2 Samuelsbok 19:12
I ere mine Brødre, mit Been og mit Kjød ere I; hvorfor ville I da være de sidste til at hente Kongen tilbage?
I ere mine Brødre, mit Been og mit Kjød ere I; hvorfor ville I da være de sidste til at hente Kongen tilbage?
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
9 Og alt Folket trættede i alle Israels Stammer og sagde: Kongen friede os af vore Fjenders Haand, og han, han reddede os af Philisternes Haand, men nu er han flyet af Landet for Absalom.
10 Og Absalom, som vi havde salvet over os, er død i Krigen, og nu, hvorfor tie I stille om at hente Kongen tilbage?
11 Men Kong David sendte til Zadok og til Abjathar, Præsterne, og lod sige: Taler med de Ældste i Juda og siger: Hvorfor ville I være de sidste til at hente Kongen tilbage til sit Huus? — thi al Israels Tale var kommen for Kongen i hans Huus. —
13 Og siger til Amasa: Er du ikke mit Been og mit Kjød? Gud gjøre mig saa og lægge saa dertil, om du ikke skal være Stridshøvedsmand for mit Ansigt alle Dage i Joabs Sted.
1 Da samledes al Israel til David i Hebron og sagde: See, vi ere dine Been og dit Kjød.
2 Ogsaa tilforn, (ja) endog der Saul var Konge, haver du ført Israel ud og ført (dem) ind; saa haver og Herren din Gud sagt til dig: Du, du skal føde mit Folk Israel, og du, du skal være en Fyrste over mit Folk Israel.
1 Da kom alle Israels Stammer til David i Hebron, og de sagde, sigende: See, her ere vi, vi ere dine Been og dit Kjød.
2 Dertilmed tilforn, der Saul var Konge over os, da var du den, som førte Israel ud og ind; saa haver Herren sagt til dig: Du, du skal føde mit Folk Israel, og du, du skal være en Fyrste over Israel.
19 Og Kongen sagde til Ithai, den Githiter: Hvorfor gaaer ogsaa du med os? vend tilbage og bliv hos Kongen, thi du er fremmed, og du vandrer ogsaa herfra til dit Sted.
20 Du kom igaar, og skulde jeg idag lade dig vanke omkring at gaae med os? men jeg vil gaae, hvorhen jeg kan gaae; vend tilbage og før dine Brødre tilbage; med dig være Miskundhed og Troskab!
17 Og David gik ud til dem og svarede og sagde til dem: Dersom I komme med Fred til mig for at hjælpe mig, da skal mit Hjerte være tillige til eder; men dersom (I komme) for at bedrage (og overgive) mig til mine Fjender, enddog der er ingen Fortrædelighed i mine Hænder, da skal vore Fædres Gud see (dertil) og straffe det.
41 see, da kom alle Israels Mænd til Kongen, og de sagde til Kongen: Hvorfor have vore Brødre, Judæ Mænd, stjaalet dig og ført Kongen og hans Huus over Jordanen, og alle Davids Mænd med ham?
42 Da svarede hver af Judæ Mænd imod Israels Mænd: Fordi Kongen hører mig nær til; hvorfor er du da vred for denne Sags Skyld? mon vi have faaet Ophold af Kongen? mon han haver ført os (Skjenk) til?
43 Da svarede Israels Mænd Judæ Mænd og sagde: Jeg haver ti Gange mere hos Kongen, dertil ogsaa hos David, jeg end du, og hvorfor haver du ringeagtet mig? og var ikke mit Ord det første til at hente min Konge tilbage? men Judæ Mænds Ord vare haardere end Israels Mænds Ord.
35 Ere der ikke ogsaa med dig Zadok og Abjathar, Præsterne? og det skal skee, at alt det Ord, som du hører af Kongens Huus, det skal du forkynde Zadok og Abjathar, Præsterne.
36 See, der ere hos dem deres to Sønner, Ahimaaz, Zadoks, og Jonathan, Abjathars (Søn), og I skulle sende til mig formedelst dem om alt det Ord, som I høre.
15 Men David sagde til Abner: Er du ikke en Mand? og hvo er som du i Israel? og hvorfor haver du ikke bevaret din Herre, Kongen? thi der er kommen En af Folket ind til at fordærve Kongen, din Herre.
20 Men du, min Herre Konge, al Israels Øine (see) paa dig, at du skal give dem tilkjende, hvo der skal sidde paa min Herre Kongens Throne efter ham.
27 Og Kongen sagde til Zadok, Præsten: Er du (ikke) Seeren? vend tilbage til Staden med Fred, og Ahimaaz, din Søn, og Jonathan, Abjathars Søn, eders to Sønner, med eder.
23 Da sagde David: I skulle ikke saa gjøre, mine Brødre, med det, som Herren haver givet os, og han har bevaret os, og givet denne Trop i vore Hænder, som var kommen over os.
27 Mon denne Sag skulde være skeet af min Herre Kongen? og du lod din Tjener ikke vide, hvo der skal sidde paa min Herre Kongens Throne efter ham?
26 Da raabte Abner til Joab og sagde: Skal Sværdet fortære evindeligen? veed du ikke, at det vil vorde bittert paa det Sidste? og hvorlænge vil du ikke sige til Folket, at de vende om fra (at jage) efter deres Brødre?
17 Og Abners Tale var med de Ældste af Israel, og han sagde: I have tilforn søgt efter David, at han skulde være Konge over eder.
18 Saa gjører det nu; thi Herren sagde til David, sigende: Jeg vil frelse Israel, mit Folk, ved Davids, min Tjeners, Haand af Philisternes Haand og af alle deres Fjenders Haand.
8 Og David sagde til Achimelech: Er og ikke her under din Haand et Spyd eller Sværd? thi jeg tog end ikke mit Sværd og mine Vaaben med mig, eftersom Kongens Ord var hastigt.
11 Saa hører mig nu, og fører de Fangne tilbage, som I have taget fangne af eders Brødre; thi Herrens grumme Vrede er over eder.
9 Og Joab sagde til Amasa: Er der Fred med dig, min Broder? og Joab greb Amasa ved Skjægget med den høire Haand for at kysse ham.
13 Og David sagde til den unge Karl, den, som gav ham det tilkjende: Hvorfra er du? og han sagde: Jeg er en fremmed amalekitisk Mands Søn.
17 Men Absalom sagde til Husai: Er denne din Miskundhed mod din Ven? hvorfor drog du ikke med din Ven?
28 Og hans ældste Broder Eliab hørte, der han talede til Mændene; og Eliabs Vrede optændtes imod David, og han sagde: Hvorfor kom du herned, og hos hvem forlod du det lidet Smaaqvæg i Ørken? jeg, jeg kjender din Hovmodighed og dit Hjertes Ondskab, thi du er kommen ned for at see Krigen.
7 Og David sagde til Abjathar, Præsten, Achimelechs Søn: Kjære, før mig Livkjortelen frem; og Abjathar førte Livkjortelen frem til David.
21 Da sagde Kongen til Joab: Kjære, see, du har gjort denne Gjerning; saa gak, lad den unge Mand Absalom komme tilbage.
32 Og Kong David sagde: Kalder mig Zadok, Præsten, og Nathan, Propheten, og Benaja, Jojadas Søn; og de kom ind for Kongens Ansigt.
15 Da sagde David til ham: Vil du føre mig ned til denne Trop? og han sagde: Sværg mig ved Gud, at du vil ikke slaae mig ihjel eller overantvorde mig i min Herres Haand, saa vil jeg føre dig ned til denne Trop.
4 Og Kongen sagde til Amasa: Kald mig de Mænd af Juda tilsammen til den tredie Dag, og, staa du (da) her.
22 Da sagde David: Hvad har jeg (at skaffe) med eder, I Zerujas Sønner! at I ville idag blive mig til Satan? skulde nogen Mand idag dødes i Israel? thi mon jeg ikke veed, at jeg (er bleven) Konge idag over Israel?
8 at I have alle forbundet eder imod mig, og der er Ingen, som aabenbarede det for mine Øren, efterdi at min Søn har gjort (en Pagt) med Isai Søn, og der er ingen af eder, som det smerter for min Skyld, og som aabenbarer det for mine Øren; thi min Søn har opreist min Tjener imod mig til at lure, som (det skeer) paa denne Dag.
5 Og Joab gik ind til Kongen i Huset og sagde: Du haver idag beskjæmmet alle dine Tjeneres Ansigt, som idag reddede dit Liv og dine Sønners og dine Døttres Liv, og dine Hustruers Liv og dine Medhustruers Liv,
19 Og han sagde: De vare mine Brødre, min Moders Sønner; (saavist) som Herren lever, dersom I havde ladet dem leve, da vilde jeg ikke slaget eder ihjel.
24 Da kom Joab til Kongen og sagde: Hvad har du gjort? see, Abner er kommen til dig, hvorfor lod du ham fare, at han er frit bortgaaen?
28 Thi alt min Faders Huus haver ikke (andet) været end Dødsens Mænd for min Herre Kongen, dog haver du sat din Tjener iblandt dem, som æde ved dit Bord; hvad Retfærdighed haver jeg da ydermere, og hvad ydermere at raabe om til Kongen?
12 Og han sagde til dem: I ere Fædrenes Øverster iblandt Leviterne; helliger eder og eders Brødre, og fører Herrens, Israels Guds, Ark op (til det Sted), som jeg haver beredt til den.
15 Og han sagde: Du, du veed, at Riget var mit, og al Israel havde vendt deres Ansigter til mig, at jeg skulde været Konge; men Riget er vendt (fra mig) og blevet min Broders, thi det er blevet hans af Herren.
5 Og du, du veed ogsaa, hvad Joab, Zerujas Søn, gjorde ved mig, hvad han gjorde ved de to Stridshøvedsmænd i Israel, ved Abner, Ners Søn, og ved Amasa, Jethers Søn, som han slog ihjel, og udøste Krigsblod, der det var Fred, og kom Krigsblod paa sit Bælte, som var om hans Lænder, og paa sine Skoe, som vare paa hans Fødder.
15 Saa kom Kongen tilbage, og han kom indtil Jordanen, og Juda var kommen til Gilgal for at drage mod Kongen, at de vilde føre Kongen over Jordanen.
7 Og nu, staa op, gak ud og tal kjærligen med dine Tjenere; thi jeg sværger ved Herren, at, gaaer du ikke ud, da bliver der ikke en Mand hos dig Natten over i denne Nat, og dette bliver dig værre end alt det Onde, som er kommet over dig fra din Ungdom indtil nu.
26 Og Absalom sagde: Hvis ikke du vil, lad dog Amnon, min Broder, gaae med os; og Kongen sagde til ham: Hvorfor skal han gaae med dig?
18 Men disse ti ferske Oste skal du bringe til Høvedsmanden over de Tusinde; og du skal besøge dine Brødre, om (det gaaer dem) vel, og du skal tage et Pant fra dem.
12 Da vendte Davids unge Karle sig til deres Vei, ja de vendte tilbage, og kom og forkyndte ham efter alle disse Ord.