1 Samuelsbok 25:38
Og det skede ved ti Dage (derefter), da slog Herren Nabal, og han døde.
Og det skede ved ti Dage (derefter), da slog Herren Nabal, og han døde.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
31da skal dette ikke være dig (en Aarsag) til at snuble eller min Herres Hjerte til et Anstød, at han har udøst Blod uforskyldt, og at min Herre har frelst sig selv; og naar Herren gjør vel imod min Herre, da skal du komme din Tjenesteqvinde ihu.
32Da sagde David til Abigail: Lovet være Herren, Israels Gud, som sendte dig paa denne Dag imod mig!
33Og velsignet være din Fornuftighed, og velsignet være du, som forhindrede mig paa denne Dag fra at komme til (at udøse) Blod, og at min Haand skulde have frelst mig!
34Og sandelig, (saa vist som) Herren, Israels Gud, lever, som forhindrede mig, at jeg gjorde dig ikke Ondt, havde du ikke skyndet dig og kommet imod mig, da havde ikke Nabal beholdt tilovers indtil Morgen, naar det bliver lyst, En, som pisser paa Væggen.
35Saa tog David af hendes Haand det, som hun førte til ham, og han sagde til hende: Drag med Fred op til dit Huus, see, jeg adlød din Røst og ansaae din Person.
36Og Abigail kom til Nabal, og see, han havde et Gjæstebud i sit Huus, som en Konges Gjæstebud, og Nabals Hjerte var vel (tilmode) hos sig selv, og han var saare drukken, men hun kundgjorde ham ikke et Ord, lidet eller stort, indtil det blev lyst om Morgenen.
37Og det skede om Morgenen, der Vinen gik fra Nabal, da kundgjorde hans Hustru ham disse Ting; og hans Hjerte døde i ham, og han, han blev som en Steen.
39Og der David hørte, at Nabal var død, da sagde han: Lovet være Herren, som udførte min Forsmædelses Sag imod Nabal og forhindrede sin Tjener fra det Onde, og Herren betalte Nabals Ondskab paa hans Hoved; og David sendte hen og lod tale med Abigail, at tage sig hende til en Hustru.
40Og der Davids Tjenere kom til Abigail i Carmel, da talede de til hende og sagde: David sendte os til dig, at tage dig sig til en Hustru.
23Der Abigail saae David, da skyndte hun sig og nedsteg af Asenet; og hun faldt ned paa sit Ansigt for Davids Ansigt og nedbøiede sig mod Jorden.
24Og hun faldt for hans Fødder og sagde: (Hør) mig, min Herre! denne Misgjerning skal være min; og Kjære, lad din Tjenesteqvinde tale for dine Øren, og hør din Tjenesteqvindes Ord.
25Min Herre, Kjære, sætte ikke sit Hjerte imod denne Belials Mand, imod Nabal, thi som hans Navn er, saa er han: Nabal er hans Navn, og Daarlighed er hos ham; men jeg, din Tjenesteqvinde, saae ikke min Herres unge Karle, som du havde udsendt.
26Og nu, min Herre, (saa vist som) Herren lever, og (saa vist som) din Sjæl lever, har Herren forhindret dig, at du skulde ikke komme til (at udøse) Blod, og din Haand skulde frelse dig; og nu skulle dine Fjender og de, som søge min Herres Ulykke, være som Nabal.
27Og (her er) nu denne Velsignelse, som din Tjenesteqvinde førte til min Herre; og lad den gives de unge Karle, som vandre efter min Herre.
2Og der var en Mand i Maon, og han havde sin Gjerning i Carmel, og den samme Mand var meget stor, og han havde tre tusinde Faar og tusinde Gjeder; og det skede, at han klippede sine Faar i Carmel.
3Og Mandens Navn var Nabal, og hans Hustrues Navn Abigail; og Qvinden var af god Forstand og deilig af Skikkelse, men Manden var haard og ond i sine Gjerninger, og han var en Calebiter.
4Men David hørte i Ørken, at Nabal klippede sine Faar.
5Da udsendte David ti unge Karle, og David sagde til de unge Karle: Gaaer op til Carmel, og naar I komme til Nabal, da hilser ham i mit Navn.
6Og siger saaledes: Lev (vel)! Fred være med dig, og Fred være med dit Huus, og Fred med alt det, du haver!
14Og en ung Karl af de unge Karle gav Abigail, Nabals Hustru, tilkjende og sagde: See, David sendte Bud fra Ørken at velsigne vor Herre, men han foer paa dem.
8Spørg dine unge Karle, og de skulle kundgjøre dig det, og lad de unge Karle finde Naade for dine Øine, thi vi ere komne paa en god Dag; Kjære, giv dine Tjenere og din Søn David, hvad din Haand finder.
9Og Davids unge Karle kom og talede til Nabal efter alle disse Ord i Davids Navn; og de lode af.
10Og Nabal svarede Davids Tjenere og sagde: Hvo er David, og hvo er Isai Søn? der ere nuomstunder mange Tjenere, som rive sig løs, hver fra sin Herres Ansigt.
11Og skulde jeg tage mit Brød og mit Vand og mit slagtede (Fæ), som jeg haver slagtet til dem, som klippe for mig, og give de Mænd, som jeg ikke veed, hvorfra de ere?
14Dog, efterdi du haver kommet Herrens Fjender til at bespotte ved denne Gjerning, skal ogsaa den Søn, som dig er født, visseligen døe.
15Saa gik Nathan til sit Huus, og Herren slog Barnet, som Urias Hustru havde født David, at det blev sygt.
19Og hun sagde til sine Drenge: Gaaer frem for mit Ansigt, see, jeg kommer efter eder; men hun gav ikke Nabal, sin Mand, det tilkjende.
20Og det skede, der hun red paa Asenet og drog ned i Skjul af Bjerget, see, da drog David og hans Mænd ned imod hende; og hun mødte dem.
21Men David havde sagt: Visseligen, jeg haver forgjæves bevaret alt det, denne havde i Ørken, at der savnedes ikke Noget af alt det, som han havde; men han haver betalt mig Ondt for Godt.
15Og David kaldte ad en af de unge Karle og sagde: Kom frem, fald an paa ham; og han slog ham, at han døde.
10Fremdeles sagde David: (Saa vist som) Herren lever, uden saa er, at Herren slaaer ham, eller hans Dag kommer, at han døer, eller han drager ned i Krigen og omkommer,
20Og Jeroboam formaaede ikke ydermere (Noget med sin) Kraft i Abias Dage, og Herren slog ham, at han døde.
18Og det skede paa den syvende Dag, da døde Barnet, og Davids Tjenere frygtede for at give ham tilkjende, at Barnet var dødt, thi de sagde: See, der Barnet var levende, talede vi til ham, og han hørte ikke paa vor Røst; hvorledes skulle vi da sige til ham: Barnet er dødt? thi det maatte gjøre (ham) ondt.
19Men David saae, at hans Tjenere hviskede, og David forstod, at Barnet var dødt; og David sagde til sine Tjenere: Er Barnet dødt? og de sagde: Det er dødt.
5Da optændtes Davids Vrede saare imod den Mand, og han sagde til Nathan: (Saa vist som) Herren lever, den Mand er et Dødsens Barn, som gjorde dette.
25Og Kong Salomo sendte ved Benajas, Jojadas Søns, Haand; og han faldt an paa ham, og han døde.
20Og det gik ham saa; thi Folket nedtraadte ham i Porten, at han døde.
10Da optændtes Herrens Vrede imod Ussa, og han slog ham, fordi han udrakte sin Haand til Arken, og han døde der for Guds Ansigt.
42Og Abigail skyndte sig og gjorde sig rede, og red paa et Asen, og (med hende) hendes fem Piger, som fulgte efter hende; og hun drog efter Davids Bud og blev ham til en Hustru.
5Og Davids to Hustruer vare fangne: Ahinoam, den Jisreelitiske, og Abigail, Nabals, den Carmeliters, Hustru.
14Og de sendte til Jesabel og lode sige: Naboth er stenet og er død.
15Og det skede, der Jesabel hørte, at Naboth var stenet og var død, da sagde Jesabel til Achab: Staa op, indtag Naboths, den Jisreeliters, Viingaard, som han vægrede at give dig for Penge; thi Naboth lever ikke, men er død.
15Saa lod Herren Pestilentse komme i Israel fra Morgenen og indtil den bestemte Tid; og der døde af Folket fra Dan og indtil Beershaba halvfjerdsindstyve tusinde Mænd.
1Og det skede efter Sauls Død, der David var kommen tilbage fra at slaae de Amalekiter, da blev David i Ziklag to Dage.
23Men strax slog Herrens Engel ham, fordi han ikke gav Gud Æren; og han blev fortæret af Orme og opgav Aanden.
9Og de, som døde i denne Plage, vare fire og tyve tusinde.
16Da sagde Kongen: Achimelech! du skal visseligen døe, du og din Faders ganske Huus.
26Der Urias Hustru hørte, at Uria, hendes Mand, var død, da sørgede hun over sin Herre.
18Og han sagde til David: Du er retfærdigere end jeg; thi du har betalt mig Godt, men jeg, jeg har betalt dig Ondt.
15Thi det skede, der David var i Edom, der Joab, Stridshøvedsmanden, drog op at begrave de Ihjelslagne, da slog han alt Mandkjønnet i Edom.