2 Krønikebok 25:9
Og Amazia sagde til den Guds Mand: Hvad skal man da gjøre med de hundrede Centner, som jeg har givet den Trop af Israel? og den Guds Mand sagde: Herren haver meget mere at give dig end dette.
Og Amazia sagde til den Guds Mand: Hvad skal man da gjøre med de hundrede Centner, som jeg har givet den Trop af Israel? og den Guds Mand sagde: Herren haver meget mere at give dig end dette.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
5 Og Amazia samlede Juda og beskikkede dem efter (deres) Fædres Huus til Øverster over Tusinde og til Øverster over Hundrede iblandt ganske Juda og Benjamin; og han talte dem fra tyve Aar gamle og derover, og fandt af dem tre hundrede tusinde Udvalgte, som kunde drage ud i Strid, som kunde tage fat paa Spyd og Skjold.
6 Tilmed leiede han af Israel hundrede tusinde Vældige til Strid for hundrede Centner Sølv.
7 Men der kom en Guds Mand til ham og sagde: O Konge! lad ikke Israels Hær komme med dig; thi Herren er ikke med Israel, (ei heller) med alle Ephraims Børn.
8 Men kom du, gjør (det), bestyrk dig til Krigen; Gud skal lade dig falde for Fjendens Ansigt, thi der er Kraft i Gud til at hjælpe og til at lade falde.
13 Men de Folk af den Trop, som Amazia lod vende tilbage, at de skulde ikke drage i Krig med ham, de faldt ind i Judæ Stæder fra Samaria og indtil Beth-Horon; og de sloge af dem tre Tusinde og røvede meget Rov.
14 Thi det skede, efterat Amazia kom fra at slaae de Edomiter, da førte han Seirs Børns Guder (med sig) og satte sig dem til Guder, og tilbad for deres Ansigt og gjorde Røgelse for dem.
15 Da optændtes Herrens Vrede imod Amazia, og han sendte en Prophet til ham, og han sagde til ham: Hvorfor søger du det Folks Guder, som ikke kunde redde deres Folk af din Haand?
16 Men det skede, der han talede til ham, da sagde han til ham: Mon man har sat dig til Kongens Raad? lad af, dig (selv til Bedste); hvorfor skulle de slaae dig? da lod Propheten af og sagde: Jeg fornemmer, at Gud haver (i sit Raad) besluttet at fordærve dig, fordi du gjorde dette og ikke adlød mit Raad.
17 Og Amazia, Judæ Konge, beraadte sig og sendte (Bud) til Joas, Joachas Søn, Jehus, Israels Konges, Søn, og lod sige: Kom og lad os see (hverandres) Ansigt.
19 Du siger: See, du haver slaget Edomiterne, og dit Hjerte ophøier sig til at æres; nu, bliv i dit Huus! hvi søger du Ulykke, at du skal falde, du og Juda med dig?
20 Men Amazia adlød ikke; thi det skede af Gud for at give dem i (Joas) Haand, fordi de havde søgt Edomiternes Guder.
21 Saa drog Joas, Israels Konge, op, og de saae (hverandres) Ansigt, han og Amazia, Judæ Konge, ved Beth-Semes, som hører til Juda.
10 Da fraskilte Amazia den Trop, som var kommen til ham af Ephraim, at gaae til deres Sted; men deres Vrede optændtes saare imod Juda, og de vendte tilbage til deres Sted med fnysende Vrede.
11 Og Amazia blev bestyrket og førte sit Folk ud, og drog i Saltdalen og slog Seirs Børn, ti tusinde.
10 Du haver jo slaget Edom, og dit Hjerte ophøier sig; bliv æret (derfor) og bliv i dit Huus; hvi søger du Ulykke, at du skal falde, du og Juda med dig?
11 Men Amazia vilde ikke høre; saa drog Joas, Israels Konge, op, og de saae (hverandres) Ansigt, han og Amazia, Judæ Konge, ved Bethsemes, som hører til Juda.
39 Og det skede, at Kongen drog forbi, og han, han raabte til Kongen og sagde: Din Tjener var dragen ud midt i Krigen, og see, en Mand veg (af Veien) og førte en Mand til mig og sagde: Forvar denne Mand; dersom han savnes, da skal dit Liv være istedetfor hans Liv, eller du skal veie et Centner Sølv (derfor).
16 Og næst ham var Amasia, Sichri Søn, Herrens Frivillige, og med ham vare to hundrede Tusinde, vældige til Strid.
28 Og der kom en Guds Mand frem og talede til Israels Konge og sagde: Saa sagde Herren: Fordi de Syrer have sagt: Herren er Bjergenes Gud og er ikke Dalenes Gud, derfor har jeg givet al denne store Hob i din Haand, at I skulle fornemme, at jeg er Herren.
23 Og Joas, Israels Konge, greb Amazia, Judæ Konge, Søn af Joas, Joachas Søn, ved Beth-Semes; og han førte ham til Jerusalem og nedrev Muren i Jerusalem fra Ephraims Port indtil Hjørneporten, fire hundrede Alen (langt).
9 Da sagde han til Benhadads Bud: Siger min Herre Kongen: Alt det, du sendte til din Tjener første Gang om, vil jeg gjøre, men denne Gjerning kan jeg ikke gjøre; og Budene gik og bragte ham Svar igjen.
10 Da sendte Benhadad til ham og lod sige: Guderne gjøre mig saa og lægge saa dertil, om Støvet af Samaria skal blive nok til, at alt Folket, som er i Følge med mig, (skal kunne føre hver) en Haand fuld (deraf).
14 Og see, jeg haver beredt til Herrens Huus i min Trængsel hundrede tusinde Centner Guld og tusinde Gange tusinde Centner Sølv, dertilmed Kobber og Jern foruden Vægt, thi der er meget (deraf); jeg haver og beredt Træ og Steen, og dertil maa du lægge mere.
15 Og den Guds Mands Tjener stod aarle op at gjøre sig rede og gik ud, og see, da havde en Hær omringet Staden med Heste og Vogne; da sagde hans Dreng til ham: Ak, min Herre! hvorledes skulle vi gjøre det?
16 Og han sagde: Frygt Intet; thi de ere flere, som ere hos os, end de, som ere hos dem.
26 Men han sagde til ham: Vandrede ikke mit Hjerte med, der Manden vendte sig fra sin Vogn imod dig? var det Tid til at tage Sølv og at tage Klæder og Oliegaarde og Viingaarde og smaat Qvæg og stort Qvæg og Tjenere og Tjenestepiger?
23 Og Naaman sagde: Kjære, vil du, da tag to Centner; og han nødte ham, og han bandt to Centner Sølv i to Punge, og to Klædninger til at omskifte med, og gav det til to af sine Drenge, og de bare det frem for hans Ansigt.
15 Og han sagde: Giver Agt paa, al Juda og I, Indbyggere i Jerusalem, og du, Kong Josaphat! saa sagde Herren til eder: I skulle ikke frygte og ikke ræddes for denne store Hob, thi Krigen er ikke eders, men Guds.
7 Da sagde Saul til sin Dreng: Men see, (om) vi gaae, hvad skulle vi bringe Manden? thi Brødet er borte af vore Poser, og vi have ingen Skjenk at bringe den Guds Mand; hvad (have vi) med os?
8 Og Drengen blev ved at svare Saul og sagde: See, der findes hos mig en Fjerdepart af en Sekel Sølv, og den vil jeg give den Guds Mand, at han kundgjør os vor Vei.
24 Hvorledes vilde du da drive een Fyrstes Magt tilbage af de mindste min Herres Tjenere? men du forlader dig paa Ægypten for Vognes og for Rytteres Skyld.
9 Hvorledes vilde du da drive een Fyrstes Magt tilbage af de mindste min Herres Tjenere? men du forlader dig paa Ægypten for Vognes og for Rytteres Skyld.
27 Og (anlangende) hans Sønner og de mange Byrder, (som vare lagte) paa ham, og Guds Huses Grundvold, see, de Ting ere skrevne i Kongernes Bogs Historie; og hans Søn Amazia blev Konge i hans Sted.
13 Og Stridshæren under deres Haand var tre hundrede tusinde og syv tusinde og fem hundrede, som kunde føre Krig med Hærs Kraft, til at hjælpe Kongen imod Fjenden.
13 Og see, en Prophet gik frem til Achab, Israels Konge, og sagde: Saa sagde Herren: Har du seet al denne store Hob? see, jeg vil give den idag i din Haand, at du skal fornemme, at jeg er Herren.
24 Enddog de Syrers Hær kom med faa Mænd, gav dog Herren en saare stor Hær i deres Haand, fordi de havde forladt Herren, deres Fædres Gud; og de udførte Dommene mod Joas.
7 Og Kongen sagde til den Guds Mand: Kom hjem med mig og vederqvæg dig, og jeg vil give dig en Gave.
25 Og Amazia, Joas Søn, Judæ Konge, levede efter Joas, Joachas Søns, Israels Konges, Død femten Aar.
5 Da sagde Esaias til Ezechias: Hør den Herre Zebaoths Ord:
43 Og hans Tjener sagde: Hvad skal jeg give dette for hundrede Mænd? og han sagde: Giv Folket, at de maae æde, thi saa sagde Herren: Man skal æde, og der skal levnes.
11 Og han sagde: Dersom de Syrer blive mig for stærke, da skal du være mig til Frelsning; men dersom Ammons Børn blive dig for stærke, da vil jeg komme til at frelse dig.
7 Og de gave til Tjenesten i Guds Huus fem tusinde Centner Guld og ti tusinde Drachmer, og ti tusinde Centner Sølv, og atten tusinde Centner Kobber, og hundrede tusinde Centner Jern.
10 Da sendte Amazia, Præsten i Bethel, til Jeroboam, Israels Konge, sigende: Amos haver gjort et Forbund imod dig inde i Israels Huus, Landet kan ikke taale alle hans Ord.
18 Men til Judæ Konge, som sendte eder til at adspørge Herren, til ham skulle I sige saaledes: Saa sagde Herren, Israels Gud, (anlangende) de Ord, som du haver hørt:
3 Og Joab sagde til Kongen: Gid Herren din Gud vilde lægge til dette Folk, som disse og disse ere, hundrede Gange (saa mange), og min Herre Kongens Øine maatte see det; men hvorfor har min Herre Kongen Lyst til denne Gjerning?
15 Saa gav Ezechias alt det Sølv, som fandtes i Herrens Huus og i Kongens Huses Liggendefæer.
23 Thi Kongen af Syriens Tjenere sagde til ham: Deres Guder ere Bjergenes Guder, derfor ere de stærkere end vi; men sandeligen, lader os stride mod dem paa det jævne (Land, hvad gjælder), om vi ikke skulle blive stærkere end de?
3 Da sagde Joab: Herren lægge til sit Folk, som disse ere, hundrede Gange (saa mange)! ere de ikke, min Herre Konge, alle sammen min Herres Tjenere? hvorfor spørger min Herre efter dette? hvorfor skal det være til en Skyld paa Israel?
10 Og Asaria, den Ypperstepræst for Zadoks Huus, sagde til ham, ja han sagde: Siden man begyndte med at føre Opløftelsen til Herrens Huus, da have vi ædet og ere blevne mætte, og der er overblevet i Mangfoldighed: thi Herren haver velsignet sit Folk, saa at denne Hob er overbleven.
2 Og Herren sagde til Gideon: Folket er flere, som er med dig, end at jeg skulde give Midianiterne i deres Haand, at Israel ikke skal rose sig imod mig og sige: Min Haand haver frelst mig.