2 Samuelsbok 1:26
(Det gjør) mig meget ondt for dig, min Broder Jonathan! du var mig saare liflig, din Kjærlighed var mig underligere end Qvinders Kjærlighed.
(Det gjør) mig meget ondt for dig, min Broder Jonathan! du var mig saare liflig, din Kjærlighed var mig underligere end Qvinders Kjærlighed.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
22 Jonathans Bue vendtes ikke tilbage fra de Ihjelslagnes Blod, fra de Vældiges Fedme, og Sauls Sværd kom ikke ledigt tilbage.
23 Saul og Jonathan vare de Elskelige og Liflige i deres Liv, de bleve og ikke adskilte i deres Død; de vare lettere end Ørne, de vare stærkere end Løver.
24 I Israels Døttre! græder over Saul, han, som klædte eder stadseligen med Skarlagen, han, som lod sætte Prydelse af Guld paa eders Klæder.
25 Hvorledes ere de Vældige faldne midt i Krigen! Jonathan er ihjelslagen paa dine Høie.
27 Hvorledes ere de Vældige faldne, og Krigsvaaben omkomne!
1 Og det skede, der han havde endt at tale til Saul, da blev Jonathans Sjæl forbunden til Davids Sjæl, og Jonathan elskede ham som sin Sjæl.
17 Og David klagede dette Klagemaal over Saul og over Jonathan, hans Søn;
3 Og Jonathan og David gjorde en Pagt, fordi han elskede ham som sin Sjæl.
4 Og Jonathan afførte sig Kappen, som han havde over sig, og gav David den, og tilmed sine Klæder indtil sit Sværd og sin Bue og sit Bælte.
17 Og Jonathan blev ved at sværge David, fordi han elskede ham; thi han elskede ham, som han elskede sin Sjæl.
41 Der Drengen gik ind, da stod David op fra (det Sted) Sønden for (Stenen), og faldt paa sit Ansigt til Jorden og bøiede sig tre Gange; og de kyssede den Ene den Anden, og græd den Ene med den Anden, saa at David græd meest.
42 Da sagde Jonathan til David: Gak i Fred! hvad vi begge have svoret i Herrens Navn og sagt, (derom) skal Herren være (Vidne) imellem mig og imellem dig, og imellem min Sæd og imellem din Sæd evindeligen.
11 Da sagde Jonathan til David: Kom, saa ville vi gaae ud paa Marken; og de gik begge ud paa Marken.
12 Og Jonathan sagde til David: Herre, Israels Gud! naar jeg udforsker af min Fader ved den Tid imorgen (eller) den tredie (Dag), og see, (det staaer) vel med David, og jeg ikke da sender til dig og aabenbarer det for dine Øren,
13 da gjøre Herren Jonathan saa og lægge saa dertil; men synes min Fader vel om det Onde imod dig, vil jeg og aabenbare det for dine Øren og lade dig fare, at du skal gaae med Fred; og Herren være med dig, ligesom han har været med min Fader.
14 Men (skulde du) ikke, dersom jeg endda lever, ja skulde du ikke gjøre Herrens Miskundhed imod mig, at jeg skal ikke døe?
2 Og han sagde til ham: Det være langt fra, du skal ikke døe; see, min Fader gjør ikke stor Gjerning eller liden Gjerning, at han jo aabenbarer den for mine Øren; og hvorfor skulde min Fader skjule denne Gjerning for mig? det er ikke saa.
3 Da svoer David fremdeles og sagde: Din Fader veed vist, at jeg har fundet Naade for dine Øine, derfor siger han: Jonathan skal ikke vide dette, det maatte bedrøve ham; og sandelig, (saa vist som) Herren lever, og (saa vist som) din Sjæl lever, (der er ikkun) ved et Trin imellem mig og imellem Døden.
4 Og Jonathan sagde til David: Hvad dit Hjerte siger, vil jeg og gjøre dig.
12 Og de sørgede og græd og fastede indtil Aftenen over Saul og over Jonathan, hans Søn, og over Herrens Folk og over Israels Huus, at de vare faldne ved Sværdet.
29 Da sagde Jonathan: Min Fader har forstyrret Landet; seer, Kjære, at mine Øine ere blevne klare, fordi jeg smagte lidet af denne Honning.
4 Og David sagde til ham: Hvad er der skeet for en Sag? Kjære, kundgjør mig det; og han sagde: Alt Folket flyede af Krigen, og der faldt ogsaa meget af Folket og døde, ja endog Saul og Jonathan, hans Søn, ere døde.
30 Da blev Sauls Vrede optændt imod Jonathan, og han sagde til ham: Du forvendte (og) gjenstridige (Qvindes) Søn! veed jeg ikke, at du har udvalgt Isai Søn til din Skam og til din Moders yderste Skam?
39 Thi (saa vist som) Herren lever, der frelser Israel, var den end paa Jonathan, min Søn, da skal han visseligen døe; og Ingen svarede ham af alt Folket.
2 Og Jonathan forkyndte David og sagde: Min Fader Saul søger efter at slaae dig ihjel; saa vaer dig nu, Kjære, imorgen, og bliv i Skjul og skjul dig.
3 Og jeg, jeg vil gaae ud og staae ved min Faders Haand paa Marken, der hvor du er, og jeg, jeg vil tale med min Fader om dig; og naar jeg har seet, hvad (det er), da vil jeg kundgjøre dig det.
4 Saa talede Jonathan godt om David til Saul, sin Fader, og sagde til ham: Kongen synde ikke imod sin Tjener, imod David, thi han har ikke syndet imod dig, saa ere og hans Gjerninger dig meget gode.
8 Saa gjør Miskundhed mod din Tjener, thi du har ført din Tjener i en Pagt med dig for Herren; men dersom der er nogen Misgjerning hos mig, saa slaa du mig ihjel, og hvorfor vilde du føre mig hen til din Fader?
9 Da sagde Jonathan: Det være langt fra dig; men dersom jeg kan vist fornemme, at det Onde er fuldkommeligen besluttet hos min Fader at komme over dig, skulde jeg da ikke give dig det tilkjende?
43 Og Saul sagde til Jonathan: Giv mig tilkjende, hvad har du gjort? og Jonathan gav ham tilkjende og sagde: Jeg smagte med det Yderste af den Kjep, som er i min Haand, lidet Honning, see, her er jeg, skal jeg døe?
44 Da sagde Saul: Gud gjøre saa og lægge saa dertil, du skal visseligen døe, Jonathan!
45 Men Folket sagde til Saul: Skulde Jonathan døe, som har gjort denne store Frelsning i Israel? det være langt fra! (saa vist som) Herren lever, skal der ikke falde (eet) af hans Hovedhaar paa Jorden, thi han har gjort dette i denne Dag ved Gud; saa forløste Folket Jonathan, at han ikke maatte døe.
6 Hvor deilig og hvor liflig er du, o Kjærlighed i Vellyster!
1 Gid du var min Broder, som diede min Moders Bryst! (gid) jeg maatte finde dig paa Gaden! (da) skulde jeg kysse dig, og de skulde ikke foragte mig.
13 Og Jonathan steg op paa sine Hænder og paa sine Fødder, og hans Vaabendrager efter ham; da faldt de for Jonathans Ansigt, og hans Vaabendrager slog ihjel efter ham.
17 Og han sagde til ham: Frygt ikke, thi min Faders Sauls Haand skal ikke finde dig, men du, du skal blive Konge over Israel, og jeg, jeg vil være den Anden hos dig; og Saul, min Fader, veed ogsaa, (at det skal) saaledes (skee).
18 Saa gjorde de begge en Pagt for Herrens Ansigt, og David blev i Skoven, men Jonathan gik til sit Huus.
22 Og det skede paa Krigens Dag, at der blev ikke fundet Sværd eller Spyd i hele Folkets Haand, som var med Saul og med Jonathan; dog fandtes der hos Saul og hos Jonathan, hans Søn.
6 Da adlød Saul Jonathans Røst, og Saul svoer: (Saa vist som) Herren lever, han skal ikke dødes.
7 Og Jonathan kaldte ad David, og Jonathan gav ham alle disse Ord tilkjende; og Jonathan førte David til Saul, og han var for hans Ansigt som tilforn.
2 Og Philisterne indhentede Saul og hans Sønner, og Philisterne sloge Jonathan og Abinadab og Malchisua, Sauls Sønner.
24 Og see, ligesom din Sjæl var storligen agtet paa denne Dag for mine Øine, saa skal min Sjæl blive storligen agtet for Herrens Øine, og han skal frie mig af al Angest.
9 Hvad er din Kjæreste fremfor en (anden) Kjæreste, du deiligste iblandt Qvinderne! hvad er din Kjæreste fremfor en (anden) Kjæreste, at du haver saa besvoret os?
10 Hvor deilig er din (megen) Kjærlighed, min Søster, o Brud! hvad er din megen Kjærlighed bedre end Viin, og dine Salvers Lugt bedre end alle (kostelige) Urter!
2 Han kysse mig med sin Munds Kys, thi din megen Kjærlighed er bedre end Viin.
21 Og de Ebræer, som havde været med Philisterne tilforn, som vare dragne op med dem i Leiren trindt omkring, de (kom) ogsaa for at være med Israel, som var med Saul og Jonathan.
2 Og Philisterne indhentede Saul og hans Sønner, og Philisterne sloge Jonathan og Abinadab og Malchisua, Sauls Sønner.
7 Og hans Vaabendrager sagde til ham: Gjør alt det, som er i dit Hjerte; bøi dig (af Veien), see, jeg er med dig efter dit Hjerte.
37 Og der Drengen kom til det Sted, (hvor) Pilen (laae), som Jonathan skjød ud, da raabte Jonathan efter Drengen og sagde: Er ikke Pilen foran dig og bedre frem?
35 Og det skede om Morgenen, at Jonathan gik ud paa Marken ved den Tid, (han havde) bestemt David, og en liden Dreng med ham.