2 Samuelsbok 13:9
Og hun tog Panden og udslog (dem) for hans Ansigt, men han vægrede sig for at æde; da sagde Amnon: Lader hver Mand gaae ud fra mig; og de gik ud fra ham allesammen.
Og hun tog Panden og udslog (dem) for hans Ansigt, men han vægrede sig for at æde; da sagde Amnon: Lader hver Mand gaae ud fra mig; og de gik ud fra ham allesammen.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
10Da sagde Amnon til Thamar: Bær Maden ind i Kammeret, at jeg kan æde af din Haand; da tog Thamar de søde Kager, som hun havde lavet, og bar ind til Amnon, sin Broder, i Kammeret.
11Og der hun bar dem frem til ham, at han skulde æde, da tog han fat paa hende og sagde til hende: Kom, min Søster, lig hos mig.
12Og hun sagde til ham: Ikke saa, min Broder, krænk mig ikke, thi man bør ikke saaledes gjøre i Israel; gjør ikke denne Daarlighed.
13Men jeg, hvor skulde jeg føre min Skam hen? og du, du skulde være ligesom en af Daarerne i Israel; men nu, Kjære, tal til Kongen, thi han negter dig ikke mig.
14Men han vilde ikke høre paa hendes Røst og blev stærkere end hun, og krænkede hende og laae hos hende.
15Siden hadede Amnon hende med et saare stort Had; thi det Had var større, som han hadede hende med, end Kjærligheden, med hvilken han havde elsket hende; og Amnon sagde til hende: Staa op, gak bort.
16Og hun sagde til ham: Der er ikke Aarsag til dette Onde, som er større end det andet, som du gjorde imod mig, at du udstøder mig; men han vilde ikke høre hende.
17Og han kaldte ad sin Dreng, som tjente ham, og sagde: Kjære, driver denne ud fra mig udenfor, og luk du Døren i Laas efter hende.
18Og hun havde en Kjortel paa sig af adskillige (Farver), thi saaledes (pleiede) Kongens Døttre at klæde sig med Kjortler, (den Stund de vare) Jomfruer; og hans Tjener drev hende ud udenfor, og lukkede Døren i Laas efter hende.
19Da tog Thamar Aske paa sit Hoved, og sønderrev Kjortelen af adskillige (Farver), som hun havde paa sig, og lagde sin Haand paa sit Hoved, og gik stedse og raabte.
20Og Absalom, hendes Broder, sagde til hende: Har din Broder Amnon været hos dig? og nu, min Søster, ti, han er din Broder, læg ikke denne Sag paa dit Hjerte; saa blev Thamar (siddende) og var eenlig i Absaloms, sin Broders, Huus.
21Der Kong David hørte alle disse Gjerninger, da blev han saare vred.
22Men Absalom talede ikke med Amnon, hverken Ondt eller Godt; men Absalom hadede Amnon, fordi han havde krænket Thamar, hans Søster.
4Og han sagde til ham: Hvorfor bliver du saa mager, du Kongens Søn, Dag fra Dag? kan du ikke give mig det tilkjende? da sagde Amnon til ham: Jeg elsker Thamar, Absaloms, min Broders, Søster.
5Og Jonadab sagde til ham: Læg dig paa din Seng og gjør dig syg; naar din Fader kommer for at besøge dig, da siig til ham: Kjære, lad Thamar, min Søster, komme at give mig Brød at æde og lave Mad for mine Øine, at jeg kan see (derpaa) og æde af hendes Haand.
6Saa lagde Amnon sig og gjorde sig syg; der Kongen kom at besøge ham, da sagde Amnon til Kongen: Kjære, lad Thamar, min Søster, komme og tillave to søde Kager for mine Øine, at jeg kan æde af hendes Haand.
7Da sendte David til Thamar, til Huset, og lod sige: Kjære, gak hen i Amnons, din Broders, Huus og lav ham Mad.
8Og Thamar gik til Amnons, sin Broders, Huus, og han laae, og hun tog en Deig og æltede og tillavede (søde Kager) for hans Øine, og bagte de søde Kager.
23Men han vægrede sig og sagde: Jeg vil ikke æde; da nødte hans Tjenere og Qvinden ham ogsaa, og han adlød deres Røst; og han stod op af Jorden og satte sig paa Sengen.
24Og Qvinden havde en fed Kalv i Huset, og hun skyndte sig og slagtede den, og hun tog Meel og æltede, og bagte deraf usyrede (Kager).
25Og hun bar det frem for Saul og for hans Tjenere, og de aade; og de stode op og gik bort den samme Nat.
1Og det skede derefter, at Absalom, Davids Søn, havde en deilig Søster, hvis Navn var Thamar, og Amnon, Davids Søn, elskede hende.
2Og Amnon var beængstet, saa at han blev syg for Thamars, sin Søsters, Skyld; thi hun var en Jomfru, og det syntes underligt for Amnons Øine, at han skulde gjøre hende Noget.
26Og Absalom sagde: Hvis ikke du vil, lad dog Amnon, min Broder, gaae med os; og Kongen sagde til ham: Hvorfor skal han gaae med dig?
27Da nødte Absalom ham, og han lod Amnon og alle Kongens Børn gaae med ham.
28Da bød Absalom sine unge Karle og sagde: Kjære, seer til, naar Amnons Hjerte er vel (tilmode) af Vinen, og jeg siger til eder: Slaaer Amnon og dræber ham, da frygter ikke; mon (I) ikke (tør gjøre det), da jeg, jeg har befalet eder det? værer frimodige og værer duelige Folk.
29Saa gjorde Absaloms unge Karle ved Amnon, saasom Absalom havde befalet; da stode alle Kongens Sønner op og rede, hver paa sin Mule, og flyede.
31Da stod Kongen op og sønderrev sine Klæder og lagde sig paa Jorden, og alle hans Tjenere stode med sønderrevne Klæder.
32Da svarede Jonadab, Simeas, Davids Broders, Søn, og sagde: Min Herre sige ikke, at de have ihjelslaget alle de unge Personer, Kongens Sønner, thi Amnon, han er alene død; thi det Forsæt har været efter Absaloms Mund fra den Dag, at han krænkede Thamar, hans Søster.
33Saa lægge nu min Herre Konge det Ord ikke paa sit Hjerte, som siges, at alle Kongens Sønner ere døde; thi Amnon, han er alene død.
40Og de øste det op for Mændene til at æde; og det skede, der de aade af den Ret, da raabte de og sagde: Døden i Gryden, du Guds Mand! og de kunde ikke æde (deraf).
41Da sagde han: Tager dog Meel hid, og han kastede det i Gryden og sagde: Øs op for Folket, at de maae æde; da var der intet Ondt i Gryden.
31Saa lagde de for ham særdeles, og for dem særdeles, og for Ægypterne, som aade med ham, særdeles; fordi Ægypterne kunne ikke æde Brød med Ebræerne, thi det er Ægypterne en Vederstyggelighed.
44Og han gav det for dem, og de aade og levnede efter Herrens Ord.
34Og der han var kommen ind og havde ædet og drukket, da sagde han: Kjære, beseer denne Forbandede, og begraver hende, thi hun er en Konges Datter.
15Da sagde han til ham: Kom hjem med mig og æd Brød.
16Og han sagde: Jeg kan ikke vende tilbage med dig og komme med dig; jeg vil og ikke æde Brød, ei heller drikke Vand med dig paa dette Sted.
19Og han uddeelte til alt Folket, til al Israels Mangfoldighed, baade Mand og Qvinde, til hver en Brødkage og et godt Stykke (Kjød) og en Flaske (Viin); saa gik alt Folket bort, hver til sit Huus.
11Da gik hun at hente; og han kaldte ad hende og sagde: Kjære, tag mig et Stykke Brød med i din Haand.
3Da nødte han dem meget, og de gik ind til ham og kom i hans Huus; og han gjorde dem et Gjæstebud og bagede usyrede Brød, og de aade.
23Da sagde Samuel til Kokken: Giv hid det Stykke, som jeg gav dig, om hvilket jeg sagde til dig: Læg det hos dig.
8Men den Guds Mand sagde til Kongen: Dersom du vilde give mig Halvdelen af dit Huus, kommer jeg (dog) ikke med dig, og jeg vil ikke æde Brød og ikke drikke Vand paa dette Sted.
9Thi det er mig saa budet ved Herrens Ord og sagt: Du skal ikke æde Brød og ei drikke Vand, og du skal ikke vende tilbage ad den Vei, som du har gaaet.
30Saa gjorde han dem et Gjæstebud, og de aade og drak.
28Og Kongen sagde til hende: Hvad (fattes) dig? og hun sagde: Denne Qvinde sagde til mig: Giv din Søn hid, saa ville vi æde ham idag, og imorgen ville vi æde min Søn.
29Saa have vi kogt min Søn og ædet ham; men der jeg sagde til hende paa den anden Dag: Giv din Søn hid og lad os æde ham, da havde hun skjult sin Søn.
17Da opstode de Ældste af hans Huus for ham og vilde opreise ham fra Jorden; men han vilde ikke, og aad ikke Brød med dem.
11Og skulde jeg tage mit Brød og mit Vand og mit slagtede (Fæ), som jeg haver slagtet til dem, som klippe for mig, og give de Mænd, som jeg ikke veed, hvorfra de ere?
6Og de satte sig, og aade begge tilsammen og drak; da sagde den unge Qvindes Fader til Manden: Kjære, samtyk og bliv Natten over, og lad dit Hjerte være vel (tilmode).
12Og du skal æde en Bygkage; og den, den skal du bage for deres Øine ved Skarn, som er gaaet fra et Menneske.