2 Samuelsbok 2:5
Da sendte David Bud til de Mænd af Jabes i Gilead og lod dem sige: Velsignede være I for Herren, at I gjorde denne Miskundhed mod eders Herre, mod Saul, at I begrove ham!
Da sendte David Bud til de Mænd af Jabes i Gilead og lod dem sige: Velsignede være I for Herren, at I gjorde denne Miskundhed mod eders Herre, mod Saul, at I begrove ham!
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
6 Og nu gjøre Herren Miskundhed og Troskab mod eder; og jeg, jeg vil ogsaa gjøre mod eder det Gode, fordi I gjorde denne Gjerning.
7 Saa være nu eders Hænder stærke, og værer duelige Mænd, skjøndt eders Herre Saul er død; thi ogsaa Judæ Huus haver salvet mig til Konge over sig.
4 Og Judæ Mænd kom og salvede der David til Konge over Judæ Huus; og de gave David tilkjende og sagde: De Mænd af Jabes i Gilead ere de, som have begravet Saul.
12 Og David gik hen og tog Sauls Been og hans Søns Jonathans Been fra Mændene i Jabes udi Gilead, som de havde stjaalet af Bethsans Gade, hvor Philisterne havde hængt dem paa den Dag, Philisterne havde slaget Saul paa Gilboa.
13 Og han førte Sauls Been og Jonathans, hans Søns, Been op derfra, og de samlede deres Been, som vare hængte.
14 Og de begrove Sauls Been og hans Søns Jonathans i Benjamins Land i Zela udi Kis, hans Faders, Grav, og de gjorde alt det, som Kongen havde befalet; saa bønhørte Gud derefter Landet.
11 Der Indbyggerne i Jabes udi Gilead hørte om ham, hvad Philisterne havde gjort imod Saul,
12 da gjorde de sig rede, hver stridbar Mand, og de gik den ganske Nat og toge Sauls Legeme og hans Sønners Legemer af Muren i Bethsan; og de kom til Jabes og opbrændte dem der.
13 Og de toge deres Been og begrove dem under Lunden i Jabes, og de fastede syv Dage.
11 Der alle de i Jabes udi Gilead hørte alt det, som Philisterne havde gjort Saul,
12 da gjorde alle stridbare Mænd sig rede og optoge Sauls Legeme og hans Sønners Legemer, og de førte dem til Jabes; og de begrove deres Been under Egen i Jabes og fastede i syv Dage.
16 Og David sagde til ham: Dit Blod være over dit Hoved; thi din Mund svarede imod dig og sagde: Jeg, jeg har dræbt Herrens Salvede.
17 Og David klagede dette Klagemaal over Saul og over Jonathan, hans Søn;
1 Og David sagde: Mon der er endnu Nogen, som er overbleven af Sauls Huus, saa vil jeg gjøre Miskundhed imod ham for Jonathans Skyld?
21 Da sagde Saul: Velsignede være I for Herren, at I ynkes over mig.
4 Og David sagde til ham: Hvad er der skeet for en Sag? Kjære, kundgjør mig det; og han sagde: Alt Folket flyede af Krigen, og der faldt ogsaa meget af Folket og døde, ja endog Saul og Jonathan, hans Søn, ere døde.
5 Og David sagde til den unge Karl, den, som forkyndte ham (dette): Hvorledes veed du, at Saul og Jonathan, hans Søn, ere døde?
32 Da sagde David til Abigail: Lovet være Herren, Israels Gud, som sendte dig paa denne Dag imod mig!
16 Og de begrove ham i Davids Stad iblandt Kongerne, fordi han havde gjort Godt i Israel og mod Gud og hans Huus.
8 Og de førte Isboseths Hoved til David i Hebron, og de sagde til Kongen: See, (her er) Isboseths, Sauls Søns, din Fjendes, Hoved, som søgte efter dit Liv; saa haver Herren paa denne Dag givet min Herre Kongen megen Hevn paa Saul og paa hans Sæd.
9 Da svarede David Rechab og Baena, hans Broder, Rimmons, den Beerothiters, Sønner, og sagde til dem: (Saa vist som) Herren lever, som haver forløst min Sjæl af al Angest,
10 da En forkyndte mig og sagde: See, Saul er død, og han var for sine Øine som den, der fører (et godt) Budskab, da greb jeg ham og ihjelslog ham i Ziklag, han, som (meente), jeg skulde givet ham Løn for (hans) Budskab.
2 Da sagde David: Jeg vil gjøre Miskundhed imod Hanon, Nahas Søn, thi hans Fader gjorde Miskundhed imod mig; og David sendte Bud at lade trøste ham over hans Fader, og Davids Tjenere kom til Ammons Børns Land til Hanon for at trøste ham.
4 Saa kom Budene til Sauls Gibea og talede Ordene for Folkets Øren; da opløftede alt Folket deres Røst, og de græd.
5 Og see, Saul kom bag Øxnene af Marken, og Saul sagde: Hvad (skader) Folket, at de græde? da fortalte de ham de Mænds Ord af Jabes.
1 Og det skede efter Sauls Død, der David var kommen tilbage fra at slaae de Amalekiter, da blev David i Ziklag to Dage.
2 Og det skede paa den tredie Dag, see, da kom en Mand fra Leiren fra Saul, og hans Klæder vare revne, og Jord paa hans Hoved; og det skede, der han kom til David, da faldt han ned paa Jorden og nedbøiede sig.
29 I Mænd, Brødre! lader mig tale frimodigen til eder om Patriarchen David, at han baade er død og begraven, og hans Grav er hos os indtil denne Dag.
31 Og David sagde til Joab og til alt Folket, som var med ham: Sønderriver eders Klæder og binder Sække om eder, og sørger for Abner; og Kong David gik efter Liigbaaren.
32 Og de begrove Abner i Hebron, og Kongen opløftede sin Røst og græd ved Abners Grav, og alt Folket græd.
8 Og David fik sine Mænd skilt (fra ham) med Ord, og tilstedede dem ikke at staae op imod Saul; og Saul stod op af Hulen og gik paa Veien.
10 Saa laae David med sine Fædre og blev begraven i Davids Stad.
2 Da sagde David: Jeg vil gjøre Miskundhed imod Hanon, Nahas Søn, saasom hans Fader gjorde Miskundhed imod mig; og David sendte hen at lade trøste ham formedelst sine Tjenere over hans Fader, og Davids Tjenere kom i Ammons Børns Land.
25 Da sagde Saul til David: Velsignet være du, min Søn David! ja du skal gjøre og du skal formaae det. Saa gik David sin Vei, og Saul vendte om til sit Sted.
4 Og der han kom til Faarestierne ved Veien, da var der en Hule, og Saul gik ind for at skjule sine Fødder; men David og hans Mænd sadde ved Siderne i Hulen.
10 Og David sagde til Saul: Hvorfor hører du de Menneskers Ord, som sige: See, David søger efter din Ulykke?
12 Og de sørgede og græd og fastede indtil Aftenen over Saul og over Jonathan, hans Søn, og over Herrens Folk og over Israels Huus, at de vare faldne ved Sværdet.
5 Og David drog ud, hvorsomhelst Saul sendte ham hen, og handlede klogeligen, og Saul satte ham over Krigsmændene; og han var behagelig for alt Folkets Øine, endogsaa for Sauls Tjeneres Øine.
16 Men Herren skal være Dommer og dømme imellem mig og imellem dig, og han skal see og udføre min Sag, og frie mig fra din Haand.
17 Og det skede, der David havde endt at tale disse Ord til Saul, da sagde Saul: Er dette din Røst, min Søn David? og Saul opløftede sin Røst og græd.
18 Og han sagde til David: Du er retfærdigere end jeg; thi du har betalt mig Godt, men jeg, jeg har betalt dig Ondt.
57 Og der David kom tilbage, der han havde slaget Philisteren, da tog Abner ham og ledede ham ind for Sauls Ansigt; og han havde Philisterens Hoved i sin Haand.
7 Men du skal gjøre Miskundhed med Barsillai, den Gileaditers, Sønner, og de skulle være iblandt dem, som æde ved dit Bord; thi saaledes holdt de sig nær til mig, der jeg flyede for Absalom, din Broder.
2 Dertilmed tilforn, der Saul var Konge over os, da var du den, som førte Israel ud og ind; saa haver Herren sagt til dig: Du, du skal føde mit Folk Israel, og du, du skal være en Fyrste over Israel.
22 Derefter sendte Saul til Isai og lod sige: Kjære, lad David staae for mit Ansigt, thi han har fundet Naade for mine Øine.
31 Da sagde Kongen til ham: Gjør, saasom han har talet, og fald an paa ham og begrav ham, og du skal bortskaffe det uskyldige Blod, som Joab har udøst, fra mig og fra min Faders Huus.
3 og David sagde til de Gibeoniter: Hvad skal jeg gjøre ved eder, og hvormed skal jeg forsone, saa at I ville velsigne Herrens Arv?
12 Og David bød de unge Karle, og de sloge dem ihjel og afhuggede deres Hænder og deres Fødder, og hængte dem over Fiskevandet i Hebron; men de toge Isboseths Hoved og begrove det i Abners Grav i Hebron.
3 Og alle Israels Ældste kom til Kongen i Hebron, og David gjorde en Pagt med dem i Hebron for Herrens Ansigt, og de salvede David til Konge over Israel efter Herrens Ord ved Samuels Tjeneste.
31 Og de Ord bleve hørte, som David sagde, og man gav dem tilkjende for Sauls Ansigt, og han lod hente ham.