2 Samuelsbok 19:34
Men Barsillai sagde til Kongen: Hvad er det, jeg endnu haver at leve, at jeg skulde fare op med Kongen til Jerusalem?
Men Barsillai sagde til Kongen: Hvad er det, jeg endnu haver at leve, at jeg skulde fare op med Kongen til Jerusalem?
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
31Og Barsillai, den Gileaditer, kom ned fra Roglim og foer med Kongen over Jordanen for at ledsage ham over Jordanen.
32Og Barsillai var saare gammel, fiirsindstyve Aar gammel, og han forsørgede Kongen, der han opholdt sig i Mahanaim, thi han var en saare mægtig Mand.
33Og Kongen sagde til Barsillai: Drag du over med mig, saa vil jeg forsørge dig hos mig i Jerusalem.
35Jeg er idag fiirsindstyve Aar gammel; mon jeg skulde kjende, hvad Godt eller Ondt er? mon din Tjener kunde smage, hvad jeg æder, eller hvad jeg drikker? mon jeg kan høre ydermere paa Sangeres eller Sangerskers Røst? hvorfor skulde da din Tjener ydermere være min Herre Kongen til Byrde?
36Din Tjener skal gaae lidet over Jordanen med Kongen; men hvorfor vil Kongen gjøre mig et saadant Vederlag?
37Kjære, lad din Tjener vende om, at jeg maa døe i min Stad ved min Faders og min Moders Grav; men see, der er din Tjener Chimham, han skal fare over med min Herre Kongen, gjør saa mod ham, hvad dig godt synes.
38Og Kongen sagde: Chimham skal drage over med mig, og jeg, jeg vil gjøre mod ham, hvad dig godt synes; ja, alt det, som du udvælger hos mig, vil jeg gjøre dig.
39Og alt Folket var draget over Jordanen, og Kongen var dragen over, og Kongen kyssede Barsillai og velsignede ham, og han vendte tilbage til sit Sted.
40Der Kongen var dragen over til Gilgal, og Chimham var dragen over med ham, og alt Judæ Folk havde ført Kongen over, og Halvdelen ogsaa af Israels Folk,
6Og du skal gjøre efter din Viisdom, at du ikke lader hans graae Haar nedfare i Graven med Fred.
7Men du skal gjøre Miskundhed med Barsillai, den Gileaditers, Sønner, og de skulle være iblandt dem, som æde ved dit Bord; thi saaledes holdt de sig nær til mig, der jeg flyede for Absalom, din Broder.
8Og see, du har hos dig Simei, Geras Søn, den Benjaminit, af Bahurim, som bandede mig med en gruelig Forbandelse paa den Dag, jeg gik til Mahanaim; men han, han kom ned mod mig til Jordanen, og jeg svoer ham ved Herren og sagde: Jeg vil ikke slaae dig ihjel med Sværdet.
19Og Kongen sagde til Ithai, den Githiter: Hvorfor gaaer ogsaa du med os? vend tilbage og bliv hos Kongen, thi du er fremmed, og du vandrer ogsaa herfra til dit Sted.
20Du kom igaar, og skulde jeg idag lade dig vanke omkring at gaae med os? men jeg vil gaae, hvorhen jeg kan gaae; vend tilbage og før dine Brødre tilbage; med dig være Miskundhed og Troskab!
21Og Ithai svarede Kongen og sagde: (Saa vist som) Herren lever, og (saa vist som) min Herre Kongen lever, da paa det Sted, der, hvor min Herre Kongen er, være sig til Døden eller til Livet, der skal og din Tjener visseligen være.
25Og det skede, der han i Jerusalem kom imod Kongen, da sagde Kongen til ham: Hvorfor gik du ikke med mig, Mephiboseth?
2Og han sagde til dem: Jeg er idag hundrede og tyve Aar gammel, jeg kan ikke ydermere gaae ud og gaae ind; og Herren sagde til mig: Du skal ikke gaae over denne Jordan.
27Og det skede, der David var kommen til Mahanaim, da førte Sobi, Nahas Søn, fra Ammons Børns Rabba, og Machir, Ammiels Søn, fra Lo-Debar, og Barsillai, den Gileaditer, fra Roglim,
10Og nu, see, Herren haver ladet mig leve, saasom han sagde, disse fyrretyve og fem Aar, fra (den Tid) Herren talede dette Ord til Mose, da Israel vandrede i Ørken; og nu, see, jeg er idag fem og fiirsindstyve Aar gammel.
11Jeg er endnu idag saa stærk som paa den Dag, der Mose sendte mig; som min Kraft var da, saa er og min Kraft nu til Krigen, og til at gaae ud og til at gaae ind.
2Og nu, see, der vandrer Kongen for eders Ansigt, og jeg, jeg er vorden gammel og graahærdet, og see, mine Sønner ere hos eder; og jeg har vandret for eders Ansigt fra min Ungdom indtil denne Dag.
2Og han sagde: See nu, jeg er gammel og veed ikke min Dødsdag.
10Jeg, jeg sagde: Da mine Dage afskjæres, maa jeg fare til Gravens Porte, jeg maa savne det Øvrige af mine Aar.
28Thi alt min Faders Huus haver ikke (andet) været end Dødsens Mænd for min Herre Kongen, dog haver du sat din Tjener iblandt dem, som æde ved dit Bord; hvad Retfærdighed haver jeg da ydermere, og hvad ydermere at raabe om til Kongen?
29Og Kongen sagde til ham: Hvorfor vil du ydermere tale om dine Sager? jeg haver sagt det: Du og Ziba skulle dele Ageren.
33Og David sagde til ham: Dersom du gaaer bort med mig, da bliver du mig til en Byrde.
34Men dersom du gaaer tilbage i Staden og siger til Absalom: Jeg, jeg vil være din Tjener, o Konge! jeg, som var din Faders Tjener tilforn, jeg vil nu være din Tjener, saa gjorde du mig Achitophels Raad til Intet.
15Saa kom Kongen tilbage, og han kom indtil Jordanen, og Juda var kommen til Gilgal for at drage mod Kongen, at de vilde føre Kongen over Jordanen.
7Og det skede, der fyrretyve Aar vare tilende, da sagde Absalom til Kongen: Kjære, lad mig gaae, og jeg vil betale mit Løfte, som jeg lovede Herren, i Hebron.
8Thi din Tjener lovede et Løfte, der jeg boede i Gesur i Syrien, og sagde: Dersom Herren fører mig tilbage til Jerusalem, da vil jeg tjene Herren.
22Da sagde David: Hvad har jeg (at skaffe) med eder, I Zerujas Sønner! at I ville idag blive mig til Satan? skulde nogen Mand idag dødes i Israel? thi mon jeg ikke veed, at jeg (er bleven) Konge idag over Israel?
38Og Simei sagde til Kongen: Det Ord er godt; ligesom min Herre Kongen haver talet, saa skal din Tjener gjøre; saa boede Simei i Jerusalem mange Dage.
4Og Kongen sagde til ham: Hvor er han? og Ziba sagde til Kongen: See, han er i Machirs, Ammiels Søns, Huus i Lo-Debar.
19Og han sagde til Kongen: Min Herre, tilregn mig ikke den Misgjerning, og kom ikke ihu, hvad din Tjener handlede ilde paa den Dag, da min Herre Kongen gik ud af Jerusalem, at Kongen skulde lægge det paa sit Hjerte.
28Seer, jeg vil tøve paa den slette Mark i Ørken, indtil der kommer Efterretning fra eder at give mig (Sagen) tilkjende.
3Og Kongen sagde: Men hvor er din Herres Søn? og Ziba sagde til Kongen: See, han blev i Jerusalem, thi han sagde: Idag skal Israels Huus give mig min Faders Rige igjen.
26da skal du sige til dem: Jeg lod min (ydmyge) Begjæring falde for Kongens Ansigt, at man ikke maatte føre mig igjen i Jonathans Huus, at døe der.
11Og de Dage, som David var Konge over Israel, vare fyrretyve Aar; han var Konge i Hebron syv Aar, og var Konge i Jerusalem tre og tredive Aar.
3Og den Ene sagde: Kjære, vil du, da gak med dine Tjenere; og han sagde: Jeg, jeg vil gaae med.
13Herre! hør min Bøn, og vend dine Øren til mit Raab, ti ikke til min Graad; thi jeg er en Fremmed hos dig, en Gjæst som alle mine Fædre.
20Og nu, Kjære, hør, min Herre Konge! Kjære, lad min (ydmyge) Begjæring falde for dit Ansigt, og lad mig ikke føres igjen i Jonathans, Skriverens, Huus, at jeg skal ikke døe der.
8Da sagde David til Achis: Men hvad har jeg gjort, eller hvad har du fundet med din Tjener fra den Dag, jeg har været for dit Ansigt, indtil denne Dag, at jeg ikke skal komme og stride imod min Herre Kongens Fjender?
27Mon denne Sag skulde være skeet af min Herre Kongen? og du lod din Tjener ikke vide, hvo der skal sidde paa min Herre Kongens Throne efter ham?
9Da sagde han til mig: Kjære, staa hos mig og dræb mig; thi Forfærdelse har grebet mig, men mit Liv er endnu ganske i mig.
29Da sendte Kongen hen og lod sanke alle Ældste i Juda og Jerusalem.
27Men Dagene, som han var Konge over Israel, vare fyrretyve Aar; i Hebron regjerede han syv Aar, og i Jerusalem regjerede han tre og tredive Aar.
18Og David sagde til Saul: Hvo er jeg, og hvad er mit Liv, (ja) min Faders Slægt i Israel, at jeg skulde blive Kongens Svoger?
20Men du, min Herre Konge, al Israels Øine (see) paa dig, at du skal give dem tilkjende, hvo der skal sidde paa min Herre Kongens Throne efter ham.
17Og tusinde Mænd vare med ham af Benjamin, og den Tjener Ziba af Sauls Huus, og hans femten Sønner og hans tyve Tjenere med ham, og de kom lykkeligen over Jordanen førend Kongen.
34Thi hvorledes skulde jeg fare op til min Fader, og Drengen skulde ikke være med mig? jeg maatte da see paa det Onde, som skulde ramme min Fader.