1 Samuelsbok 18:9
Og Saul fæstede Øie paa David fra den Dag og derefter.
Og Saul fæstede Øie paa David fra den Dag og derefter.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
28Og Saul saae og vidste, at Herren var med David, og Michal, Sauls Datter, elskede ham.
29Da blev Saul ved ydermere at frygte for Davids Ansigt, og Saul var Davids Fjende alle Dage.
30Og Philisternes Høvedsmænd droge ud, og det skede, naar de droge ud, da handlede David klogere end alle Sauls Tjenere, og hans Navn var saare høit agtet.
10Og det skede om anden Dagen, at Guds den onde Aand kom heftig over Saul, og han propheterede midt i Huset, men David legede med sin Haand, som dagligen; og Saul havde et Spyd i Haanden.
11Og Saul kastede Spydet og sagde: Jeg vil stikke David, (saa det skal gaae) i Væggen; men David vendte sig to Gange omkring fra hans Ansigt.
12Og Saul frygtede for Davids Ansigt; thi Herren var med ham, men han var vegen fra Saul.
13Da bortskaffede Saul ham fra sig og satte ham for sig til en Høvedsmand over Tusinde; og han drog ud og drog ind for Folkets Ansigt.
15Og der Saul saae, at han handlede saare klogeligen, da gruede han for hans Ansigt.
8Da optændtes Sauls Vrede saare, og dette Ord var ondt for hans Øine, og han sagde: De gave David Titusinde, og mig gave de Tusinde; og fremdeles vil Riget sandelig blive hans.
7Og Jonathan kaldte ad David, og Jonathan gav ham alle disse Ord tilkjende; og Jonathan førte David til Saul, og han var for hans Ansigt som tilforn.
8Og det blev ved, at der var Krig; og David drog ud og stred imod Philisterne, og slog dem med et stort Slag, og de flyede for hans Ansigt.
9Og Herrens onde Aand var paa Saul, og han sad i sit Huus og havde sit Spyd i sin Haand, og David legede med Haanden.
10Og Saul søgte efter at stikke David med Spydet, (saa det skulde gaae) i Væggen, men han gik bort fra Sauls Ansigt, og han stak Spydet i Væggen; saa flyede David og undkom den samme Nat.
1Og Saul talede til Jonathan, sin Søn, og til alle sine Tjenere, at de skulde slaae David ihjel; men Jonathan, Sauls Søn, havde saare Behag i David.
2Og Jonathan forkyndte David og sagde: Min Fader Saul søger efter at slaae dig ihjel; saa vaer dig nu, Kjære, imorgen, og bliv i Skjul og skjul dig.
9Men David stod op derefter og gik ud af Hulen, og raabte efter Saul og sagde: Min Herre Konge! da saae Saul sig tilbage, og David bøiede sit Ansigt til Jorden og nedbøiede sig.
10Og David sagde til Saul: Hvorfor hører du de Menneskers Ord, som sige: See, David søger efter din Ulykke?
2Og Saul tog ham paa den Dag (til sig) og tilstedede ham ikke at komme tilbage til sin Faders Huus.
31Og de Ord bleve hørte, som David sagde, og man gav dem tilkjende for Sauls Ansigt, og han lod hente ham.
5Og David drog ud, hvorsomhelst Saul sendte ham hen, og handlede klogeligen, og Saul satte ham over Krigsmændene; og han var behagelig for alt Folkets Øine, endogsaa for Sauls Tjeneres Øine.
21Saa kom David til Saul og stod for hans Ansigt; og han elskede ham saare, og han blev hans Vaabendrager.
22Derefter sendte Saul til Isai og lod sige: Kjære, lad David staae for mit Ansigt, thi han har fundet Naade for mine Øine.
23Og det skede, naar den Guds Aand var over Saul, da tog David Harpen og legede med sin Haand; og Saul blev vederqvæget, og det blev godt med ham, og den onde Aand veg fra ham.
26Og Saul gik paa denne Side af Bjerget, og David og hans Mænd paa den anden Side af Bjerget; og der David hastede at gaae fra Sauls Ansigt, da omringede Saul og hans Mænd David og hans Mænd, for at gribe dem.
10Og David gjorde sig rede og flyede paa den samme Dag fra Sauls Ansigt, og kom til Achis, Kongen i Gath.
13Da sagde Saul til ham: Hvorfor have I forbundet eder mod mig, du og Isai Søn, idet du gav ham Brød og Sværd, og adspurgte Gud for ham, at han staaer op imod mig til at lure, som (det skeer) paa denne Dag?
24Og Sauls Tjenere gave ham det tilkjende og sagde: Saadanne Ord talede David.
25Da sagde Saul: Saaledes skulle I sige til David: Kongen har ingen Lyst til Morgengave, men (heller) til hundrede Forhuder af Philisterne, for at hevne sig paa Kongens Fjender; thi Saul tænkte, at han vilde lade David falde ved Philisternes Haand.
33Da kastede Saul Spydet efter ham, at han vilde stukket ham; da fornam Jonathan, at det var fuldkommeligen besluttet hos hans Fader at slaae David ihjel.
17Da kjendte Saul Davids Røst og sagde: Er denne din Røst, min Søn David? og David sagde: Det er min Røst, min Herre Konge.
3Og Saul leirede sig ved Hachilæ Høi, som ligger imod Ørken, ved Veien; men David blev i Ørken, og han saae, at Saul kom efter ham i Ørken.
4Og der han kom til Faarestierne ved Veien, da var der en Hule, og Saul gik ind for at skjule sine Fødder; men David og hans Mænd sadde ved Siderne i Hulen.
5Da sagde Davids Mænd til ham: See, (denne er) den Dag, hvorom Herren har sagt dig: See, jeg giver din Fjende i din Haand, at du skal gjøre med ham, saasom godt er for dine Øine; og David stod op og afskar hemmeligen en Flig af Kappen, som Saul (havde paa).
9Og det skede, der han vendte sin Skulder at gaae fra Samuel, da omvendte Gud hans (Hjerte) til et andet Hjerte; og alle disse Tegn kom paa den samme Dag.
25Da sagde Saul til David: Velsignet være du, min Søn David! ja du skal gjøre og du skal formaae det. Saa gik David sin Vei, og Saul vendte om til sit Sted.
1Og David sagde i sit Hjerte: Jeg omkommer nu en Dag ved Sauls Haand; Intet er mig bedre, end at jeg aldeles undkommer til Philisternes Land, at Saul kan intet Haab have om mig til at søge efter mig ydermere i alt Israels Landemærke, at jeg kan undkomme af hans Haand.
9Der David fornam, at Saul hemmeligen optænkte det Onde imod ham, da sagde han til Præsten Abjathar: Bær hid Livkjortelen.
17Og David klagede dette Klagemaal over Saul og over Jonathan, hans Søn;
21Og Saul sagde: Jeg vil give ham hende, og hun skal vorde ham til en Snare, og Philisternes Haand skal være over ham; da sagde Saul til David: Du skal idag ved (den anden af) Tvende blive min Svoger.
22Og Saul bød sine Tjenere: Taler hemmelig med David og siger: See, Kongen har Behagelighed i dig, og alle hans Tjenere elske dig; bliv derfor nu Kongens Svoger.
57Og der David kom tilbage, der han havde slaget Philisteren, da tog Abner ham og ledede ham ind for Sauls Ansigt; og han havde Philisterens Hoved i sin Haand.
16Men Herren skal være Dommer og dømme imellem mig og imellem dig, og han skal see og udføre min Sag, og frie mig fra din Haand.
15Saa sendte Saul Budene at besee David og sagde: Bærer ham op til mig i Sengen, at man kan slaae ham ihjel.
1Og der var en langvarig Krig imellem Sauls Huus og imellem Davids Huus; men David gik og blev stærk, men (de af) Sauls Huus gik og bleve ringe.
15Men Herren havde aabenbaret for Samuels Øre een Dag, førend Saul kom, og sagt:
37Fremdeles sagde David: Herren, som friede mig fra Løvens Vold og fra Bjørnens Vold, han skal frie mig af denne Philisters Haand; da sagde Saul til David: Gak, og Herren skal være med dig.
19Og det blev Saul tilkjendegivet, og der sagdes: See, David er i Najoth i Rama.
20Da sendte Saul Bud, at de skulde hente David, og de saae en Forsamling af Propheter, som propheterede, og Samuel staaende, som var sat over dem; og Guds Aand var over Sauls Bud, at ogsaa de propheterede.
14Men Herrens Aand veg fra Saul, og en ond Aand fra Herren forfærdede ham.
22Saa sværg mig nu ved Herren, at du ikke vil udrydde min Sæd efter mig, og at du ikke vil ødelægge mit Navn af min Faders Huus.