2 Samuelsbok 23:1
Og disse ere de sidste Davids Ord: Saa sagde David, Isai Søn, og saa sagde den Mand, som er høit opreist, Jakobs Guds Salvede, og liflig i Israels Psalmer:
Og disse ere de sidste Davids Ord: Saa sagde David, Isai Søn, og saa sagde den Mand, som er høit opreist, Jakobs Guds Salvede, og liflig i Israels Psalmer:
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
2Herrens Aand talede ved mig, og hans Tale skede ved min Tunge.
3Israels Gud sagde, til mig talede Israels Klippe: Der skal være En, som hersker iblandt Menneskene, en Retfærdig, (ja) En, som hersker i Guds Frygt,
19Og lovet være hans Æres Navn evindelig, og al Jorden skal fyldes med hans Ære. Amen, ja, Amen.
20Davids, Isai Søns, Bønner have en Ende.
1Og David talede Ordene af denne Sang for Herren paa den Dag, Herren havde friet ham af alle hans Fjenders Haand og af Sauls Haand.
2Og han sagde: Herren er min Klippe og min Befæstning og den, som befrier mig.
28Og han døde i en god Alder, mæt af Dage, Rigdom og Ære, og Salomo, hans Søn, blev Konge i hans Sted.
29Men Kong Davids Gjerninger, de første og sidste, see, de ere skrevne iblandt Samuels, den Seers, Handeler, og iblandt Nathans, Prophetens, Handeler, og iblandt Gads, den Seers, Handeler,
30tilligemed alt hans Rige og hans Vælde og Tiderne, som forløbe over ham og over Israel og over alle Rigerne i Landene.
1Der David var gammel og mæt af Dage, da gjorde han Salomo, sin Søn, til Konge over Israel.
26Saa var David, Isai Søn, Konge, over al Israel.
1Og der Davids Dage kom nær til, at han skulde døe, da bød han sin Søn Salomo og sagde:
16Men Herren skal være Dommer og dømme imellem mig og imellem dig, og han skal see og udføre min Sag, og frie mig fra din Haand.
14Og David sagde til ham: Hvorledes frygtede du ikke at udrække din Haand til at fordærve Herrens Salvede?
15Og David kaldte ad en af de unge Karle og sagde: Kom frem, fald an paa ham; og han slog ham, at han døde.
16Og David sagde til ham: Dit Blod være over dit Hoved; thi din Mund svarede imod dig og sagde: Jeg, jeg har dræbt Herrens Salvede.
17Og David klagede dette Klagemaal over Saul og over Jonathan, hans Søn;
10Og David lovede Herren for den ganske Forsamlings Øine, og David sagde: Lovet være du, Herre, Israels, vor Faders, Gud, fra Evighed og til Evighed!
15Og han sagde: Lovet være Herren, Israels Gud, som talede med sin Mund til David, min Fader, og opfyldte det med sin Haand og sagde:
25Thi David havde sagt: Herren, Israels Gud, haver skaffet sit Folk Rolighed, og det skal boe i Jerusalem Indtil evig (Tid).
51som beviser sin Konge store Saligheder og gjør Miskundhed imod sin Salvede, mod David og mod hans Sæd evindeligen.
17Og David bød alle Israels Fyrster at hjælpe Salomo, hans Søn, (sigende:)
22Og der han havde taget ham bort, opreiste han dem David til Konge, om hvilken han og vidnede og sagde: Jeg haver fundet David, Isai (Søn), en Mand efter mit Hjerte, som skal gjøre al min Villie.
9Men David stod op derefter og gik ud af Hulen, og raabte efter Saul og sagde: Min Herre Konge! da saae Saul sig tilbage, og David bøiede sit Ansigt til Jorden og nedbøiede sig.
29I Mænd, Brødre! lader mig tale frimodigen til eder om Patriarchen David, at han baade er død og begraven, og hans Grav er hos os indtil denne Dag.
3Og alle Israels Ældste kom til Kongen i Hebron, og David gjorde en Pagt med dem i Hebron for Herrens Ansigt, og de salvede David til Konge over Israel efter Herrens Ord ved Samuels Tjeneste.
20Da talede du til din Hellige i et Syn og sagde: Jeg haver sat en Hjælp ved en Kjæmpe, jeg haver ophøiet en Udvalgt af Folket.
34Men at han haver opreist ham fra de Døde, der ingenlunde skal vende tilbage til Forraadnelse, derom haver han saaledes sagt: Jeg vil holde eder de hellige (Løfter) til David, de trofaste.
4Og han sagde: Lovet være Herren, Israels Gud, som talede med sin Mund til David, min Fader, og opfyldte det med sine Hænder og sagde:
18Saa gjører det nu; thi Herren sagde til David, sigende: Jeg vil frelse Israel, mit Folk, ved Davids, min Tjeners, Haand af Philisternes Haand og af alle deres Fjenders Haand.
12Men David var den ephrathitiske Mands Søn fra Bethlehem i Juda, hvis Navn var Isai, og denne havde otte Sønner; og Manden var gammel i Sauls Dage (og) kommen (tilaars) iblandt Mændene.
7Da sagde Nathan til David: Du er Manden; saa sagde Herren, Israels Gud: Jeg, jeg salvede dig til Konge over Israel, og jeg udfriede dig af Sauls Haand,
1En Sang paa Trapperne. Herre! kom David ihu og alle hans Elendigheder,
2som svoer Herren, som lovede Jakobs Mægtige, (sigende:)
50Derfor vil jeg bekjende dig, Herre! iblandt Hedningerne og lovsynge dit Navn,
32Og Kong David sagde: Kalder mig Zadok, Præsten, og Nathan, Propheten, og Benaja, Jojadas Søn; og de kom ind for Kongens Ansigt.
20Siden sagde David til den ganske Forsamling: Kjære, lover Herren eders Gud! og al Forsamlingen lovede Herren, deres Fædres Gud, og neiede sig og bøiede sig ned for Herren og for Kongen.
26Og nu, Israels Gud! Kjære, lad dit Ord være sandt, som du talede til din Tjener David, min Fader.
12Og David fornam, at Herren havde stadfæstet ham til Konge over Israel, og at han havde ophøiet hans Rige for hans Folks Israels Skyld.
1Og David sagde: Her skal den Herre Guds Huus være, og her skal Israels Brændoffers Alter være.
10Fremdeles sagde David: (Saa vist som) Herren lever, uden saa er, at Herren slaaer ham, eller hans Dag kommer, at han døer, eller han drager ned i Krigen og omkommer,
15Efter alle disse Ord og efter alt dette Syn, saaledes talede Nathan til Kong David.
58Og Saul sagde til ham: Hvis Søn er du, unge Karl? og David sagde: (Jeg er) Isai, den Bethlehemiters, din Tjeners, Søn.
27Thi efter Davids de sidste Ord vare disse Tallet af Levi Børn fra tyve Aar gamle og derover,
23Og nu, Herre! det Ord, som du talede over din Tjener og over hans Huus, blive bestandigt evindeligen, og gjør, saasom du haver talet.
17Da kjendte Saul Davids Røst og sagde: Er denne din Røst, min Søn David? og David sagde: Det er min Røst, min Herre Konge.
17Efter alle disse Ord og efter alt dette Syn, saaledes talede Nathan til David.
7Saa skal du nu sige saaledes til min Tjener, til David: Saa sagde den Herre Zebaoth: Jeg, jeg tog dig fra Faarestien, fra (at være) bag efter Faarene, at du skulde være en Fyrste over mit Folk Israel.
3Og alle de Ældste af Israel kom til Kongen i Hebron, og Kong David gjorde en Pagt med dem i Hebron for Herrens Ansigt, og de salvede David til Konge over Israel.
52med hvilken dine Fjender have bespottet, Herre! med hvilken de have bespottet din Salvedes Fodspor.