1 Samuelsbok 18:8

Original Norsk Bibel 1866

Da optændtes Sauls Vrede saare, og dette Ord var ondt for hans Øine, og han sagde: De gave David Titusinde, og mig gave de Tusinde; og fremdeles vil Riget sandelig blive hans.

Tilleggsressurser

Henviste vers

  • 1 Sam 15:28 : 28 Da sagde Samuel til ham: Herren har idag revet Israels Kongerige fra dig, og han har givet din Næste det, som er bedre end du.
  • 1 Sam 16:13 : 13 Saa tog Samuel Oliehornet og salvede ham midt iblandt hans Brødre, og Herrens Aand kom heftig over David fra den samme Dag og fremdeles; derefter gjorde Samuel sig rede og gik til Rama.
  • 1 Sam 20:31 : 31 Thi alle de Dage, som Isai Søn lever paa Jorden, bliver hverken du stadfæstet eller dit Rige; derfor send nu og lad hente ham til mig, thi han er et Dødsens Barn.
  • 1 Kong 2:22 : 22 Da svarede Kong Salomo og sagde til sin Moder: Men hvorfor begjærer du Abisag, den Sunamitiske, til Adonja? begjær og Riget til ham; thi han er min Broder, ældre end jeg, og han har baade Abjathar, Præsten, og Joab, Zerujas Søn, (med sig).
  • Est 3:5 : 5 Der Haman saae, at Mardochæus ikke knælede eller nedbøiede sig for ham, da blev Haman opfyldt med Hastighed.
  • Ordsp 13:10 : 10 Med Hovmodighed foraarsager man ikkun Trætte, men hos dem, som beraade sig, er Viisdom.
  • Ordsp 27:4 : 4 Hastighed er Grumhed, og Vrede er et Vandskyl; dog hvo kan staae for Avind?
  • Fork 4:4 : 4 Fremdeles saae jeg alt Arbeide og al Redelighed i det, som gjøres, at den (tilfører) et Menneske Avind af det andet; dette er ogsaa Forfængelighed og Aandsfortærelse.
  • Jak 4:5 : 5 Eller mene I, at Skriften taler forgjæves? Den Aand, som boer i os, begjærer den Avind? Tværtimod, den giver større Naade.
  • 4 Mos 11:1 : 1 Og det skede, der Folket murrede, da var det mishageligt for Herrens Øren; og Herren hørte det, og hans Vrede optændtes, og Herrens Ild brændte iblandt dem og fortærede (en Deel) af det Yderste i Leiren.
  • 4 Mos 22:34 : 34 Da sagde Bileam til Herrens Engel: Jeg haver syndet, men jeg vidste ikke, at du stod lige imod mig paa Veien; og nu, dersom det er ondt for dine Øine, vil jeg vende tilbage igjen
  • 1 Sam 13:14 : 14 Men nu skal dit Rige ikke bestaae; Herren har opsøgt sig en Mand efter sit Hjerte, og ham har Herren budet at være en Fyrste over sit Folk, fordi du ikke har holdt det, som Herren har befalet dig.

Lignende vers (AI)

Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.

  • 7Og Qvinderne sang mod hverandre, da de legede, og sagde: Saul har slaget sine Tusinde, og David sine Titusinde.

  • 5Mon denne ikke være David, om hvem de sang mod hverandre i Dandsene, sigende: Saul slog sine Tusinde, og David sine Titusinde?

  • 9Og Saul fæstede Øie paa David fra den Dag og derefter.

  • 11Og Achis Tjenere sagde til ham: Er denne ikke David, Landets Konge? sang de ikke om denne mod hverandre i Dandsen og sagde: Saul har slaget sine Tusinde, og David sine Titusinde?

  • 74%

    21Og Saul sagde: Jeg vil give ham hende, og hun skal vorde ham til en Snare, og Philisternes Haand skal være over ham; da sagde Saul til David: Du skal idag ved (den anden af) Tvende blive min Svoger.

    22Og Saul bød sine Tjenere: Taler hemmelig med David og siger: See, Kongen har Behagelighed i dig, og alle hans Tjenere elske dig; bliv derfor nu Kongens Svoger.

    23Og Sauls Tjenere talede disse Ord for Davids Øren, og David sagde: Er det ringe agtet for eders Øine at blive Kongens Svoger, eftersom jeg er en fattig og ringe Mand?

    24Og Sauls Tjenere gave ham det tilkjende og sagde: Saadanne Ord talede David.

    25Da sagde Saul: Saaledes skulle I sige til David: Kongen har ingen Lyst til Morgengave, men (heller) til hundrede Forhuder af Philisterne, for at hevne sig paa Kongens Fjender; thi Saul tænkte, at han vilde lade David falde ved Philisternes Haand.

  • 74%

    7Og Saul sagde til sine Tjenere, som stode hos ham: Kjære, hører, I Benjaminiter! skal ogsaa Isai Søn give eder allesammen Agre og Viingaarde, (ja) sætte eder allesammen til Høvedsmænd over Tusinde og Høvedsmænd over Hundrede?

    8at I have alle forbundet eder imod mig, og der er Ingen, som aabenbarede det for mine Øren, efterdi at min Søn har gjort (en Pagt) med Isai Søn, og der er ingen af eder, som det smerter for min Skyld, og som aabenbarer det for mine Øren; thi min Søn har opreist min Tjener imod mig til at lure, som (det skeer) paa denne Dag.

  • 9Men David stod op derefter og gik ud af Hulen, og raabte efter Saul og sagde: Min Herre Konge! da saae Saul sig tilbage, og David bøiede sit Ansigt til Jorden og nedbøiede sig.

  • 73%

    12Og Saul frygtede for Davids Ansigt; thi Herren var med ham, men han var vegen fra Saul.

    13Da bortskaffede Saul ham fra sig og satte ham for sig til en Høvedsmand over Tusinde; og han drog ud og drog ind for Folkets Ansigt.

  • 13Da sagde Saul til ham: Hvorfor have I forbundet eder mod mig, du og Isai Søn, idet du gav ham Brød og Sværd, og adspurgte Gud for ham, at han staaer op imod mig til at lure, som (det skeer) paa denne Dag?

  • 17Thi Herren haver gjort for sig, saasom han sagde formedelst mig, og Herren haver revet Riget af din Haand og givet David, din Næste, det.

  • 72%

    17Da kjendte Saul Davids Røst og sagde: Er denne din Røst, min Søn David? og David sagde: Det er min Røst, min Herre Konge.

    18Og han sagde: Hvorfor forfølger dog min Herre sin Tjener? thi hvad har jeg gjort, og hvad Ondt er i min Haand?

  • 72%

    16Men Herren skal være Dommer og dømme imellem mig og imellem dig, og han skal see og udføre min Sag, og frie mig fra din Haand.

    17Og det skede, der David havde endt at tale disse Ord til Saul, da sagde Saul: Er dette din Røst, min Søn David? og Saul opløftede sin Røst og græd.

  • 72%

    29Da blev Saul ved ydermere at frygte for Davids Ansigt, og Saul var Davids Fjende alle Dage.

    30Og Philisternes Høvedsmænd droge ud, og det skede, naar de droge ud, da handlede David klogere end alle Sauls Tjenere, og hans Navn var saare høit agtet.

  • 71%

    28Og hans ældste Broder Eliab hørte, der han talede til Mændene; og Eliabs Vrede optændtes imod David, og han sagde: Hvorfor kom du herned, og hos hvem forlod du det lidet Smaaqvæg i Ørken? jeg, jeg kjender din Hovmodighed og dit Hjertes Ondskab, thi du er kommen ned for at see Krigen.

    29Da sagde David: Hvad har jeg nu gjort? er det ikke (min) Forretning?

  • 71%

    17Og Saul sagde til David: See, min ældste Datter Merab, hende vil jeg give dig til Hustru, vær ikkun en duelig Mand for mig og strid Herrens Krige; thi Saul sagde: Min Haand skal ikke være paa ham, men Philisternes Haand skal være paa ham.

    18Og David sagde til Saul: Hvo er jeg, og hvad er mit Liv, (ja) min Faders Slægt i Israel, at jeg skulde blive Kongens Svoger?

  • 1Og Saul talede til Jonathan, sin Søn, og til alle sine Tjenere, at de skulde slaae David ihjel; men Jonathan, Sauls Søn, havde saare Behag i David.

  • 31Og de Ord bleve hørte, som David sagde, og man gav dem tilkjende for Sauls Ansigt, og han lod hente ham.

  • 70%

    16Og David sagde til ham: Dit Blod være over dit Hoved; thi din Mund svarede imod dig og sagde: Jeg, jeg har dræbt Herrens Salvede.

    17Og David klagede dette Klagemaal over Saul og over Jonathan, hans Søn;

  • 6Da kom Guds Aand heftig over Saul, der han hørte disse Ord, og hans Vrede optændtes saare.

  • 10at jeg skal forflytte Riget fra Sauls Huus og opreise Davids Throne over Israel og over Juda fra Dan og indtil Beershaba.

  • 15Og han sagde: Du, du veed, at Riget var mit, og al Israel havde vendt deres Ansigter til mig, at jeg skulde været Konge; men Riget er vendt (fra mig) og blevet min Broders, thi det er blevet hans af Herren.

  • 30Da blev Sauls Vrede optændt imod Jonathan, og han sagde til ham: Du forvendte (og) gjenstridige (Qvindes) Søn! veed jeg ikke, at du har udvalgt Isai Søn til din Skam og til din Moders yderste Skam?

  • 43Da svarede Israels Mænd Judæ Mænd og sagde: Jeg haver ti Gange mere hos Kongen, dertil ogsaa hos David, jeg end du, og hvorfor haver du ringeagtet mig? og var ikke mit Ord det første til at hente min Konge tilbage? men Judæ Mænds Ord vare haardere end Israels Mænds Ord.

  • 6Men det Ord var ondt for Samuels Øine, som de sagde: Giv os en Konge at dømme os; og Samuel bad ydmygeligen til Herren.

  • 10Men Kongen sagde: Hvad haver jeg med eder at gjøre, I Zerujas Sønner? thi lad ham bande, fordi at Herren har sagt til ham: Band David, hvo kan da sige: Hvorfor gjorde du saa?

  • 14Og han søgte ikke Herren; derfor dræbte han ham og vendte Riget til David, Isai Søn.

  • 5Og David drog ud, hvorsomhelst Saul sendte ham hen, og handlede klogeligen, og Saul satte ham over Krigsmændene; og han var behagelig for alt Folkets Øine, endogsaa for Sauls Tjeneres Øine.

  • 4Og Saul lod Folket høre det, og talte dem i Telaim, to hundrede tusinde Fodfolk og ti tusinde Mænd af Juda.

  • 28Da sagde Samuel til ham: Herren har idag revet Israels Kongerige fra dig, og han har givet din Næste det, som er bedre end du.

  • 25Da sagde Saul til David: Velsignet være du, min Søn David! ja du skal gjøre og du skal formaae det. Saa gik David sin Vei, og Saul vendte om til sit Sted.

  • 15Og der Saul saae, at han handlede saare klogeligen, da gruede han for hans Ansigt.

  • 14Men nu skal dit Rige ikke bestaae; Herren har opsøgt sig en Mand efter sit Hjerte, og ham har Herren budet at være en Fyrste over sit Folk, fordi du ikke har holdt det, som Herren har befalet dig.

  • 33Og Saul sagde til David: Du kan ikke gaae hen mod denne Philister til at stride med ham; thi du er en ung Person, men han er en Krigsmand fra sin Ungdom af.

  • 38Da sagde Saul: Kommer frem herhid af alle Hjørner af Folket, og kjender og seer, paa hvilken denne Synd er idag.

  • 8Og det blev ved, at der var Krig; og David drog ud og stred imod Philisterne, og slog dem med et stort Slag, og de flyede for hans Ansigt.

  • 22Da sagde David: Hvad har jeg (at skaffe) med eder, I Zerujas Sønner! at I ville idag blive mig til Satan? skulde nogen Mand idag dødes i Israel? thi mon jeg ikke veed, at jeg (er bleven) Konge idag over Israel?

  • 21Og Saul svarede og sagde: Er ikke jeg en Benjaminit af de mindste af Israels Stammer? og min Slægt er mindre end alle Benjamins Stammes Slægter, og hvorfor har du talet til mig paa denne Maade?

  • 11Mig angrer, at jeg gjorde Saul til Konge, thi han har vendt sig tilbage fra mig og ikke holdt mine Ord; og Samuels Vrede optændtes, og han raabte til Herren den ganske Nat.