Apostlenes gjerninger 18:17
Men alle Grækerne grebe Sosthenes, Forstander for Synagogen, og sloge ham for Domstolen; og Gallion bekymrede sig ikke om alt dette.
Men alle Grækerne grebe Sosthenes, Forstander for Synagogen, og sloge ham for Domstolen; og Gallion bekymrede sig ikke om alt dette.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
11Og han blev der et Aar og sex Maaneder og lærte Guds Ord iblandt dem.
12Men der Gallion var Landshøvding i Achaja, stode Jøderne samdrægtigen op imod Paulus, og førte ham for Domstolen og sagde:
13Denne overtaler Folket til at dyrke Gud imod Loven.
14Og der Paulus vilde oplade Munden, sagde Gallion til Jøderne: Dersom det var nogen Uretfærdighed eller slem Misgjerning, I Jøder! vilde jeg, som billigt var, laane eder Øre;
15men er det Spørgsmaal om en Lære og Navne og om den Lov, som I have, da seer selv til; thi jeg vil ikke være Dommer over disse Ting.
16Og han drev dem fra Domstolen.
19Men der hendes Herrer saae, at deres Haab om Vinding var borte, toge de Paulus og Silas og droge dem paa Torvet for de Øverste.
20Og de førte dem til Høvedsmændene og sagde: Disse Mennesker, som ere Jøder, forvirre aldeles vor Stad;
21og de forkynde Skikke, hvilke det ikke er os tilladt at antage eller udøve, efterdi vi ere Romere.
22Ogsaa Mængden opstod imod dem, og Høvedsmændene lode Klæderne rive af dem og befole at hudstryge dem.
23Og der de havde givet dem mange Slag, kastede de dem i Fængsel og befole Stokmesteren at forvare dem nøie.
32Han tog strax Stridsfolk og Høvedsmænd over Hundrede til sig og rykkede ind paa dem. Men der de saae den øverste Høvedsmand og Stridsfolket, lode de af at slaae Paulus.
1Men der de vare reiste igjennem Amphipolis og Apollonia, kom de til Thessalonica, hvor Jøderne havde en Synagoge.
5Men som der blev et Opløb baade af Hedninger og Jøder med deres Øverster, for at forhaane og stene dem,
7men Lysias, den øverste Høvedsmand, kom til og bortførte ham med megen Vold af vore Hænder,
8Men de forvirrede Folket og Stadens Øvrighed, som hørte dette.
9Dog der de havde ladet Jason og de Andre stille Borgen, lode de dem løs.
10Men Brødrene udsendte strax om Natten baade Paulus og Silas til Beroea; og der de vare komne derhen, gik de i Jødernes Synagoge.
17Men det skede efter tre Dage, at Paulus sammenkaldte dem, som vare de Fornemste iblandt Jøderne; men der de vare forsamlede, sagde han til dem: I Mænd, Brødre! jeg, som haver Intet gjort mod Folket eller Fædrenes Skikke, er overantvordet fangen fra Jerusalem i de Romeres Hænder,
19Og jeg sagde: Herre, de vide selv, at jeg satte i Fængsel og hudflettede i Synagogerne dem, som troede paa dig;
18Men der Paulus var bleven der endnu mange Dage, tog han Afsked fra Brødrene og seilede til Syrien, og med ham Priscilla og Aqvilas, efterat han havde raget sit Hoved i Kenchreæ; thi han havde gjort et Løfte.
19Men han kom til Ephesus og forlod dem der; men han selv gik ind i Synagogen og talede til Jøderne.
29Og den ganske Stad blev fuld af Forvirring; og de stormede samdrægtigen til Skuepladsen og reve med sig Macedonierne Cajus og Aristarchus, som reiste med Paulus.
30Men der Paulus vilde gaae frem til Folket, tilstedede Disciplene ham det ikke.
6Men der de stode imod og bespottede, afrystede han sine Klæder og sagde til dem: Eders Blod (komme) over eders Hoved! jeg er reen; herefter vil jeg gaae til Hedningerne.
7Og han gik bort derfra og kom i Huset til En, ved Navn Justus, som dyrkede Gud, (og) hvis Huus laae nærmest op til Synagogen.
8Men Crispus, Forstanderen for Synagogen, troede paa Herren med sit ganske Huus; og mange af Corinthierne, som hørte til, troede og bleve døbte.
4Men han talede i Synagogen paa hver Sabbat og overbeviste Jøder og Græker.
37Men Paulus sagde til dem: De have hudstrøget os offentligen udømte, vi, som dog ere romerske Mænd, og kastet os i Fængsel, og nu jage de os hemmeligen bort. Ikke saa! men lader dem selv komme og føre os ud.
38Men Stadstjenerne kundgjørde disse Ord for Høvedsmændene; og de frygtede, der de hørte, at de vare Romere.
4Og Nogle iblandt dem bleve overbeviste og holdt sig til Paulus og Silas, og en stor Mængde af gudfrygtige Græker og ikke Faa af de fornemste Qvinder.
5Men de vantroe Jøder bleve nidkjære og toge nogle onde Mænd til sig af Dagdrivere, og gjorde et Opløb og oprørte Staden; og de stormede mod Jasons Huus og søgte at føre dem for Folket.
24da befoel den øverste Høvedsmand, at han skulde føres ind i Fæstningen, og sagde, at man skulde ved Hudstrygelse forhøre ham, paa det at han kunde faae at vide, af hvad Aarsag de raabte saa imod ham.
25Men der de spændte ham med Liner, sagde Paulus til Høvedsmanden over Hundrede, som stod hos: Er det eder tilladt at hudstryge en romersk Mand, og det udømt?
27Men der de syv Dage vare næsten tilende, saae Jøderne fra Asien ham i Templet, og oprørte alt Folket og lagde Haand paa ham,
28og skrege: I israelitiske Mænd, hjælper! dette er det Menneske, som allevegne lærer Alle imod Folket og Loven og dette Sted, og tilmed haver han og ført Græker ind i Templet og vanhelliget dette hellige Sted.
32Da skreg den Ene det, den Anden det; thi Forsamlingen var i Forvirring, og de Fleste vidste ikke, af hvilken Aarsag de vare komne tilsammen.
33Men de droge Alexander, hvem Jøderne stødte frem, ud af Hoben; men Alexander slog til Lyd med Haanden og vilde forsvare sig for Folket.
57Men de raabte med høi Røst og holdt for deres Øren, og stormede samdrægtigen ind paa ham.
1Men derefter forlod Paulus Athenen og kom til Corinth.
30Og den ganske Stad kom i Bevægelse, og der blev et Tilløb af Folk; og de grebe Paulus og droge ham ud af Templet, og strax bleve Dørene lukkede.
18Og ved at sige dette, kunde de neppe stille Folket, at de ikke offrede til dem.
13Men der Jøderne af Thessalonica fik at vide, at Guds Ord blev og i Beroea forkyndt af Paulus, kom de og derhen og satte Folket i Bevægelse.
10Men da Striden blev heftig, frygtede den øverste Høvedsmand, at Paulus skulde sønderslides af dem, og befoel Krigsfolket at gaae ned og rive ham ud fra dem, og at føre ham ind i Fæstningen.
12Og de oprørte Folket og de Ældste og Skriftkloge, og de overfaldt ham og reve ham med (sig), og førte ham for Raadet.
11Og i alle Synagoger lod jeg dem ofte straffe og tvang dem til at tale bespotteligen, og end mere rasende mod dem, forfulgte jeg dem endog indtil udenlandske Stæder.
21For disse Tings Skyld grebe Jøderne mig i Templet og forsøgte at slaae mig ihjel.
3Denne vilde Paulus skulde drage ud med ham; og han tog og omskar ham for Jødernes Skyld, som vare paa disse Steder; thi Alle kjendte hans Fader, at han var en Græker.
19Og de toge ham og førte ham op til Domstedet og sagde: Kunne vi faae at vide, hvad dette er for en ny Lærdom, som du taler?
17Der de da kom sammen her, tøvede jeg ikke, men anden Dagen satte jeg mig paa Domstolen og bød Manden at fremføres.