1 Krønikebok 11:1
Da samledes al Israel til David i Hebron og sagde: See, vi ere dine Been og dit Kjød.
Da samledes al Israel til David i Hebron og sagde: See, vi ere dine Been og dit Kjød.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
1 Da kom alle Israels Stammer til David i Hebron, og de sagde, sigende: See, her ere vi, vi ere dine Been og dit Kjød.
2 Dertilmed tilforn, der Saul var Konge over os, da var du den, som førte Israel ud og ind; saa haver Herren sagt til dig: Du, du skal føde mit Folk Israel, og du, du skal være en Fyrste over Israel.
3 Og alle de Ældste af Israel kom til Kongen i Hebron, og Kong David gjorde en Pagt med dem i Hebron for Herrens Ansigt, og de salvede David til Konge over Israel.
2 Ogsaa tilforn, (ja) endog der Saul var Konge, haver du ført Israel ud og ført (dem) ind; saa haver og Herren din Gud sagt til dig: Du, du skal føde mit Folk Israel, og du, du skal være en Fyrste over mit Folk Israel.
3 Og alle Israels Ældste kom til Kongen i Hebron, og David gjorde en Pagt med dem i Hebron for Herrens Ansigt, og de salvede David til Konge over Israel efter Herrens Ord ved Samuels Tjeneste.
4 Og David og al Israel drog hen til Jerusalem, det er Jebus; thi Jebusiterne vare der Landets Indbyggere.
11 Men Kong David sendte til Zadok og til Abjathar, Præsterne, og lod sige: Taler med de Ældste i Juda og siger: Hvorfor ville I være de sidste til at hente Kongen tilbage til sit Huus? — thi al Israels Tale var kommen for Kongen i hans Huus. —
12 I ere mine Brødre, mit Been og mit Kjød ere I; hvorfor ville I da være de sidste til at hente Kongen tilbage?
13 Og siger til Amasa: Er du ikke mit Been og mit Kjød? Gud gjøre mig saa og lægge saa dertil, om du ikke skal være Stridshøvedsmand for mit Ansigt alle Dage i Joabs Sted.
11 Men jeg raader, at der samles til dig al Israel fra Dan og indtil Beershaba, som Sand, der er ved Havet, i Mangfoldighed, og at din Person drager med i Striden.
38 Alle disse Krigsmænd, som stillede sig i Slagorden, kom med et retskaffent Hjerte til Hebron at gjøre David til Konge over al Israel; og alle de Øvrige af Israel havde ogsaa eet Hjerte at gjøre David til Konge.
12 Og Abner sendte Bud til David for sig og lod sige: Hvem hører Landet til? og han lod sige: Gjør din Pagt med mig, og see, min Haand skal være med dig, at vende al Israel omkring til dig.
21 Og Abner sagde til David: Jeg vil gjøre mig rede og gaae hen og samle al Israel til min Herre Kongen? at de skulle gjøre en Pagt med dig, og du skal være Konge efter alt det, som din Sjæl begjærer; saa lod David Abner fare, og han gik hen med Fred.
17 Og Abners Tale var med de Ældste af Israel, og han sagde: I have tilforn søgt efter David, at han skulde være Konge over eder.
18 Saa gjører det nu; thi Herren sagde til David, sigende: Jeg vil frelse Israel, mit Folk, ved Davids, min Tjeners, Haand af Philisternes Haand og af alle deres Fjenders Haand.
20 Men du, min Herre Konge, al Israels Øine (see) paa dig, at du skal give dem tilkjende, hvo der skal sidde paa min Herre Kongens Throne efter ham.
10 at jeg skal forflytte Riget fra Sauls Huus og opreise Davids Throne over Israel og over Juda fra Dan og indtil Beershaba.
1 Da samlede David alle Israels Fyrster, Stammernes Fyrster og Fyrsterne over de Skifter, som tjente Kongen, og Fyrsterne over Tusinde, og Fyrsterne over Hundrede, og Fyrsterne over alt Kongens og hans Sønners Gods og Fæ, med Kammertjenerne og de Vældige, og alle de Vældige til Strid, til Jerusalem.
11 Saa bleve alle Israels Mænd samlede til Staden, som een Mand vare de forbundne tilsammen.
17 Og David gik ud til dem og svarede og sagde til dem: Dersom I komme med Fred til mig for at hjælpe mig, da skal mit Hjerte være tillige til eder; men dersom (I komme) for at bedrage (og overgive) mig til mine Fjender, enddog der er ingen Fortrædelighed i mine Hænder, da skal vore Fædres Gud see (dertil) og straffe det.
18 Og Aanden iførte Amasai, den Øverste af Høvedsmændene, (og han sagde:) Med dig, David, og med dem, som ere med dig, du Isai Søn, være Fred, ja Fred være med dig, og Fred med dine Hjælpere! thi din Gud hjælper dig; da tog David imod dem og satte dem til Øverster for Tropperne.
37 Og dig vil jeg antage, og du skal regjere over alt det, din Sjæl begjærer, og du skal være Konge over Israel.
3 Derhos førte David sine Mænd op, som vare hos ham, hver med sit Huus, og de boede i Hebrons Stæder.
1 Og David holdt et Raad med Høvedsmændene over Tusinde og over Hundrede og med alle Fyrsterne.
2 Og David sagde til al Israels Forsamling: Dersom det (synes) godt for eder, og det er af Herren vor Gud, saa lader os allevegne sende til vore Brødre, de Overblevne i alle Israels Lande, og med dem til Præsterne og Leviterne i Stæderne (og) deres Forstæder, at de blive forsamlede til os.
10 Og disse ere de Øverste iblandt de Vældige, som David havde, som styrkede sig med ham i hans Rige hos al Israel, for at gjøre ham til Konge efter Herrens Ord over Israel.
1 Og David sagde: Her skal den Herre Guds Huus være, og her skal Israels Brændoffers Alter være.
1 Da sagde Samuel til al Israel: See, jeg hørte eders Røst i alt det, I sagde til mig, og jeg har ladet en Konge regjere over eder.
16 Der al Israel saae, at Kongen ikke vilde høre dem, da gav Folket Kongen et Svar tilbage og sagde: Hvad Deel have vi hos David? og vi have ingen Arv hos Isai Søn; Israel, (drag) til dine Pauluner! see nu til dit Huus, o David! Saa gik Israel til sine Pauluner.
7 Saa skal du nu sige saaledes til min Tjener, til David: Saa sagde den Herre Zebaoth: Jeg, jeg tog dig fra Faarestien, fra (at være) bag efter Faarene, at du skulde være en Fyrste over mit Folk Israel.
16 Der al Israel saae, at Kongen ikke vilde høre dem, da gav Folket Kongen Svar tilbage og sagde: Hvad Deel have vi hos David? og vi have ingen Arv hos Isai Søn! Israel! hver (af dig drag) til dine Pauluner; see nu til dit Huus, o David! Saa gik al Israel til sine Pauluner.
1 Og det skede derefter, at David spurgte Herren ad og sagde: Skal jeg drage op i en af Judæ Stæder? og Herren sagde til ham: Drag op; og David sagde: Hvor skal jeg drage op? og han sagde: Til Hebron.
13 Og nu, see, der er Kongen, som I have udvalgt, som I have begjæret; og see, Herren har sat en Konge over eder.
4 Da samlede sig alle de Ældste af Israel, og de kom til Samuel i Rama.
8 Men nu skal du sige saaledes til min Tjener David: Saaledes sagde den Herre Zebaoth: Jeg, jeg tog dig fra Faarestien bag efter Faarene til at være en Fyrste over mit Folk, over Israel.
13 Da kom En, som forkyndte det for David og sagde: Hver Mands Hjerte i Israel er efter Absalom.
41 see, da kom alle Israels Mænd til Kongen, og de sagde til Kongen: Hvorfor have vore Brødre, Judæ Mænd, stjaalet dig og ført Kongen og hans Huus over Jordanen, og alle Davids Mænd med ham?
20 Siden sagde David til den ganske Forsamling: Kjære, lover Herren eders Gud! og al Forsamlingen lovede Herren, deres Fædres Gud, og neiede sig og bøiede sig ned for Herren og for Kongen.
11 Da tog David fat paa sine Klæder og sønderrev dem; det samme (gjorde) ogsaa alle Mændene, som vare hos ham.
7 Da sagde Nathan til David: Du er Manden; saa sagde Herren, Israels Gud: Jeg, jeg salvede dig til Konge over Israel, og jeg udfriede dig af Sauls Haand,
3 Og David sagde til ham: Hvorfra kommer du? og han sagde til ham: Jeg er undkommen af Israels Leir.
2 Og han samlede alle Israels Fyrster, Præsterne og Leviterne.
1 Da lod Salomo samle de Ældste af Israel og alle Stammernes Øverster, Fædrenes Fyrster iblandt Israels Børn, til Kong Salomo i Jerusalem, til at opføre Herrens Pagtes Ark af Davids Stad, det er Zion.
22 Og du satte dit Folk Israel dig til et Folk evindeligen, og du, Herre! du er bleven dem til en Gud.
16 Men al Israel og Juda elskede David; thi han drog ud og drog ind for deres Ansigt.
3 Derfor samlede David al Israel til Jerusalem for at føre Herrens Ark op til dens Sted, som han havde beredt til den.
12 Og David fornam, at Herren havde stadfæstet ham til Konge over Israel, og at han havde ophøiet hans Rige for hans Folks Israels Skyld.
13 Og han førte Sauls Been og Jonathans, hans Søns, Been op derfra, og de samlede deres Been, som vare hængte.
23 Og dette er Tallet paa de Øverste, som vare bevæbnede til Striden, som kom til David i Hebron, for at vende Sauls Rige til ham efter Herrens Mund.
57 Og der David kom tilbage, der han havde slaget Philisteren, da tog Abner ham og ledede ham ind for Sauls Ansigt; og han havde Philisterens Hoved i sin Haand.