1 Samuelsbok 18:28

Original Norsk Bibel 1866

Og Saul saae og vidste, at Herren var med David, og Michal, Sauls Datter, elskede ham.

Tilleggsressurser

Henviste vers

  • 1 Mos 30:27 : 27 Da sagde Laban til ham: Kjære, dersom jeg haver fundet Naade for dine Øine, (da bliv hos mig;) jeg haver erfaret, at Herren haver velsignet mig for din Skyld.
  • 1 Mos 37:8-9 : 8 Da sagde hans Brødre til ham: Skulde du visseligen regjere over os? eller skulde du visseligen herske over os? saa fik de end mere Had til ham for hans Drømme og for hans Tale. 9 Og han drømte endnu en anden Drøm, og han fortalte sine Brødre den og sagde: See, jeg drømte endnu en Drøm, og see, Solen og Maanen og elleve Stjerner bøiede sig for mig. 10 Og der han fortalte det til sin Fader og til sine Brødre, da straffede hans Fader ham og sagde til ham: Hvad er denne for en Drøm, den du drømte? mon jeg og din Moder og dine Brødre skulde visseligen komme, at bøie os for dig til Jorden? 11 Og hans Brødre bleve avindsyge paa ham; men hans Fader bevarede den Tale.
  • 1 Mos 39:3 : 3 Og hans Herre saae, at Herren var med ham; thi alt det, han gjorde, lod Herren lykkes formedelst hans Haand.
  • 1 Sam 24:20 : 20 Men naar en Mand finder sin Fjende, skulde han da sende ham paa en god Vei? men Herren skal betale dig Godt for denne Dag, (for det,) som du har gjort mig.
  • 1 Sam 26:25 : 25 Da sagde Saul til David: Velsignet være du, min Søn David! ja du skal gjøre og du skal formaae det. Saa gik David sin Vei, og Saul vendte om til sit Sted.
  • Åp 3:9 : 9 See, jeg lader komme Nogle af Satans Synagoge, som sige sig selv at være Jøder og ere det ikke, men lyve. See, jeg vil gjøre, at de skulle komme og tilbede for dine Fødder, og kjende, at jeg haver elsket dig.

Lignende vers (AI)

Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.

  • 89%

    12Og Saul frygtede for Davids Ansigt; thi Herren var med ham, men han var vegen fra Saul.

    13Da bortskaffede Saul ham fra sig og satte ham for sig til en Høvedsmand over Tusinde; og han drog ud og drog ind for Folkets Ansigt.

    14Og David handlede klogeligen paa alle sine Veie, og Herren var med ham.

    15Og der Saul saae, at han handlede saare klogeligen, da gruede han for hans Ansigt.

    16Men al Israel og Juda elskede David; thi han drog ud og drog ind for deres Ansigt.

    17Og Saul sagde til David: See, min ældste Datter Merab, hende vil jeg give dig til Hustru, vær ikkun en duelig Mand for mig og strid Herrens Krige; thi Saul sagde: Min Haand skal ikke være paa ham, men Philisternes Haand skal være paa ham.

    18Og David sagde til Saul: Hvo er jeg, og hvad er mit Liv, (ja) min Faders Slægt i Israel, at jeg skulde blive Kongens Svoger?

    19Og det skede, der Tiden kom, at Merab, Sauls Datter, skulde gives David, da blev hun given Adriel, den Meholathiter, til Hustru.

    20Men Michal, Sauls Datter, elskede David, og de gave Saul det tilkjende, og den Sag var ret for hans Øine.

    21Og Saul sagde: Jeg vil give ham hende, og hun skal vorde ham til en Snare, og Philisternes Haand skal være over ham; da sagde Saul til David: Du skal idag ved (den anden af) Tvende blive min Svoger.

    22Og Saul bød sine Tjenere: Taler hemmelig med David og siger: See, Kongen har Behagelighed i dig, og alle hans Tjenere elske dig; bliv derfor nu Kongens Svoger.

    23Og Sauls Tjenere talede disse Ord for Davids Øren, og David sagde: Er det ringe agtet for eders Øine at blive Kongens Svoger, eftersom jeg er en fattig og ringe Mand?

    24Og Sauls Tjenere gave ham det tilkjende og sagde: Saadanne Ord talede David.

    25Da sagde Saul: Saaledes skulle I sige til David: Kongen har ingen Lyst til Morgengave, men (heller) til hundrede Forhuder af Philisterne, for at hevne sig paa Kongens Fjender; thi Saul tænkte, at han vilde lade David falde ved Philisternes Haand.

    26Da sagde hans Tjenere disse Ord til David, og denne Sag var ret for Davids Øine, at han skulde vorde Kongens Svoger; men Bryllupsdagene vare ikke (endnu) opfyldte.

    27Da gjorde David sig rede og drog hen, han og hans Mænd, og slog iblandt Philisterne to hundrede Mænd, og David fremførte deres Forhuder, og de opfyldte Kongen (Tallet) med dem, at han skulde blive Kongens Svoger; saa gav Saul ham Michal, sin Datter, til Hustru.

  • 77%

    29Da blev Saul ved ydermere at frygte for Davids Ansigt, og Saul var Davids Fjende alle Dage.

    30Og Philisternes Høvedsmænd droge ud, og det skede, naar de droge ud, da handlede David klogere end alle Sauls Tjenere, og hans Navn var saare høit agtet.

  • 16Og det skede, der Herrens Ark kom i Davids Stad, da saae Michal, Sauls Datter, ud igjennem Vinduet og saae Kong David springe med (al) Styrke for Herrens Ansigt, og hun foragtede ham i sit Hjerte.

  • 74%

    21Saa kom David til Saul og stod for hans Ansigt; og han elskede ham saare, og han blev hans Vaabendrager.

    22Derefter sendte Saul til Isai og lod sige: Kjære, lad David staae for mit Ansigt, thi han har fundet Naade for mine Øine.

  • 74%

    11Og Saul sendte Bud til Davids Huus for at tage vare paa ham og at slaae ham ihjel om Morgenen; men Michal, hans Hustru, forkyndte David og sagde: Dersom du ikke redder din Sjæl inat, bliver du dræbt imorgen.

    12Saa lod Michal David ned igjennem et Vindue, og han gik og flyede og undkom.

  • 44Men Saul havde givet Michal, sin Datter, Davids Hustru, til Palti, Lais Søn, som var af Gallim.

  • 29Og det skede, der Herrens Pagtes Ark kom ind til Davids Stad, da saae Michal, Sauls Datter, ud af Vinduet, og hun saae Kong David springe og lege, og hun foragtede ham i sit Hjerte.

  • 9Og Saul fæstede Øie paa David fra den Dag og derefter.

  • 73%

    13Og han sagde: Godt, jeg, jeg vil gjøre en Pagt med dig, dog begjærer jeg een Ting af dig, sigende: Du skal ikke see mit Ansigt, uden du først fører Michal, Sauls Datter, (til mig), naar du kommer for at see mit Ansigt.

    14Og David sendte Bud til Isboseth, Sauls Søn, sigende: Giv (mig) min Hustru Michal, som jeg trolovede mig for hundrede af Philisternes Forhuder.

  • 5Og David drog ud, hvorsomhelst Saul sendte ham hen, og handlede klogeligen, og Saul satte ham over Krigsmændene; og han var behagelig for alt Folkets Øine, endogsaa for Sauls Tjeneres Øine.

  • 72%

    17Da sagde Saul til Michal: Hvorfor bedrog du mig saa, og lod min Fjende fare, at han undkom? og Michal sagde til Saul: Han, han sagde til mig: Lad mig gaae, hvorfor skulde jeg slaae dig ihjel?

    18Og David flyede og undkom og kom til Samuel i Rama, og gav ham alt det tilkjende, som Saul havde gjort ham; og han, han og Samuel, gik hen, og de bleve i Najoth.

  • 17Da kjendte Saul Davids Røst og sagde: Er denne din Røst, min Søn David? og David sagde: Det er min Røst, min Herre Konge.

  • 72%

    20Der David kom tilbage til at velsigne sit Huus, da gik Michal, Sauls Datter, ud imod David og sagde: Hvor æret var Israels Konge idag, som blottede sig idag for sine Tjeneres Tjenestepigers Øine, ligesom en af løse (Folk) ubluelig blotter sig!

    21Da sagde David til Michal: (Det gjorde jeg) for Herrens Ansigt, som mig udvalgte fremfor din Fader og fremfor alt hans Huus, saa han befoel mig at være en Fyrste over Herrens Folk, over Israel; og jeg vil lege for Herrens Ansigt.

  • 72%

    1Og det skede, der han havde endt at tale til Saul, da blev Jonathans Sjæl forbunden til Davids Sjæl, og Jonathan elskede ham som sin Sjæl.

    2Og Saul tog ham paa den Dag (til sig) og tilstedede ham ikke at komme tilbage til sin Faders Huus.

    3Og Jonathan og David gjorde en Pagt, fordi han elskede ham som sin Sjæl.

  • 14Da sendte Saul Bud at lade hente David, og hun sagde: Han er syg.

  • 31Og de Ord bleve hørte, som David sagde, og man gav dem tilkjende for Sauls Ansigt, og han lod hente ham.

  • 7Og Jonathan kaldte ad David, og Jonathan gav ham alle disse Ord tilkjende; og Jonathan førte David til Saul, og han var for hans Ansigt som tilforn.

  • 25Da sagde Saul til David: Velsignet være du, min Søn David! ja du skal gjøre og du skal formaae det. Saa gik David sin Vei, og Saul vendte om til sit Sted.

  • 1Og Saul talede til Jonathan, sin Søn, og til alle sine Tjenere, at de skulde slaae David ihjel; men Jonathan, Sauls Søn, havde saare Behag i David.

  • 12Og David fornam, at Herren havde stadfæstet ham til Konge over Israel, og at han havde ophøiet hans Rige for hans Folks Israels Skyld.

  • 21Og Qvinden kom ind til Saul og saae, at han var saare forfærdet; og hun sagde til ham: See, din Tjenerinde adlød din Røst, og jeg satte mit Liv i min Haand og adlød dine Ord, som du talede til mig.

  • 37Fremdeles sagde David: Herren, som friede mig fra Løvens Vold og fra Bjørnens Vold, han skal frie mig af denne Philisters Haand; da sagde Saul til David: Gak, og Herren skal være med dig.

  • 16Men Herren skal være Dommer og dømme imellem mig og imellem dig, og han skal see og udføre min Sag, og frie mig fra din Haand.

  • 49Og Sauls Sønner vare: Jonathan og Jisui og Malchisua, og hans to Døttres Navne vare, den Førstefødtes Navn Merab, og den Yngstes Navn Michal.

  • 23Men Michal, Sauls Datter, hun fik ikke (noget) Barn indtil hendes Dødsdag.

  • 18Da svarede en af de unge Karle og sagde: See, jeg saae Isai, den Bethlehemiters, Søn, som forstaaer at lege, og er vældig til Strid og en Krigsmand, og forstandig i Ord, og en Mand, (som er deilig) af Skikkelse, og Herren er med ham.

  • 25Og hver Mand af Israel sagde: Have I seet denne Mand, som kommer op? thi han kommer op for at forhaane Israel; og det skal skee, den Mand, som slaaer ham, den vil Kongen berige med stor Rigdom og give ham sin Datter, og vil gjøre hans Faders Huus frit i Israel.