2 Samuel 6:21
Da sagde David til Michal: (Det gjorde jeg) for Herrens Ansigt, som mig udvalgte fremfor din Fader og fremfor alt hans Huus, saa han befoel mig at være en Fyrste over Herrens Folk, over Israel; og jeg vil lege for Herrens Ansigt.
Da sagde David til Michal: (Det gjorde jeg) for Herrens Ansigt, som mig udvalgte fremfor din Fader og fremfor alt hans Huus, saa han befoel mig at være en Fyrste over Herrens Folk, over Israel; og jeg vil lege for Herrens Ansigt.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
20 Der David kom tilbage til at velsigne sit Huus, da gik Michal, Sauls Datter, ud imod David og sagde: Hvor æret var Israels Konge idag, som blottede sig idag for sine Tjeneres Tjenestepigers Øine, ligesom en af løse (Folk) ubluelig blotter sig!
22 Og jeg vil endnu blive ringere end saa, og være nedrig i mine Øine; og hos de Tjenestepiger, som du talede om, hos dem vil jeg blive æret.
14 Og David sprang med al Magt for Herrens Ansigt, og David var ombunden med en linned Livkjortel.
15 Saa førte David og alt Israels Huus Herrens Ark op med Frydeskrig og med Basunlyd.
16 Og det skede, der Herrens Ark kom i Davids Stad, da saae Michal, Sauls Datter, ud igjennem Vinduet og saae Kong David springe med (al) Styrke for Herrens Ansigt, og hun foragtede ham i sit Hjerte.
4 Nu haver Herren, Israels Gud, udvalgt mig af min Faders ganske Huus at være Konge over Israel evindeligen, thi han udvalgte Juda til en Fyrste, og i Judæ Huus min Faders Huus, og iblandt min Faders Sønner havde han Behagelighed, til mig, at gjøre (mig) til Konge over al Israel.
29 Og det skede, der Herrens Pagtes Ark kom ind til Davids Stad, da saae Michal, Sauls Datter, ud af Vinduet, og hun saae Kong David springe og lege, og hun foragtede ham i sit Hjerte.
12 Og David fornam, at Herren havde stadfæstet ham til Konge over Israel, og at han havde ophøiet hans Rige for hans Folks Israels Skyld.
18 Da kom Kong David og blev for Herrens Ansigt, og han sagde: Hvo er jeg, Herre, Herre, og hvad er mit Huus, at du haver ført mig hidindtil?
6 men jeg udvalgte Jerusalem, at mit Navn skulde være der, og jeg udvalgte David, at han skulde være over mit Folk Israel.
7 Og det var i min Faders Davids Hjerte at bygge Herrens, Israels Guds, Navn et Huus.
8 Men Herren sagde til David, min Fader: Fordi det haver været i dit Hjerte at bygge mit Navn et Huus, da gjorde du vel (deri), at det var i dit Hjerte.
16 Da kom Kong David og blev for Herrens Ansigt og sagde: Hvo er jeg, Herre Gud, og hvad er mit Huus, at du haver ført mig hidindtil?
17 Men dette var endnu lidet agtet for dine Øine, O Gud! derfor talede du (ogsaa) til din Tjeners Huus i det Fjerne; og du haver anseet mig ligesom i et Menneskes Skikkelse, (som er) i det Høie, Gud Herre.
15 Og han sagde: Lovet være Herren, Israels Gud, som talede med sin Mund til David, min Fader, og opfyldte det med sin Haand og sagde:
16 Fra den Dag, da jeg udførte mit Folk Israel af Ægypten, har jeg ikke udvalgt en Stad af alle Israels Stammer, at man skulde bygge et Huus, at mit Navn skulde der være; men jeg udvalgte David, at han skulde være over mit Folk Israel.
7 Saa skal du nu sige saaledes til min Tjener, til David: Saa sagde den Herre Zebaoth: Jeg, jeg tog dig fra Faarestien, fra (at være) bag efter Faarene, at du skulde være en Fyrste over mit Folk Israel.
16 Men al Israel og Juda elskede David; thi han drog ud og drog ind for deres Ansigt.
17 Og Saul sagde til David: See, min ældste Datter Merab, hende vil jeg give dig til Hustru, vær ikkun en duelig Mand for mig og strid Herrens Krige; thi Saul sagde: Min Haand skal ikke være paa ham, men Philisternes Haand skal være paa ham.
18 Og David sagde til Saul: Hvo er jeg, og hvad er mit Liv, (ja) min Faders Slægt i Israel, at jeg skulde blive Kongens Svoger?
22 Derefter sendte Saul til Isai og lod sige: Kjære, lad David staae for mit Ansigt, thi han har fundet Naade for mine Øine.
20 Men Michal, Sauls Datter, elskede David, og de gave Saul det tilkjende, og den Sag var ret for hans Øine.
8 Men nu skal du sige saaledes til min Tjener David: Saaledes sagde den Herre Zebaoth: Jeg, jeg tog dig fra Faarestien bag efter Faarene til at være en Fyrste over mit Folk, over Israel.
2 Og David fornam, at Herren havde stadfæstet ham til Konge over Israel; thi hans Rige blev overmaade ophøiet for hans Folks Israels Skyld.
4 Og han sagde: Lovet være Herren, Israels Gud, som talede med sin Mund til David, min Fader, og opfyldte det med sine Hænder og sagde:
27 Da gjorde David sig rede og drog hen, han og hans Mænd, og slog iblandt Philisterne to hundrede Mænd, og David fremførte deres Forhuder, og de opfyldte Kongen (Tallet) med dem, at han skulde blive Kongens Svoger; saa gav Saul ham Michal, sin Datter, til Hustru.
28 Og Saul saae og vidste, at Herren var med David, og Michal, Sauls Datter, elskede ham.
1 Og David talede Ordene af denne Sang for Herren paa den Dag, Herren havde friet ham af alle hans Fjenders Haand og af Sauls Haand.
2 Ogsaa tilforn, (ja) endog der Saul var Konge, haver du ført Israel ud og ført (dem) ind; saa haver og Herren din Gud sagt til dig: Du, du skal føde mit Folk Israel, og du, du skal være en Fyrste over mit Folk Israel.
2 Dertilmed tilforn, der Saul var Konge over os, da var du den, som førte Israel ud og ind; saa haver Herren sagt til dig: Du, du skal føde mit Folk Israel, og du, du skal være en Fyrste over Israel.
7 Da sagde Nathan til David: Du er Manden; saa sagde Herren, Israels Gud: Jeg, jeg salvede dig til Konge over Israel, og jeg udfriede dig af Sauls Haand,
21 For dit Ords Skyld, og efter dit Hjerte haver du gjort al denne store Ting, at du vilde lade din Tjener vide det.
10 Og David lovede Herren for den ganske Forsamlings Øine, og David sagde: Lovet være du, Herre, Israels, vor Faders, Gud, fra Evighed og til Evighed!
17 Da sagde Saul til Michal: Hvorfor bedrog du mig saa, og lod min Fjende fare, at han undkom? og Michal sagde til Saul: Han, han sagde til mig: Lad mig gaae, hvorfor skulde jeg slaae dig ihjel?
5 Mon denne ikke være David, om hvem de sang mod hverandre i Dandsene, sigende: Saul slog sine Tusinde, og David sine Titusinde?
14 Og David sendte Bud til Isboseth, Sauls Søn, sigende: Giv (mig) min Hustru Michal, som jeg trolovede mig for hundrede af Philisternes Forhuder.
32 Da sagde David til Abigail: Lovet være Herren, Israels Gud, som sendte dig paa denne Dag imod mig!
8 Og David og al Israel legede for Guds Ansigt af al Magt, baade med Sange og med Harper og med Psaltere og med Trommer og med Cymbler og med Basuner.
1 Og David sagde: Her skal den Herre Guds Huus være, og her skal Israels Brændoffers Alter være.
20 Siden sagde David til den ganske Forsamling: Kjære, lover Herren eders Gud! og al Forsamlingen lovede Herren, deres Fædres Gud, og neiede sig og bøiede sig ned for Herren og for Kongen.
9 Og David frygtede for Herren paa den samme Dag og sagde: Hvorledes skal Herrens Ark komme til mig?
15 Efter hvem er Israels Konge udgaaen? hvem jager du efter? efter en død Hund, efter en Loppe?
18 Saa gjører det nu; thi Herren sagde til David, sigende: Jeg vil frelse Israel, mit Folk, ved Davids, min Tjeners, Haand af Philisternes Haand og af alle deres Fjenders Haand.
19 Og nu, Kjære, høre min Herre Kongen sin Tjeners Ord: Dersom Herren har tilskyndet dig imod mig, da lad ham lugte et Madoffer, men om Menneskens Børn (gjøre det), være de forbandede for Herrens Ansigt; thi de have udstødt mig idag, at jeg ikke skal holde mig til Herrens Arv, som de vilde sige: Gak bort, tjen andre Guder!
5 Og David drog ud, hvorsomhelst Saul sendte ham hen, og handlede klogeligen, og Saul satte ham over Krigsmændene; og han var behagelig for alt Folkets Øine, endogsaa for Sauls Tjeneres Øine.
18 Da svarede en af de unge Karle og sagde: See, jeg saae Isai, den Bethlehemiters, Søn, som forstaaer at lege, og er vældig til Strid og en Krigsmand, og forstandig i Ord, og en Mand, (som er deilig) af Skikkelse, og Herren er med ham.
14 Og David sagde til ham: Hvorledes frygtede du ikke at udrække din Haand til at fordærve Herrens Salvede?
10 Og Herren haver stadfæstet sit Ord, som han talede; thi jeg er opstanden i Davids, min Faders, Sted og sidder paa Israels Throne, saasom Herren talede, og haver bygget Herrens, Israels Guds, Navn det Huus.
30 Og Philisternes Høvedsmænd droge ud, og det skede, naar de droge ud, da handlede David klogere end alle Sauls Tjenere, og hans Navn var saare høit agtet.
17 Og David sagde til Gud: Haver jeg ikke sagt, at man skulde tælle Folket? ja jeg, jeg er den, som syndede og gjorde meget ilde, men disse Faar, hvad have de gjort? Herre min Gud! Kjære, lad din Haand være paa mig og paa min Faders Huus, og ikke paa dit Folk til Plage!