1 Samuelsbok 18:16
Men al Israel og Juda elskede David; thi han drog ud og drog ind for deres Ansigt.
Men al Israel og Juda elskede David; thi han drog ud og drog ind for deres Ansigt.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
5Og David drog ud, hvorsomhelst Saul sendte ham hen, og handlede klogeligen, og Saul satte ham over Krigsmændene; og han var behagelig for alt Folkets Øine, endogsaa for Sauls Tjeneres Øine.
6Men det hændte sig, der de kom, da David kom tilbage fra den Philisters Slag, at Qvinderne af alle Israels Stæder vare udgangne med Sang og Dands imod Kong Saul, med Tromme, med Glæde og med Strængeleg.
12Og Saul frygtede for Davids Ansigt; thi Herren var med ham, men han var vegen fra Saul.
13Da bortskaffede Saul ham fra sig og satte ham for sig til en Høvedsmand over Tusinde; og han drog ud og drog ind for Folkets Ansigt.
14Og David handlede klogeligen paa alle sine Veie, og Herren var med ham.
15Og der Saul saae, at han handlede saare klogeligen, da gruede han for hans Ansigt.
21Saa kom David til Saul og stod for hans Ansigt; og han elskede ham saare, og han blev hans Vaabendrager.
22Derefter sendte Saul til Isai og lod sige: Kjære, lad David staae for mit Ansigt, thi han har fundet Naade for mine Øine.
30Og Philisternes Høvedsmænd droge ud, og det skede, naar de droge ud, da handlede David klogere end alle Sauls Tjenere, og hans Navn var saare høit agtet.
20Men Michal, Sauls Datter, elskede David, og de gave Saul det tilkjende, og den Sag var ret for hans Øine.
28Og Saul saae og vidste, at Herren var med David, og Michal, Sauls Datter, elskede ham.
16Og David gjorde, saasom Gud havde befalet ham, og de sloge Philisternes Leir fra Gibeon og indtil Geser.
17Og Davids Navn udkom i alle Landene, og Herren lod hans Frygt komme over alle Hedninger.
31Og de Ord bleve hørte, som David sagde, og man gav dem tilkjende for Sauls Ansigt, og han lod hente ham.
32Og David sagde til Saul: Intet Menneskes Hjerte falde (i Mistrøst) for hans Skyld; din Tjener skal gaae og stride med denne Philister.
13Og han lagde Besætning i Edom, og alle Edomiterne bleve Davids Tjenere; og Herren frelste David, ihvor han drog hen.
14Saa var David Konge over al Israel, og han gjorde Ret og Retfærdighed for alt sit Folk.
5Mon denne ikke være David, om hvem de sang mod hverandre i Dandsene, sigende: Saul slog sine Tusinde, og David sine Titusinde?
6Da kaldte Achis ad David og sagde til ham: (Saa vist som) Herren lever, du er oprigtig, og din Udgang og din Indgang med mig i Leiren er god for mine Øine, thi jeg har intet Ondt fundet hos dig fra den Dag, du kom til mig, indtil denne Dag; men du er ikke god for Fyrsternes Øine.
22Og Saul bød sine Tjenere: Taler hemmelig med David og siger: See, Kongen har Behagelighed i dig, og alle hans Tjenere elske dig; bliv derfor nu Kongens Svoger.
17Og Saul sagde til David: See, min ældste Datter Merab, hende vil jeg give dig til Hustru, vær ikkun en duelig Mand for mig og strid Herrens Krige; thi Saul sagde: Min Haand skal ikke være paa ham, men Philisternes Haand skal være paa ham.
15Saa var David Konge over al Israel, og David gjorde Ret og Retfærdighed for alt sit Folk.
7Og Jonathan kaldte ad David, og Jonathan gav ham alle disse Ord tilkjende; og Jonathan førte David til Saul, og han var for hans Ansigt som tilforn.
8Og det blev ved, at der var Krig; og David drog ud og stred imod Philisterne, og slog dem med et stort Slag, og de flyede for hans Ansigt.
8Og der Philisterne hørte, at David var salvet til Konge over al Israel, da droge alle Philisterne op for at søge efter David; der David hørte det, da drog han ud imod dem.
21Da sagde David til Michal: (Det gjorde jeg) for Herrens Ansigt, som mig udvalgte fremfor din Fader og fremfor alt hans Huus, saa han befoel mig at være en Fyrste over Herrens Folk, over Israel; og jeg vil lege for Herrens Ansigt.
18Da svarede en af de unge Karle og sagde: See, jeg saae Isai, den Bethlehemiters, Søn, som forstaaer at lege, og er vældig til Strid og en Krigsmand, og forstandig i Ord, og en Mand, (som er deilig) af Skikkelse, og Herren er med ham.
12Og David fornam, at Herren havde stadfæstet ham til Konge over Israel, og at han havde ophøiet hans Rige for hans Folks Israels Skyld.
1Og det skede, der han havde endt at tale til Saul, da blev Jonathans Sjæl forbunden til Davids Sjæl, og Jonathan elskede ham som sin Sjæl.
18Saa gjører det nu; thi Herren sagde til David, sigende: Jeg vil frelse Israel, mit Folk, ved Davids, min Tjeners, Haand af Philisternes Haand og af alle deres Fjenders Haand.
25Da sagde Saul til David: Velsignet være du, min Søn David! ja du skal gjøre og du skal formaae det. Saa gik David sin Vei, og Saul vendte om til sit Sted.
2Og David fornam, at Herren havde stadfæstet ham til Konge over Israel; thi hans Rige blev overmaade ophøiet for hans Folks Israels Skyld.
36Der alt Folket forstod det, da (syntes) det godt for deres Øine, ligesom Alt, hvad Kongen gjorde, (syntes) godt for alt Folkets Øine.
15Og David gik hen og kom tilbage fra Saul at vogte sin Faders Smaaqvæg i Bethlehem.
2Da spurgte David Herren ad og sagde: Skal jeg gaae og slaae disse Philister? og Herren sagde til David: Gak, og du skal slaae Philisterne og frelse Keila.
16Der kom og af Benjamins og Judæ Børn til Befæstningen til David.
24Og Sauls Tjenere gave ham det tilkjende og sagde: Saadanne Ord talede David.
14Og Achimelech svarede Kongen og sagde: Hvilken er og iblandt alle dine Tjenere trofast som David, og (han er) Kongens Svoger og er gaaen hen i din Lydighed, og er æret i dit Huus?
26Da sagde hans Tjenere disse Ord til David, og denne Sag var ret for Davids Øine, at han skulde vorde Kongens Svoger; men Bryllupsdagene vare ikke (endnu) opfyldte.
25Og hver Mand af Israel sagde: Have I seet denne Mand, som kommer op? thi han kommer op for at forhaane Israel; og det skal skee, den Mand, som slaaer ham, den vil Kongen berige med stor Rigdom og give ham sin Datter, og vil gjøre hans Faders Huus frit i Israel.
12Da sendte han hen og lod føre ham frem, og han var rødagtig med deilige Øine og skjøn af Udseende; da sagde Herren: Staa op, salv ham, thi ham er det.
15Saa kom Kongen tilbage, og han kom indtil Jordanen, og Juda var kommen til Gilgal for at drage mod Kongen, at de vilde føre Kongen over Jordanen.
10Og David gik altid (fremad) og blev stor; thi Herren Zebaoths Gud var med ham.
3Og alle Israels Ældste kom til Kongen i Hebron, og David gjorde en Pagt med dem i Hebron for Herrens Ansigt, og de salvede David til Konge over Israel efter Herrens Ord ved Samuels Tjeneste.
2Dertilmed tilforn, der Saul var Konge over os, da var du den, som førte Israel ud og ind; saa haver Herren sagt til dig: Du, du skal føde mit Folk Israel, og du, du skal være en Fyrste over Israel.
3Og alle de Ældste af Israel kom til Kongen i Hebron, og Kong David gjorde en Pagt med dem i Hebron for Herrens Ansigt, og de salvede David til Konge over Israel.
37Fremdeles sagde David: Herren, som friede mig fra Løvens Vold og fra Bjørnens Vold, han skal frie mig af denne Philisters Haand; da sagde Saul til David: Gak, og Herren skal være med dig.
9Og David gik stedse frem og blev stor, og den Herre Zebaoth var med ham.
38Alle disse Krigsmænd, som stillede sig i Slagorden, kom med et retskaffent Hjerte til Hebron at gjøre David til Konge over al Israel; og alle de Øvrige af Israel havde ogsaa eet Hjerte at gjøre David til Konge.
21Der David kom til de to hundrede Mænd, som vare blevne for trætte til at gaae efter David og vare blevne ved Besors Bæk, da gik de ud imod David og imod det Folk, som var hos ham; og David gik frem til Folket og hilsede dem.