2 Samuelsbok 12:1

Original Norsk Bibel 1866

Og Herren sendte Nathan til David, og der han kom ind til ham, da sagde han til ham: Der vare to Mænd i en Stad, en rig og en fattig.

📖 Grammatisk analyse

Originaltekst

וַיִּשְׁלַ֧ח יְהוָ֛ה אֶת־נָתָ֖ן אֶל־דָּוִ֑ד וַיָּבֹ֣א אֵלָ֗יו וַיֹּ֤אמֶר לוֹ֙ שְׁנֵ֣י אֲנָשִׁ֗ים הָיוּ֙ בְּעִ֣יר אֶחָ֔ת אֶחָ֥ד עָשִׁ֖יר וְאֶחָ֥ד רָֽאשׁ

Translitterasjon

wə-yišlaḥ YHWH ʾet-nātān ʾel-dāwid wə-yābōʾ to-him wə-yōʾmer to-him, šənê ʾănāšîm hāyû in-ʿîr one, one ʿāšîr wə-ʾeḥād rāʾš

Grammatikkdetaljer

• *wə-yišlaḥ*: conjunction + Qal imperfect 3rd masculine singular - and he sent
• *YHWH*: proper noun - Yahweh, the LORD
• *ʾet-nātān*: direct object marker + proper noun - Nathan (literally: 'the one who gives')
• *ʾel-dāwid*: preposition + proper noun - to David
• *wə-yābōʾ*: conjunction + Qal imperfect 3rd masculine singular - and he came
• *wə-yōʾmer*: conjunction + Qal imperfect 3rd masculine singular - and he said
• *šənê*: cardinal number, construct state - two of
• *ʾănāšîm*: common noun, masculine plural - men
• *hāyû*: Qal perfect 3rd common plural - they were
• *ʿîr*: common noun, feminine singular - city
• *ʿāšîr*: adjective, masculine singular - rich
• *wə-ʾeḥād*: conjunction + cardinal number - and one
• *rāʾš*: adjective, masculine singular - poor

Ordbetydninger

• *ʾet-nātān*: Nathan (lit: 'gift', 'the one who gives')
• *rāʾš*: poor/impoverished/destitute

Henviste vers

• 1 Kong 20:35-41 : 35 Og en Mand af Propheternes Børn sagde til sin Næste ved Herrens Ord: Kjære, slaa mig; men Manden vægrede sig ved at slaae ham. 36 Da sagde han til ham: Fordi du ikke adlød Herrens Røst, see, da skal, naar du gaaer fra mig, en Løve slaae dig; og han gik fra ham, og en Løve fandt ham og slog ham. 37 Og han fandt en anden Mand og sagde: Kjære, slaa mig; og Manden slog ham haardt og saarede (ham). 38 Da gik Propheten og stod for Kongen paa Veien, og forvendte sig med et Klæde over sine Øine. 39 Og det skede, at Kongen drog forbi, og han, han raabte til Kongen og sagde: Din Tjener var dragen ud midt i Krigen, og see, en Mand veg (af Veien) og førte en Mand til mig og sagde: Forvar denne Mand; dersom han savnes, da skal dit Liv være istedetfor hans Liv, eller du skal veie et Centner Sølv (derfor). 40 Og det skede, der din Tjener havde at gjøre her og der, da var han ikke (mere der); og Israels Konge sagde til ham: Saa er din Dom, du, du har fældet den. 41 Da skyndte han sig og tog Klædet bort fra sine Øine, og Israels Konge kjendte ham, at han var af Propheterne.
• 2 Kong 1:3 : 3 Men Herrens Engel sagde til Elias, den Thisbiter: Staa op, gak op at møde Kongen af Samarias Bud, og siig til dem: (Skeer det), fordi der er ingen Gud i Israel, at I gaae bort at adspørge ved Baal-Sebub, Ekrons Gud?
• Sal 51:1-9 : 1 Til Sangmesteren; Davids Psalme; 2 der Nathan, den Prophet, var kommen til ham, efterat han var indgangen til Bathseba. 3 Gud! vær mig naadig efter din Miskundhed; udslet mine Overtrædelser efter dine store Barmhjertigheder. 4 To mig meget af min Misgjerning, og rens mig af min Synd. 5 Thi jeg, jeg kjender mine Overtrædelser, og min Synd er altid for mig. 6 For dig, (ja) for dig alene haver jeg syndet, og gjort det Onde for dine Øine, paa det du skal være retfærdig, naar du taler, være reen, naar du dømmer. 7 See, jeg er født i Misgjerning, og min Moder haver undfanget mig i Synd. 8 See du haver Lyst til Sandhed i inderste (Hjerte), og du lader mig forstaae Viisdom i Løndom. 9 Rens mig af Synd med Isop, saa bliver jeg reen; to mig, saa bliver jeg hvidere end Snee. 10 Lad mig høre Fryd og Glæde, at de Been maae fryde sig, som du haver sønderstødt. 11 Skjul dit Ansigt fra mine Synder, og udslet alle mine Misgjerninger. 12 Gud! skab i mig et reent Hjerte, og forny en stadig Aand inden i mig. 13 Bortkast mig ikke fra dit Ansigt, og tag ikke din Hellig-Aand fra mig. 14 Giv mig igjen din Saligheds Fryd, og en frivillig Aand opholde mig! 15 Saa vil jeg lære Overtrædere dine Veie, og Syndere skulle omvende sig til dig. 16 Fri mig fra Blodskyld, Gud, min Saligheds Gud! saa skal min Tunge synge (med Fryd) om din Retfærdighed. 17 Herre! oplad mine Læber, saa skal min Mund kundgjøre din Priis. 18 Thi du haver ikke Lyst til Offer, ellers vilde jeg give (dig det); til Brændoffer haver du ikke Behagelighed. 19 Guds Offere er en sønderbrudt Aand; et sønderbrudt og sønderstødt Hjerte skal du, O Gud! ikke foragte.
• Jes 5:1-7 : 1 Nu vil jeg synge om min Elskelige, min Kjærestes Sang om hans Viingaard: Min Elskelige havde en Viingaard paa en fed Høi. 2 Og han havde gjort Gjærde omkring den, og kastet Stenene af den, og plantet den med (ædle) Viinqviste, byggede og et Taarn midt derudi, og udhuggede ogsaa en Viinperse derudi, og forventede, at den skulde bære (gode) Druer, men den bar vilde Druer. 3 Og nu, I Jerusalems Indbyggere og Judæ Mænd! Kjære, dømmer imellem mig og imellem min Viingaard. 4 Hvad skulde man mere have gjort ved min Viingaard, end jeg haver gjort ved den? hvi forventede jeg, at den skulde bære (gode) Druer, og den bar vilde Druer? 5 Og nu, Kjære, vil jeg give eder tilkjende, hvad jeg vil gjøre ved min Viingaard: Jeg vil borttage dens Tornegjærde, og den skal opædes, jeg vil sønderrive dens Gjærde, og den skal nedtrædes. 6 Og jeg vil gjøre den øde, den skal ikke beskjæres, ei heller hakkes, men der skal opvoxe Torne og Riis; og jeg vil byde over de tykke Skyer, at de ikke regne derpaa. 7 Thi den Herre Zebaoths Viingaard er Israels Huus, og Judæ Mænd ere hans Lysters Plantelse; og han forventede Ret, og see, (da er der) Plagen, (og) Retfærdighed, og see, (da er der) Skrig.
• Jes 57:17-18 : 17 Jeg var vred for hans Gjerrigheds Ondskab og slog ham, idet jeg skjulte mig, og jeg var vred; og han gik forvendt paa sit Hjertes Vei. 18 Jeg saae hans Veie, og jeg vil læge ham, og jeg vil skaffe ham Rolighed, og jeg vil give ham og hans Sørgende (megen) Trøst igjen.
• Matt 21:33-45 : 33 Hører en anden Lignelse: Der var et Menneske, en Huusbonde, som havde plantet en Viingaard og gjort et Gjærde omkring den, og gravet en Perse i den og bygget et Taarn; og han leiede den til Viingaardsmænd og drog udenlands. 34 Men der Frugtens Tid kom, sendte han sine Tjenere til Viingaardsmændene, at annamme dens Frugter. 35 Og Viingaardsmændene toge hans Tjenere; en sloge de, en anden sloge de ihjel, en anden stenede de. 36 Han sendte atter andre Tjenere, flere end de første; og de gjorde ligesaa med dem. 37 Men derefter sendte han sin Søn til dem og sagde: De ville dog undsee sig for min Søn. 38 Men der Viingaardsmændene saae Sønnen, sagde de til hverandre: Denne er Arvingen, kommer, lader os slaae ham ihjel og tilvende os hans Arv. 39 Og de toge ham, og stødte ham ud udenfor Viingaarden og sloge ham ihjel. 40 Derfor, naar Viingaardens Herre kommer, hvad skal han gjøre med disse Viingaardsmænd? 41 De sagde til ham: Han skal ilde omkomme de Onde og leie andre Viingaardsmænd sin Viingaard, som skulle give ham Frugterne i deres Tider. 42 Jesus sagde til dem: Have I aldrig læst i Skrifterne: Den Steen, som Bygningsmændene forskjøde, den er bleven til en Hovedhjørnesteen; det er skeet af Herren, og er underligt for vore Øine. 43 Derfor siger jeg eder, at Guds Rige skal tages fra eder og gives et Folk, som skal bære dets Frugter. 44 Og hvo, som falder paa denne Steen, skal sønderstødes; men hvilken den falder paa, ham skal den sønderknuse. 45 Og der de Ypperstepræster og Pharisæerne hørte hans Lignelser, mærkede de, at han talede om dem.
• Luk 15:11-32 : 11 Men han sagde: Et Menneske havde to Sønner. 12 Og den yngste af dem sagde til Faderen: Fader! giv mig den Deel af Godset, som mig tilfalder. Og han skiftede Godset imellem dem. 13 Og ikke mange Dage derefter samlede den yngre Søn alt (Sit) og drog udenlands til et Land langt borte, og ødte der sit Gods i et overdaadigt Levnet. 14 Men der han havde fortæret alt (det, han havde), blev en svar Hunger i det samme Land, og han begyndte at lide Mangel. 15 Og han gik bort og holdt sig til en af Borgerne der i Landet; og denne sendte ham paa sine Marker at røgte Sviin. 16 Og han ønskede at fylde sin Bug med Mask, som Svinene aade, og Ingen gav ham (Noget). 17 Men der han kom til sig selv, sagde han: Hvor mange Daglønnere hos min Fader have overflødigt Brød! men jeg omkommer af Hunger. 18 Jeg vil staae op og gaae til min Fader og sige til ham: Fader! jeg haver syndet mod Himmelen og for dig, 19 og er ikke længere værd at kaldes din Søn; gjør mig som en af dine Daglønnere. 20 Og han stod op og kom til sin Fader. Men der han var endnu langt borte, saae hans Fader ham og ynkedes inderligen, og løb til og faldt om hans Hals og kyssede ham. 21 Men Sønnen sagde til ham: Fader! jeg haver syndet imod Himmelen og for dig, og er ikke længere værd at kaldes din Søn. 22 Men Faderen sagde til sine Tjenere: Bærer frem det bedste Klædebon og ifører ham (det), og giver ham en Ring paa hans Haand og Skoe paa Fødderne; 23 og henter den fedede Kalv hid og slagter den, og lader os æde og være lystige. 24 Thi denne min Søn var død og er bleven levende igjen, og var fortabt og er funden. Og de begyndte at være lystige. 25 Men hans ældste Søn var paa Marken; og da han kom og var nær ved Huset, hørte han sammenstemmende Sang og Dands. 26 Og han kaldte en af Drengene til sig og udspurgte, hvad det var. 27 Men han sagde til ham: Din Broder er kommen, og din Fader slagtede den fedede Kalv, fordi han haver faaet ham karsk igjen. 28 Men han blev vred og vilde ikke gaae ind; derfor gik hans Fader ud og bad ham. 29 Men han svarede og sagde til Faderen: See, saa mange Aar tjener jeg dig og overtraadte end aldrig dit Bud, og du haver aldrig givet mig et Kid, at jeg kunde være lystig med mine Venner. 30 Men da denne din Søn er kommen, som haver fortæret dit Gods med Skjøger, slagtede du den fedede Kalv til ham. 31 Men han sagde til ham: Min Søn! du er altid hos mig, og alt det, som mit er, er dit. 32 Men man burde at være lystig og glæde sig, fordi denne din Broder var død og er bleven levende igjen, og var fortabt og er funden.
• Dom 9:7-9 : 7 Og man gav Jotham det tilkjende, og han gik hen og stod paa Grissims Bjergs Top, og opløftede sin Røst og raabte og sagde til dem: Hører mig, I Mænd i Sichem, saa skal Gud høre eder. 8 Træerne gik engang hen for at salve en Konge over sig, og de sagde til Olietræet: Regjer over os. 9 Og Olietræet sagde til dem: Skulde jeg forlade min Fedme, ved hvilken man ærer Gud og Menneskene, og gaae hen at svæve over Træerne? 10 Da sagde Træerne til Figentræet: Kom du, regjer over os. 11 Men Figentræet sagde til dem: Skulde jeg forlade min Sødhed og min den gode Frugt, og gaae hen at svæve over Træerne? 12 Da sagde Træerne til Viinstokken: Kom du, regjer over os. 13 Og Viinstokken sagde til dem: Skulde jeg forlade min Most, som glæder Guder og Mennesker, og gaae hen at svæve over Træerne? 14 Da sagde alle Træerne til Tornebusken: Kom du, regjer over os. 15 Og Tornebusken sagde til Træerne: Er det i Sandhed (saa), at I ville salve mig til Konge over eder, da kommer, skjuler eder under min Skygge; men hvis ikke, da komme Ild ud af Tornebusken og fortære de Cedre paa Libanon.
• 2 Sam 7:1-5 : 1 Og det skede, der Kongen sad i sit Huus, og Herren havde skaffet ham Rolighed trindt omkring for alle hans Fjender, 2 da sagde Kongen til Nathan, Propheten: Kjære, see, jeg boer i et Huus af Cedertræ, og Guds Ark boer midt imellem Gardiner. 3 Og Nathan sagde til Kongen: Gak, gjør alt det, som er i dit Hjerte; thi Herren er med dig. 4 Men det skede i den samme Nat, at Herrens Ord skede til Nathan, sigende: 5 Gak og siig til min Tjener, til David: Saaledes sagde Herren: Skulde du, du bygge mig et Huus, som jeg skulde boe udi?
• 2 Sam 7:17 : 17 Efter alle disse Ord og efter alt dette Syn, saaledes talede Nathan til David.
• 2 Sam 11:10-17 : 10 Og de gave David tilkjende og sagde: Uria gik ikke ned i sit Huus; da sagde David til Uria: Kommer du ikke fra Veien? hvi gik du ikke ned i dit Huus? 11 Og Uria sagde til David: Arken og Israel og Juda blive i Teltene, og Joab, min Herre, og min Herres Tjenere have leiret sig paa Marken, skulde jeg, jeg da gaae ind i mit Huus at æde og drikke og at ligge hos min Hustru? (saa vist som) du lever, og din Sjæl lever, jeg gjør ikke denne Gjerning. 12 Da sagde David til Uria: Bliv og idag her, saa vil jeg imorgen lade dig fare; saa blev Uria i Jerusalem den samme Dag og den anden Dag. 13 Og David indbød ham, og han aad for hans Ansigt og drak, og han gjorde ham drukken; og han gik ud om Aftenen at lægge sig paa sin Seng med sin Herres Tjenere og gik ikke ned i sit Huus. 14 Og det skede om Morgenen, da skrev David et Brev til Joab og sendte det ved Urias Haand. 15 Og han skrev i Brevet, sigende: Sætter Uria foran, der, hvor Krigen er stærkest, og vender tilbage fra ham, at han kan blive slagen og døe. 16 Og det skede, der Joab tog vare paa Staden, da satte han Uria paa det Sted, hvor han vidste, at der vare stridbare Mænd. 17 Og der de Mænd af Staden gik ud at stride imod Joab, da faldt der (Nogle) af Folket, af Davids Tjenere, og Uria, den Hethiter, døde ogsaa.
• 2 Sam 11:25 : 25 Og David sagde til Budet: Saa skal du sige til Joab: Lad ikke den Gjerning synes ond for dine Øine, thi Sværdet fortærer paa den og den (Maade); hold fast ved med din Krig imod Staden og nedbryd den! og gjør ham frimodig.
• 2 Sam 14:5-9 : 5 Og Kongen sagde til hende: Hvad (fattes) dig? og hun sagde: Sandeligen, jeg er en Enkeqvinde, og min Mand er død. 6 Og din Tjenerinde havde to Sønner, og de to trættede paa Marken, og der var Ingen, som kunde redde imellem dem; da slog den Ene den Anden og dræbte ham. 7 Og see, den ganske Slægt staaer op mod din Tjenerinde og siger: Giv os den hid, som slog sin Broder, saa ville vi dræbe ham for hans Broders Sjæl, som han ihjelslog, og ødelægge ogsaa Arvingen; og de ville udslukke min Glød, som er tilovers, at min Mand skal ikke beholde et Navn og (nogen) Overbleven efter sig paa Jorden. 8 Da sagde Kongen til Qvinden: Gak til dit Huus, og jeg, jeg, vil give Befaling for dig. 9 Og den thekoitiske Qvinde sagde til Kongen: Min Herre Konge! den Misgjerning være paa mig og min Faders Huus, men Kongen og hans Throne skal være uskyldig. 10 Og Kongen sagde: Den, som taler imod dig, den skal du føre til mig, saa skal han ikke blive ydermere ved at røre ved dig. 11 Og hun sagde: O Konge! Kjære, kom Herren din Gud ihu, at Blodhevnere skulle ikke blive mange til at fordærve, og at de ikke ødelægge min Søn; og han sagde: (Saa vist som) Herren lever, der skal ikke falde (noget) af din Søns Haar paa Jorden.
• 2 Sam 14:14 : 14 Thi vi døe visseligen og ere som Vandet, der bortflyder paa Jorden, som ikke monne samles; men Gud skal ikke tage Livet bort, men tænker jo (derpaa), at den Udstødte skal ikke (fremdeles) blive udstødt fra ham.
• 2 Sam 24:11-13 : 11 Og der David stod op om Morgenen, da skede Herrens Ord til Gad, Propheten, Davids Seer, og han sagde: 12 Gak og siig til David: Saa sagde Herren: Jeg lægger dig tre Ting for; udvælg dig een af dem, den vil jeg gjøre dig. 13 Og Gad kom til David og gav ham det tilkjende, og han sagde til ham: Skal der komme dig syv Aars Hunger i dit Land, eller (vil du), at du skal flye tre Maaneder for dine Fjenders Ansigt, og han skal forfølge dig, eller (vil du), at der skal være tre Dage Pestilentse i dit Land? viid nu og see, hvad Svar jeg skal sige til den igjen, som mig sendte.
• 1 Kong 13:1 : 1 Og see, der kom en Guds Mand af Juda ved Herrens Ord til Bethel, og Jeroboam stod ved Alteret for at gjøre Røgelse.
• 1 Kong 18:1 : 1 Og det skede mange Dage (derefter), at Herrens Ord skede til Elias i det tredie Aar og sagde: Gak, lad dig see for Achab, saa vil jeg give Regn paa Jorderige.
• Luk 16:19-31 : 19 Men der var et rigt Menneske, og han klædte sig i Purpur og kosteligt Linklæde, og levede hver Dag herligen og i Glæde. 20 Men der var en Fattig, ved Navn Lazarus, som var kastet for hans Dør, fuld af Saar; 21 og han ønskede at mættes af de Smuler, som faldt af den Riges Bord, men og Hundene kom og slikkede hans Saar. 22 Men det begav sig, at den Fattige døde, og at han blev henbaaren af Englene i Abrahams Skjød; men den Rige døde ogsaa og blev begraven. 23 Og der han opløftede sine Øine i Helvede, der han var i Pine, saae han Abraham langt borte, og Lazarus i hans Skjød. 24 Og han raabte og sagde: Fader Abraham! forbarm dig over mig og send Lazarus, at han dypper det Yderste af sin Finger i Vand og lædsker min Tunge; thi jeg pines svarligen i denne Lue. 25 Men Abraham sagde: Søn! kom ihu, at du haver annammet dit Gode i din Livstid, og Lazarus ligesaa det Onde; men nu trøstes han, og du pines. 26 Og foruden alt dette er imellem os og eder et stort Svælg befæstet, saa at de, som ville fare herfra ned til eder, kunne ikke, og de kunne ikke heller fare derfra over til os. 27 Men han sagde: Saa beder jeg dig, Fader! at du sender ham til min Faders Huus; 28 thi jeg haver fem Brødre; paa det han kan vidne for dem, at ikke ogsaa de skulle komme i dette Pinens Sted. 29 Abraham sagde til ham: De have Moses og Propheterne; lad dem høre dem. 30 Men han sagde: Ak nei, Fader Abraham! men dersom Nogen af de Døde gik til dem, da omvendte de sig. 31 Men han sagde til ham: Høre de ikke Moses og Propheterne, skulle de ikke heller troe, om Nogen opstod fra de Døde.