1 Samuel 18:2

Original Norsk Bibel 1866

Og Saul tog ham paa den Dag (til sig) og tilstedede ham ikke at komme tilbage til sin Faders Huus.

Tilleggsressurser

Henviste vers

  • 1 Sam 17:15 : 15 Og David gik hen og kom tilbage fra Saul at vogte sin Faders Smaaqvæg i Bethlehem.
  • 1 Sam 16:21-23 : 21 Saa kom David til Saul og stod for hans Ansigt; og han elskede ham saare, og han blev hans Vaabendrager. 22 Derefter sendte Saul til Isai og lod sige: Kjære, lad David staae for mit Ansigt, thi han har fundet Naade for mine Øine. 23 Og det skede, naar den Guds Aand var over Saul, da tog David Harpen og legede med sin Haand; og Saul blev vederqvæget, og det blev godt med ham, og den onde Aand veg fra ham.

Lignende vers (AI)

Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.

  • 1 Og det skede, der han havde endt at tale til Saul, da blev Jonathans Sjæl forbunden til Davids Sjæl, og Jonathan elskede ham som sin Sjæl.

  • 79%

    3 Og Jonathan og David gjorde en Pagt, fordi han elskede ham som sin Sjæl.

    4 Og Jonathan afførte sig Kappen, som han havde over sig, og gav David den, og tilmed sine Klæder indtil sit Sværd og sin Bue og sit Bælte.

  • 77%

    1 Og Saul talede til Jonathan, sin Søn, og til alle sine Tjenere, at de skulde slaae David ihjel; men Jonathan, Sauls Søn, havde saare Behag i David.

    2 Og Jonathan forkyndte David og sagde: Min Fader Saul søger efter at slaae dig ihjel; saa vaer dig nu, Kjære, imorgen, og bliv i Skjul og skjul dig.

    3 Og jeg, jeg vil gaae ud og staae ved min Faders Haand paa Marken, der hvor du er, og jeg, jeg vil tale med min Fader om dig; og naar jeg har seet, hvad (det er), da vil jeg kundgjøre dig det.

    4 Saa talede Jonathan godt om David til Saul, sin Fader, og sagde til ham: Kongen synde ikke imod sin Tjener, imod David, thi han har ikke syndet imod dig, saa ere og hans Gjerninger dig meget gode.

  • 77%

    17 Og han sagde til ham: Frygt ikke, thi min Faders Sauls Haand skal ikke finde dig, men du, du skal blive Konge over Israel, og jeg, jeg vil være den Anden hos dig; og Saul, min Fader, veed ogsaa, (at det skal) saaledes (skee).

    18 Saa gjorde de begge en Pagt for Herrens Ansigt, og David blev i Skoven, men Jonathan gik til sit Huus.

  • 76%

    26 Og Saul talede ikke noget paa den samme Dag; thi han sagde: (Ham er) Noget vederfaret, han er ikke reen, sandelig, han er ikke reen.

    27 Og det skede Dagen efter Nymaane, den anden (Dag i Maaneden), der David blev savnet paa sit Sted, da sagde Saul til Jonathan, sin Søn: Hvorfor kom Isai Søn ikke til Maaltid hverken igaar eller idag?

    28 Og Jonathan svarede Saul: David begjærede meget af mig, (at han maatte gaae) til Bethlehem.

    29 Og han sagde: Kjære, lad mig fare, thi vor Slægt haver et Slagtoffer i Staden, og min Broder har selv budet mig det, og nu, dersom jeg har fundet Naade for dine Øine, Kjære, da lad mig slippe bort, at jeg maa see mine Brødre; derfor er han ikke kommen til Kongens Bord.

  • 22 Saa sværg mig nu ved Herren, at du ikke vil udrydde min Sæd efter mig, og at du ikke vil ødelægge mit Navn af min Faders Huus.

  • 75%

    6 Da adlød Saul Jonathans Røst, og Saul svoer: (Saa vist som) Herren lever, han skal ikke dødes.

    7 Og Jonathan kaldte ad David, og Jonathan gav ham alle disse Ord tilkjende; og Jonathan førte David til Saul, og han var for hans Ansigt som tilforn.

  • 9 Og Saul fæstede Øie paa David fra den Dag og derefter.

  • 75%

    11 Og Saul kastede Spydet og sagde: Jeg vil stikke David, (saa det skal gaae) i Væggen; men David vendte sig to Gange omkring fra hans Ansigt.

    12 Og Saul frygtede for Davids Ansigt; thi Herren var med ham, men han var vegen fra Saul.

    13 Da bortskaffede Saul ham fra sig og satte ham for sig til en Høvedsmand over Tusinde; og han drog ud og drog ind for Folkets Ansigt.

  • 74%

    21 Og Saul sagde: Jeg vil give ham hende, og hun skal vorde ham til en Snare, og Philisternes Haand skal være over ham; da sagde Saul til David: Du skal idag ved (den anden af) Tvende blive min Svoger.

    22 Og Saul bød sine Tjenere: Taler hemmelig med David og siger: See, Kongen har Behagelighed i dig, og alle hans Tjenere elske dig; bliv derfor nu Kongens Svoger.

  • 1 Og det hændte sig en Dag, at Jonathan, Sauls Søn, sagde til den unge Karl, som bar hans Vaaben: Gak med, saa ville vi gaae over til Philisternes Besætning, som er paa hiin Side; og han gav sin Fader det ikke tilkjende.

  • 42 Da sagde Saul: Kaster (Lod) imellem mig og imellem Jonathan, min Søn; da blev Jonathan rammet.

  • 73%

    31 Thi alle de Dage, som Isai Søn lever paa Jorden, bliver hverken du stadfæstet eller dit Rige; derfor send nu og lad hente ham til mig, thi han er et Dødsens Barn.

    32 Da svarede Jonathan Saul, sin Fader, og han sagde til ham: Hvorfor skal han dødes? hvad haver han gjort?

    33 Da kastede Saul Spydet efter ham, at han vilde stukket ham; da fornam Jonathan, at det var fuldkommeligen besluttet hos hans Fader at slaae David ihjel.

    34 Saa stod Jonathan op fra Bordet med fnysende Vrede, og han aad ikke Brød paa den samme anden Dag i Nymaanen, thi han var bedrøvet for David, fordi hans Fader havde lastet ham.

    35 Og det skede om Morgenen, at Jonathan gik ud paa Marken ved den Tid, (han havde) bestemt David, og en liden Dreng med ham.

  • 73%

    16 Saa gjorde Jonathan (en Pagt) med Davids Huus; dog udkrævede Herren det af Davids Fjenders Haand.

    17 Og Jonathan blev ved at sværge David, fordi han elskede ham; thi han elskede ham, som han elskede sin Sjæl.

  • 29 Da blev Saul ved ydermere at frygte for Davids Ansigt, og Saul var Davids Fjende alle Dage.

  • 17 Da sagde Saul til Folket, som var hos ham: Tæller, Kjære, og seer til, hvo der er gaaen fra os; og de talte, og see, Jonathan og hans Vaabendrager vare der ikke.

  • 17 Og David klagede dette Klagemaal over Saul og over Jonathan, hans Søn;

  • 44 Da sagde Saul: Gud gjøre saa og lægge saa dertil, du skal visseligen døe, Jonathan!

  • 46 Da drog Saul op fra (at jage) efter Philisterne, og Philisterne gik til deres Sted.

  • 11 Da sagde Jonathan til David: Kom, saa ville vi gaae ud paa Marken; og de gik begge ud paa Marken.

  • 22 Og det skede paa Krigens Dag, at der blev ikke fundet Sværd eller Spyd i hele Folkets Haand, som var med Saul og med Jonathan; dog fandtes der hos Saul og hos Jonathan, hans Søn.

  • 72%

    41 Der Drengen gik ind, da stod David op fra (det Sted) Sønden for (Stenen), og faldt paa sit Ansigt til Jorden og bøiede sig tre Gange; og de kyssede den Ene den Anden, og græd den Ene med den Anden, saa at David græd meest.

    42 Da sagde Jonathan til David: Gak i Fred! hvad vi begge have svoret i Herrens Navn og sagt, (derom) skal Herren være (Vidne) imellem mig og imellem dig, og imellem min Sæd og imellem din Sæd evindeligen.

  • 13 da gjøre Herren Jonathan saa og lægge saa dertil; men synes min Fader vel om det Onde imod dig, vil jeg og aabenbare det for dine Øren og lade dig fare, at du skal gaae med Fred; og Herren være med dig, ligesom han har været med min Fader.

  • 2 Og Philisterne indhentede Saul og hans Sønner, og Philisterne sloge Jonathan og Abinadab og Malchisua, Sauls Sønner.

  • 22 Jonathans Bue vendtes ikke tilbage fra de Ihjelslagnes Blod, fra de Vældiges Fedme, og Sauls Sværd kom ikke ledigt tilbage.

  • 7 Og han sagde til sine Mænd: Herren lade det være langt fra mig, at jeg skulde gjøre denne Gjerning ved min Herre, Herrens Salvede, at lægge min Haand paa ham; thi han er Herrens Salvede.

  • 12 Og David gik hen og tog Sauls Been og hans Søns Jonathans Been fra Mændene i Jabes udi Gilead, som de havde stjaalet af Bethsans Gade, hvor Philisterne havde hængt dem paa den Dag, Philisterne havde slaget Saul paa Gilboa.

  • 57 Og der David kom tilbage, der han havde slaget Philisteren, da tog Abner ham og ledede ham ind for Sauls Ansigt; og han havde Philisterens Hoved i sin Haand.

  • 25 Da sagde Saul til David: Velsignet være du, min Søn David! ja du skal gjøre og du skal formaae det. Saa gik David sin Vei, og Saul vendte om til sit Sted.

  • 17 Og Saul sagde til David: See, min ældste Datter Merab, hende vil jeg give dig til Hustru, vær ikkun en duelig Mand for mig og strid Herrens Krige; thi Saul sagde: Min Haand skal ikke være paa ham, men Philisternes Haand skal være paa ham.

  • 9 Da sagde Jonathan: Det være langt fra dig; men dersom jeg kan vist fornemme, at det Onde er fuldkommeligen besluttet hos min Fader at komme over dig, skulde jeg da ikke give dig det tilkjende?

  • 52 Og der var en stærk Krig imod Philisterne alle Sauls Dage; og hvor Saul saae en vældig Mand eller nogen duelig Mand, samlede han ham til sig.