1 Samuelsbok 8:3
Men hans Sønner vandrede ikke i hans Veie, men bøiede sig efter Gjerrighed; og de toge Gave og bøiede Retten.
Men hans Sønner vandrede ikke i hans Veie, men bøiede sig efter Gjerrighed; og de toge Gave og bøiede Retten.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
1Og det skede, der Samuel var gammel, da satte han sine Sønner til Dommere over Israel.
2Men hans førstefødte Søns Navn var Joel, og hans anden Søns Navn Abia; (de vare) Dommere i Beershaba.
4Da samlede sig alle de Ældste af Israel, og de kom til Samuel i Rama.
5Og de sagde til ham: See, du, du er bleven gammel, og dine Sønner, de vandre ikke i dine Veie; saa seet nu en Konge over os til at dømme os, ligesom alle Hedningerne have.
17Men de vare heller ikke deres Dommere lydige, thi de bedreve Hor efter andre Guder og tilbade for dem; de vege snart af fra den Vei, som deres Fædre havde vandret paa, at lyde Herrens Bud; de gjorde ikke saaledes.
23Og han sagde til dem: Hvorfor gjøre I disse Ting? thi jeg hører disse eders onde Handeler af alt dette Folk.
24Ikke saa, mine Sønner! thi det er ikke et godt Rygte, som jeg hører; I komme Herrens Folk til at overtræde.
25Dersom en Mand synder mod en (anden) Mand, da kunne Dommerne dømme ham, men dersom Nogen synder mod Herren, hvo skal bede for ham? men de hørte ikke deres Faders Røst; thi Herren havde Villie til at slaae dem ihjel.
19Men det skede, naar den Dommer døde, da vendte de tilbage og fordærvede sig mere end deres Fædre ved at vandre efter andre Guder, at tjene dem og at tilbede for dem; de lode Intet falde af deres Gjerninger eller af deres haarde Vei.
23Dine Fyrster ere modvillige og Tyvenes Staldbrødre, de elske alle Skjenk og jage efter Gaver; de ville ikke skaffe en Faderløs Ret, og Enkens Sag maa ikke komme for dem.
28De ere blevne fede (og) glindse, de overgik ogsaa en Onds Handeler; de udførte ingen Sag, (ja ikke) den Faderløses Sag, og havde (dog) Lykke, og de skaffede ikke de Fattige Ret.
3Og han vandrede i alle sin Faders Synder, som han gjorde før ham, og hans Hjerte var ikke retskaffent med Herren hans Gud, som Davids, hans Faders, Hjerte.
3Foruden at de gjøre tilgavns Ondt med Hænderne, begjærer Fyrsten (Gaver), og Dommeren (dømmer) for Betaling, og den Mægtige taler (om det, som er) hans Sjæls Skade, han og de sammensnoe det.
19Du skal ikke bøie Retten, du skal og ikke ansee Nogens Person, og du skal ikke tage Gave; thi Gaven forblinder de Vises Øine og forvender de Retfærdiges Sager.
33fordi at de have forladt mig og nedbøiet sig for Asthoreth, de Zidoniers Gud, for Camos, Moabiternes Gud, og for Milchom, Ammons Børns Gud, og de have ikke vandret i mine Veie, til at gjøre, hvad ret var for mine Øine, og mine Skikke og mine Rette, som David, hans Fader.
3Dog blev han hængende ved Jeroboams, Nebats Søns, Synder, som han kom Israel til at synde med; han veg ikke fra nogen af dem.
9Hører dog dette, I Hoveder i Jakobs Huus, og I Fyrster i Israels Huus! I, som have Vederstyggelighed til Dom og forvende alt det, som er Ret,
23dem, som for Gaves Skyld dømme en Ugudelig at have Ret, og bortvende de Retfærdiges Ret fra (hver af dem)!
12Og Elis Sønner vare Belials Sønner, de kjendte ikke Herren.
13Thi jeg haver givet ham det tilkjende, at jeg vil være Dommer over hans Huus til evig (Tid) for den Misgjernings Skyld, at han vidste, at hans Sønner gjorde sig foragtelige, og saae ikke mørkt paa dem.
12Og der kom en Skrift til ham fra Elias, Propheten, (hvori) han sagde: Saa siger Herren, din Faders Davids Gud: Fordi du ikke haver vandret i din Faders Josaphats Veie, ei heller i Asas, Judæ Konges, Veie,
13men du haver vandret i Israels Kongers Vei og kommet Juda og Jerusalems Indbyggere til at bedrive Hor efter Achabs Huses Horeri, og du haver tilmed ihjelslaget dine Brødre af din Faders Huus, som vare bedre end du,
4Men han søgte sin Faders Gud og vandrede i hans Bud og ikke efter Israels Gjerninger.
23En Ugudelig tager Gave af Skjødet til at bøie Rettens Stier.
7De hige efter, at Jordens Støv (kan komme) paa de Ringes Hoved, og forvende de Sagtmodiges Vei; og en Mand og hans Fader gik til (een) Pige for at vanhellige mit hellige Navn.
6Og han sagde til Dommerne: Seer til, hvad I gjøre, thi I holde ikke Dom for et Menneske, men for Herren, og han er med eder i Dommens Handel.
7Derfor lader nu Herrens Frygt være over eder, forvarer eder og gjører (det), thi der er ingen Uret hos Herren vor Gud, ei heller Persons Anseelse, ei heller Gaves Annammelse.
8Tilmed beskikkede Josaphat ogsaa i Jerusalem (nogle) af Leviterne og Præsterne og af de Øverste Fædre iblandt Israel til Herrens Dom og til Tvistighederne, der de vare komne tilbage til Jerusalem.
11Og han sagde: Denne skal være Kongens Viis, som skal regjere over eder: Han skal tage eders Sønner til at sætte for sig hos sine Vogne og iblandt sine Ryttere, og at de skulle løbe frem for hans Vogn;
8Og du skal ikke tage Gave; thi Gaven kan forblinde de Seende og forvende de Retfærdiges Sager.
22Og Israels Børn vandrede i alle Jeroboams Synder, som han gjorde; de vege ikke derfra,
56Saa lod Gud Abimelechs Ondskab komme tilbage, som han havde gjort imod sin Fader, der han ihjelslog sine halvfjerdsindstyve Brødre.
10i hvis Hænder er Skjændsel, og hvis høire Haand er fuld af Skjenk.
30Og jeg vil sætte hans Sæd altid, og hans Throne (saa længe) som Himmelens Dage (vare).
17Men dine Øine og dit Hjerte ere ikke uden til din Gjerrighed, og til at udøse uskyldigt Blod, og til at øve Fortrykkelse og Forknuselse.
30Og hans førstefødte Søn var Abdon, derefter Zur og Kis og Baal og Nadab,
4Derfor er Loven svækket, og Dommen udkommer ikke evindeligen; thi den Ugudelige omgiver den Retfærdige, derfor udkommer forvendt Dom.
6I de samme Dage var ingen Konge i Israel; hver gjorde, hvad ret var for hans Øine.
28Og Samuels Sønner vare: den Førstefødte Vasni, og Abija.
15min Søn! vandre ikke paa den Vei med dem, hold din Fod tilbage fra deres Sti.
16Og han gik hvert Aar og vandrede omkring til Bethel og Gilgal og Mizpa, og dømte Israel paa alle disse Steder.
22Og han forlod Herren, sine Fædres Gud, og vandrede ikke i Herrens Vei.
27Da tog han sin Søn, den Førstefødte, som skulde bleven Konge i hans Sted, og offrede ham til Brændoffer paa Muren; da blev der en stor Vrede mod Israel, og de droge fra ham og kom tilbage til (deres) Land.
7I, som omvende Ret til Malurt, og lade Retfærdighed ligge paa Jorden.
17Og de unge Mænds Synd var saare stor for Herrens Ansigt; thi Mændene foragtede Herrens Madoffer.
3Mon Gud skulde forvende Retten? og mon den Almægtige skulde forvende Retfærdighed?
5Det haver fordærvet sig for ham, (de vare) ikke hans Børn, (hvilket var) deres Lyde; det er en forvendt og forvirret Slægt.
6Du skal ikke bøie din Fattiges Ret i hans Trætte.
14Og han havde fyrretyve Sønner og tredive Sønnesønner, som rede paa halvfjerdsindstyve Asenfoler; og han dømte Israel otte Aar.
11Dens Hoveder dømme for Skjenk, og dens Præster lære for Betaling, og dens Propheter spaae for Penge; dog forlade de sig fast paa Herren, sigende: Er ikke Herren midt iblandt os? der skal ikke komme Ulykke over os.