Apostlenes gjerninger 2:29
I Mænd, Brødre! lader mig tale frimodigen til eder om Patriarchen David, at han baade er død og begraven, og hans Grav er hos os indtil denne Dag.
I Mænd, Brødre! lader mig tale frimodigen til eder om Patriarchen David, at han baade er død og begraven, og hans Grav er hos os indtil denne Dag.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
30 Eftersom han da var en Prophet og vidste, at Gud havde svoret ham med en Ed, at han vilde af hans Lænders Frugt efter Kjødet opreise Christum til at sidde paa hans Throne,
31 saae han forud og talede om Christi Opstandelse, at hans Sjæl ikke skulde lades i de Dødes Rige, ei heller hans Kjød see Forraadnelse.
10 Saa laae David med sine Fædre og blev begraven i Davids Stad.
33 som og skrevet er i den anden Psalme: Du er min Søn; idag haver jeg født dig.
34 Men at han haver opreist ham fra de Døde, der ingenlunde skal vende tilbage til Forraadnelse, derom haver han saaledes sagt: Jeg vil holde eder de hellige (Løfter) til David, de trofaste.
35 Derfor siger han og i en anden (Psalme): Du skal ikke tilstede din Hellige at see Forraadnelse.
36 Thi David, der han havde i sin Livstid tjent Guds Raadslutning, sov hen og blev henlagt til sine Fædre, og saae Forraadnelse;
37 men den, som Gud opreiste, saae ikke Forraadnelse.
24 ham opreiste Gud, der han havde løst Dødens Smerter, eftersom det var umuligt, at han kunde holdes af den.
25 Thi David siger om ham: Jeg haver altid Herren for mine Øine; thi han er hos min høire Haand, at jeg ikke skal rokkes.
26 Derfor glæder mit Hjerte sig, og min Tunge jubler; ja ogsaa mit Kjød skal boe tryggelig i Haab;
27 thi du skal ikke forlade min Sjæl i de Dødes Rige, ikke heller tilstede din Hellige at see Forraadnelse.
28 Du haver kundgjort mig Livets Veie, du skal fylde mig med Glæde fra dit Aasyn. —
4 Og Judæ Mænd kom og salvede der David til Konge over Judæ Huus; og de gave David tilkjende og sagde: De Mænd af Jabes i Gilead ere de, som have begravet Saul.
5 Da sendte David Bud til de Mænd af Jabes i Gilead og lod dem sige: Velsignede være I for Herren, at I gjorde denne Miskundhed mod eders Herre, mod Saul, at I begrove ham!
34 Thi David opfoer ikke til Himmelen; men han siger: Herren sagde til min Herre: Sæt dig hos min høire Haand,
16 I Mænd, Brødre! det burde de Skriftens Ord at fuldkommes, hvilke den Hellig-Aand havde forud talet ved Davids Mund om Judas, som blev deres Veileder, der grebe Jesum.
4 Og David sagde til ham: Hvad er der skeet for en Sag? Kjære, kundgjør mig det; og han sagde: Alt Folket flyede af Krigen, og der faldt ogsaa meget af Folket og døde, ja endog Saul og Jonathan, hans Søn, ere døde.
5 Og David sagde til den unge Karl, den, som forkyndte ham (dette): Hvorledes veed du, at Saul og Jonathan, hans Søn, ere døde?
29 Men der de havde fuldkommet alle Ting, som ere skrevne om ham, nedtoge de ham af Træet og lagde ham i en Grav.
30 Men Gud opreiste ham fra de Døde;
1 Og der Davids Dage kom nær til, at han skulde døe, da bød han sin Søn Salomo og sagde:
1 Da samledes al Israel til David i Hebron og sagde: See, vi ere dine Been og dit Kjød.
2 Og Kong David stod op paa sine Fødder og sagde: Hører mig, mine Brødre og mit Folk! jeg havde (besluttet) i mit Hjerte at bygge et Hvilehuus til Herrens Pagtes Ark og til vor Guds Fødders Skammel, og havde beredet Forraad til at bygge.
1 Da kom alle Israels Stammer til David i Hebron, og de sagde, sigende: See, her ere vi, vi ere dine Been og dit Kjød.
1 Og disse ere de sidste Davids Ord: Saa sagde David, Isai Søn, og saa sagde den Mand, som er høit opreist, Jakobs Guds Salvede, og liflig i Israels Psalmer:
10 Fremdeles sagde David: (Saa vist som) Herren lever, uden saa er, at Herren slaaer ham, eller hans Dag kommer, at han døer, eller han drager ned i Krigen og omkommer,
15 Og David kaldte ad en af de unge Karle og sagde: Kom frem, fald an paa ham; og han slog ham, at han døde.
16 Og David sagde til ham: Dit Blod være over dit Hoved; thi din Mund svarede imod dig og sagde: Jeg, jeg har dræbt Herrens Salvede.
17 Og David klagede dette Klagemaal over Saul og over Jonathan, hans Søn;
25 Thi David havde sagt: Herren, Israels Gud, haver skaffet sit Folk Rolighed, og det skal boe i Jerusalem Indtil evig (Tid).
36 Thi David siger selv ved den Hellig-Aand: Herren sagde til min Herre: Sæt dig hos min høire Haand, indtil jeg lægger dine Fjender til dine Fødders Skammel.
37 Saa kalder da David selv ham en Herre, og hvorledes er han da hans Søn? Og meget Folk hørte ham gjerne.
9 Men David stod op derefter og gik ud af Hulen, og raabte efter Saul og sagde: Min Herre Konge! da saae Saul sig tilbage, og David bøiede sit Ansigt til Jorden og nedbøiede sig.
12 Og David gik hen og tog Sauls Been og hans Søns Jonathans Been fra Mændene i Jabes udi Gilead, som de havde stjaalet af Bethsans Gade, hvor Philisterne havde hængt dem paa den Dag, Philisterne havde slaget Saul paa Gilboa.
42 og David selv siger (dog) i Psalmernes Bog: Herren sagde til min Herre: Sæt dig hos min høire Haand,
22 Og der han havde taget ham bort, opreiste han dem David til Konge, om hvilken han og vidnede og sagde: Jeg haver fundet David, Isai (Søn), en Mand efter mit Hjerte, som skal gjøre al min Villie.
9 Derfor glæder mit Hjerte sig, og min Ære fryder sig; ja, mit Kjød skal boe tryggelig.
49 Hvilken Mand lever, som ikke skal see Døden, som kan frie sin Sjæl fra Gravens Vold? Sela.
16 Og de begrove ham i Davids Stad iblandt Kongerne, fordi han havde gjort Godt i Israel og mod Gud og hans Huus.
1 Og det skede efter Sauls Død, der David var kommen tilbage fra at slaae de Amalekiter, da blev David i Ziklag to Dage.
28 Og han døde i en god Alder, mæt af Dage, Rigdom og Ære, og Salomo, hans Søn, blev Konge i hans Sted.
43 Han sagde til dem: Hvorledes kalder da David ham i Aanden en Herre? da han siger:
7 Og David boede i Befæstningen; derfor kaldte man den Davids Stad.
39 Og Kong Davids (Sjæl) længtes efter at drage ud til Absalom; thi han havde trøstet sig over Amnon, at han var død.
22 Da sagde David: Hvad har jeg (at skaffe) med eder, I Zerujas Sønner! at I ville idag blive mig til Satan? skulde nogen Mand idag dødes i Israel? thi mon jeg ikke veed, at jeg (er bleven) Konge idag over Israel?
15 Og han sagde: Lovet være Herren, Israels Gud, som talede med sin Mund til David, min Fader, og opfyldte det med sin Haand og sagde:
12 Men David var den ephrathitiske Mands Søn fra Bethlehem i Juda, hvis Navn var Isai, og denne havde otte Sønner; og Manden var gammel i Sauls Dage (og) kommen (tilaars) iblandt Mændene.
11 Herren svoer David Sandhed, hvorfra han ikke skal vende sig, (sigende:) Af dit Livs Frugt vil jeg sætte paa din Throne.
24 du, som haver holdt din Tjener David, min Fader, det, som du haver tilsagt ham; du haver talet det med din Mund og opfyldt det med din Haand, som (det sees) paa denne Dag.