2 Samuelsbok 12:14

Original Norsk Bibel 1866

Dog, efterdi du haver kommet Herrens Fjender til at bespotte ved denne Gjerning, skal ogsaa den Søn, som dig er født, visseligen døe.

Tilleggsressurser

Henviste vers

  • Jes 52:5 : 5 Og nu, hvad skal jeg her (vel gjøre)? sagde Herren, thi mit Folk er borttaget for Intet; deres Regenter komme Hylen afsted, sagde Herren, og mit Navn bespottes stedse den ganske Dag.
  • Rom 2:24 : 24 Thi for eders Skyld bespottes Guds Navn iblandt Hedningerne, som skrevet er.
  • 1 Kor 11:32 : 32 Men naar vi dømmes af Herren, revses vi, at vi ikke skulle fordømmes med Verden.
  • Hebr 12:6 : 6 thi hvem Herren elsker, den revser han, og han hudstryger hver Søn, som han antager sig.
  • Åp 3:19 : 19 Hvilkesomhelst jeg elsker, dem straffer og tugter jeg; vær derfor nidkjær og omvend dig.
  • Esek 36:20-23 : 20 Og der de vare komne til Hedningerne, derhen de kom, da vanhelligede de mit hellige Navn, at man sagde om dem: Ere disse Herrens Folk, og ere de uddragne af hans Land? 21 Men jeg sparede (dem) for mit hellige Navns Skyld, hvilket Israels Huus vanhelligede iblandt Hedningerne, der hvor de kom hen. 22 Derfor siig til Israels Huus: Saa sagde den Herre Herre: Jeg gjør det ikke for eders Skyld, (I af) Israels Huus! men for mit hellige Navns Skyld, hvilket I have vanhelliget iblandt Hedningerne, der hvor I kom hen. 23 Thi jeg vil helliggjøre mit det store Navn, som er vanhelliget iblandt Hedningerne, som I have vanhelliget midt iblandt dem; og Hedningerne skulle fornemme, at jeg er Herren, siger den Herre Herre, naar jeg helliggjøres midt iblandt eder for eders Øine.
  • Amos 3:2 : 2 Jeg haver aleneste kjendt eder fremfor alle Slægter paa Jorden; derfor vil jeg (og) hjemsøge over eder alle eders Misgjerninger.
  • Matt 18:7 : 7 Vee Verden for Forargelser! thi det er nødvendigt, at Forargelser skulle komme; dog vee det Menneske, ved hvilket Forargelsen kommer!
  • Neh 5:9 : 9 Fremdeles sagde jeg: Det er ikke en god Ting, som I gjøre; skulde I ikke vandre i vor Guds Frygt for Hedningernes, vore Fjenders, Forsmædelsers Skyld?
  • Sal 74:10 : 10 Gud! hvorlænge skal Modstanderen forhaane? skal Fjenden foragte dit Navn evindeligen?
  • Sal 89:31-33 : 31 Dersom hans Børn forlade min Lov, og vandre ikke i mine Rette, 32 dersom de vanhellige mine Skikke, og ikke holde mine Bud, 33 da vil jeg hjemsøge deres Overtrædelse med Riis, og deres Misgjerning med Plager;
  • Sal 94:12 : 12 Salig er den Mand, som du, Herre! tugter, og den, du lærer af din Lov,
  • Ordsp 3:11-12 : 11 Min Søn! foragt ikke Herrens Tugt, og kjedes ikke ved hans Straf. 12 Thi Herren straffer den, som han elsker, og haver Behagelighed, (til ham), som en Fader til en Søn.

Lignende vers (AI)

Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.

  • 85%

    15Saa gik Nathan til sit Huus, og Herren slog Barnet, som Urias Hustru havde født David, at det blev sygt.

    16Og David søgte Gud for Drengen, og David fastede meget og gik ind og blev Natten over, og laae paa Jorden.

  • 81%

    9Hvorfor haver du foragtet Herrens Ord, at du gjorde det, som er ondt for hans Øine? Uria, den Hethiter, har du slaget (ihjel) med Sværdet, og hans Hustru har du taget dig til Hustru; men ham haver du slaget (ihjel) med Ammons Børns Sværd.

    10Saa skal nu Sværdet ikke vige fra dit Huus evindeligen, fordi at du foragtede mig og tog Urias, den Hethiters, Hustru, at hun skulde være dig til en Hustru.

    11Saa sagde Herren: See, jeg vil opreise Ulykke over dig af dit Huus, og tage dine Hustruer for dine Øine og give din Næste, at han skal ligge hos dine Hustruer for denne klare Sol.

    12Thi du, du haver gjort det i Løndom, men jeg, jeg vil gjøre denne Gjerning for al Israel og for Solen.

    13Da sagde David til Nathan: Jeg haver syndet imod Herren; og Nathan sagde til David: Herren har ogsaa borttaget din Synd, du skal ikke døe.

  • 77%

    18Og det skede paa den syvende Dag, da døde Barnet, og Davids Tjenere frygtede for at give ham tilkjende, at Barnet var dødt, thi de sagde: See, der Barnet var levende, talede vi til ham, og han hørte ikke paa vor Røst; hvorledes skulle vi da sige til ham: Barnet er dødt? thi det maatte gjøre (ham) ondt.

    19Men David saae, at hans Tjenere hviskede, og David forstod, at Barnet var dødt; og David sagde til sine Tjenere: Er Barnet dødt? og de sagde: Det er dødt.

  • 76%

    5Da optændtes Davids Vrede saare imod den Mand, og han sagde til Nathan: (Saa vist som) Herren lever, den Mand er et Dødsens Barn, som gjorde dette.

    6Og han skal betale det Faar firedobbelt, fordi han gjorde denne Gjerning, og fordi han ikke sparede.

    7Da sagde Nathan til David: Du er Manden; saa sagde Herren, Israels Gud: Jeg, jeg salvede dig til Konge over Israel, og jeg udfriede dig af Sauls Haand,

  • 12Saa gjør du dig, rede, gak til dit Huus; naar dine Fødder komme ind i Staden, da skal Barnet døe.

  • 14see, saa skal Herren slaae dig med stor Plage paa dit Folk og paa dine Børn og paa dine Hustruer og paa alt dit Gods.

  • 71%

    26Der Urias Hustru hørte, at Uria, hendes Mand, var død, da sørgede hun over sin Herre.

    27Men der Sorgen var gaaen over, sendte David hen og lod hente hende til sit Huus, og hun blev hans Hustru og fødte ham en Søn; men den Gjerning, som David gjorde, var ond for Herrens Øine.

  • 16Da sagde Kongen: Achimelech! du skal visseligen døe, du og din Faders ganske Huus.

  • 70%

    14Og det skede om Morgenen, da skrev David et Brev til Joab og sendte det ved Urias Haand.

    15Og han skrev i Brevet, sigende: Sætter Uria foran, der, hvor Krigen er stærkest, og vender tilbage fra ham, at han kan blive slagen og døe.

  • 70%

    15Og David kaldte ad en af de unge Karle og sagde: Kom frem, fald an paa ham; og han slog ham, at han døde.

    16Og David sagde til ham: Dit Blod være over dit Hoved; thi din Mund svarede imod dig og sagde: Jeg, jeg har dræbt Herrens Salvede.

  • 20Du skal ikke forenes med dem ved Begravelse, thi du haver fordærvet dit Land, ihjelslaget dit Folk; de Ondes Sæd skal ikke nævnes evindeligen.

  • 30Saa sagde Herren: Skriver, (at) denne Mand (skal være) eenlig, en Mand, som ikke skal have Lykke i sine Dage; thi der skal ingen Mand af hans Sæd have Lykke til at sidde paa Davids Throne og herske ydermere i Juda.

  • 11Og David sagde til Abisai og til alle sine Tjenere: See, min Søn, som er kommen af mit Liv, søger efter mit Liv, og hvi skulde ikke meget mere nu denne Benjaminit (gjøre det)? lader ham være, og lader ham bande, fordi Herren har sagt det til ham.

  • 33Dog vil jeg ikke udrydde Nogen af dig fra mit Alter, til at fortære dine Øine og at bedrøve din Sjæl; dog skal al dit Huses Mangfoldighet døe, (naar de ere blevne til) Mænd.

  • 15Forbandet være den Mand, som førte min Fader Budskab og sagde: Dig er født et Drengebarn! hvilket glædede ham saare.

  • 10Fremdeles sagde David: (Saa vist som) Herren lever, uden saa er, at Herren slaaer ham, eller hans Dag kommer, at han døer, eller han drager ned i Krigen og omkommer,

  • 15Efter alle disse Ord og efter alt dette Syn, saaledes talede Nathan til Kong David.

  • 19Og denne Qvindes Søn døde om Natten; thi hun laae paa ham.

  • 69%

    16Og han skal overgive Israel for Jeroboams Synders Skyld, som syndede, og som kom Israel til at synde.

    17Da gjorde Jeroboams Hustru sig rede, og gik og kom til Thirza; der hun kom paa Dørtærskelen af Huset, da døde Drengen.

  • 18Hans Fader, fordi han med Vold undertrykkede, røvede Rov fra en Broder, og midt iblandt sit Folk gjorde det, som ikke var godt, ja, see, han skal døe for sin Misgjernings Skyld.

  • 18Fordi du ikke adlød Herrens Røst og ikke gjorde efter hans grumme Vrede imod Amalek, derfor haver Herren gjort denne Gjerning imod dig paa denne Dag.

  • 21Ellers skeer det, naar min Herre Kongen ligger med sine Fædre, at jeg, jeg og min Søn Salomo maae være Syndere.

  • 22Gud gjøre Davids Fjender saa og lægge saa dertil, om jeg skal lade overblive indtil Morgen, naar det bliver lyst, af alt det, han haver, den, som pisser paa Væggen!

  • 17Derfor sagde Herren saaledes: Din Hustru skal bedrive Horeri i Staden, og dine Sønner og dine Døttre skulle falde ved Sværdet, og dit Land deles med Snoren, og du, du skal døe i et ureent Land, og Israel skal visseligen bortføres af sit Land.

  • 1Og Herren sendte Nathan til David, og der han kom ind til ham, da sagde han til ham: Der vare to Mænd i en Stad, en rig og en fattig.

  • 10Da optændtes Herrens Vrede imod Ussa, og han slog ham, fordi han udrakte sin Haand til Arken, og han døde der for Guds Ansigt.

    11Da blev David ilde tilfreds, fordi Herren havde revet et Rift paa Ussa, og han kaldte det samme Sted Perez-Ussa indtil denne Dag.

  • 17Og David sagde til Herren, der han saae Engelen, som slog paa Folket, ja han sagde: See, jeg, jeg har syndet, og jeg har handlet ilde, men disse Faar, hvad have de gjort? Kjære, lad din Haand være imod mig og imod min Faders Huus.

  • 5Og Qvinden blev frugtsommelig; og hun sendte hen og lod kundgjøre for David og sige: Jeg er bleven frugtsommelig.

  • 22derfor sagde den Herre Zebaoth saaledes: See, jeg vil hjemsøge dem; deres unge Karle skulle døe ved Sværdet, deres Sønner og deres Døttre skulle døe ved Hunger.

  • 14Og see, (om) han avlede en Søn, og denne saae alle sin Faders Synder, som han gjorde, og saae det, og gjorde ikke derefter, —

  • 31Thi alle de Dage, som Isai Søn lever paa Jorden, bliver hverken du stadfæstet eller dit Rige; derfor send nu og lad hente ham til mig, thi han er et Dødsens Barn.

  • 14Og Herren haver budet imod dig, at der skal ikke være Sæd af dit Navn ydermere; jeg vil udrydde det udskaarne og støbte Billede af din Guds Huus, jeg vil (der) gjøre din Grav, naar du er bleven foragtelig.

  • 21Men Abisai, Zerujas Søn, svarede og sagde: Skulde ikke Simei dødes for denne Sags Skyld? thi han bandede Herrens Salvede.

  • 8Da sagde David til Gud: Jeg haver saare syndet, at jeg haver gjort denne Gjerning; men nu, Kjære, borttag din Tjeners Misgjerning, thi jeg handlede meget daarligen.

  • 17Efter alle disse Ord og efter alt dette Syn, saaledes talede Nathan til David.

  • 38Og det skede ved ti Dage (derefter), da slog Herren Nabal, og han døde.

  • 7Og see, den ganske Slægt staaer op mod din Tjenerinde og siger: Giv os den hid, som slog sin Broder, saa ville vi dræbe ham for hans Broders Sjæl, som han ihjelslog, og ødelægge ogsaa Arvingen; og de ville udslukke min Glød, som er tilovers, at min Mand skal ikke beholde et Navn og (nogen) Overbleven efter sig paa Jorden.