendte Saul Budene at besee David og sagde: Bærer ham op til mig i Sengen, at man kan slaae ham ihjel.
4 Og David sagde til ham: Hvad er der skeet for en Sag? Kjære, kundgjør mig det; og han sagde: Alt Folket flyede af Krigen, og der faldt ogsaa meget af Folket og døde, ja endog Saul og Jonathan, hans Søn, ere døde.
5 Og David sagde til den unge Karl, den, som forkyndte ham (dette): Hvorledes veed du, at Saul og Jonathan, hans Søn, ere døde?
13 Da sagde Saul til ham: Hvorfor have I forbundet eder mod mig, du og Isai Søn, idet du gav ham Brød og Sværd, og adspurgte Gud for ham, at han staaer op imod mig til at lure, som (det skeer) paa denne Dag?
14 Og Achimelech svarede Kongen og sagde: Hvilken er og iblandt alle dine Tjenere trofast som David, og (han er) Kongens Svoger og er gaaen hen i din Lydighed, og er æret i dit Huus?
10 Og David sagde: Herre, Israels Gud! din Tjener har hørt, at Saul søger efter at komme til Keila, for at fordærve Staden for min Skyld.
11 Mon Mændene af Keila skulle overantvorde mig i hans Haand? mon Saul skal komme ned, saasom din Tjener har hørt? Herre, Israels Gud! Kjære, forkynd din Tjener det; og Herren sagde: Han skal komme ned.
12 Da sagde David: Mon Mændene af Keila skulle overantvorde mig og mine Mænd i Sauls Haand? og Herren sagde: De skulle overantvorde dig.
1 Og David drog op derfra og blev udi de Befæstninger i En-Gedi.
22 Da svarede David og sagde: See, (her er) Kongens Spyd; men lad en af de unge Karle komme over og hente det.
7 Og Saul sagde til sine Tjenere, som stode hos ham: Kjære, hører, I Benjaminiter! skal ogsaa Isai Søn give eder allesammen Agre og Viingaarde, (ja) sætte eder allesammen til Høvedsmænd over Tusinde og Høvedsmænd over Hundrede?
8 at I have alle forbundet eder imod mig, og der er Ingen, som aabenbarede det for mine Øren, efterdi at min Søn har gjort (en Pagt) med Isai Søn, og der er ingen af eder, som det smerter for min Skyld, og som aabenbarer det for mine Øren; thi min Søn har opreist min Tjener imod mig til at lure, som (det skeer) paa denne Dag.
7 Og Qvinderne sang mod hverandre, da de legede, og sagde: Saul har slaget sine Tusinde, og David sine Titusinde.
8 Da optændtes Sauls Vrede saare, og dette Ord var ondt for hans Øine, og han sagde: De gave David Titusinde, og mig gave de Tusinde; og fremdeles vil Riget sandelig blive hans.
9 Og Davids unge Karle kom og talede til Nabal efter alle disse Ord i Davids Navn; og de lode af.
25 Og hver Mand af Israel sagde: Have I seet denne Mand, som kommer op? thi han kommer op for at forhaane Israel; og det skal skee, den Mand, som slaaer ham, den vil Kongen berige med stor Rigdom og give ham sin Datter, og vil gjøre hans Faders Huus frit i Israel.
26 Da sagde David til Mændene, de, som stode hos ham, sigende: Hvad skal gjøres ved den Mand, som slaaer denne Philister og borttager Forhaanelsen fra Israel? thi hvo er denne Philister med Forhud, at han forhaaner den levende Guds Slagordener?
34 Da sagde David til Saul: Din Tjener var sin Faders Hyrde hos Smaaqvæget, og en Løve kom og en Bjørn, og borttog et Lam af Hjorden.
16 Og David sagde til ham: Dit Blod være over dit Hoved; thi din Mund svarede imod dig og sagde: Jeg, jeg har dræbt Herrens Salvede.