Apostlenes Gjerninger 22:28

Original Norsk Bibel 1866

Og den øverste Høvedsmand svarede: Jeg haver kjøbt denne Borgerret for en stor Sum. Men Paulus svarede: Men jeg er endog født til den.

Tilleggsressurser

Lignende vers (AI)

Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.

  • 85%

    24 da befoel den øverste Høvedsmand, at han skulde føres ind i Fæstningen, og sagde, at man skulde ved Hudstrygelse forhøre ham, paa det at han kunde faae at vide, af hvad Aarsag de raabte saa imod ham.

    25 Men der de spændte ham med Liner, sagde Paulus til Høvedsmanden over Hundrede, som stod hos: Er det eder tilladt at hudstryge en romersk Mand, og det udømt?

    26 Men der Høvedsmanden over Hundrede hørte dette, gik han til den øverste Høvedsmand, og forkyndte ham det og sagde: See til, hvad du vil gjøre; thi dette Menneske er en Romer.

    27 Men den øverste Høvedsmand kom frem og sagde til ham: Siig mig, er du en Romer? Men han sagde: Ja.

  • 75%

    29 Da lode de, som skulde have forhørt ham, strax af fra ham. Men den øverste Høvedsmand, der han fik at vide, at han var en Romer, frygtede endog, fordi han havde ladet ham binde.

    30 Men anden Dagen, der han vilde vide med Vished, hvorfor han anklagedes af Jøderne, løste han ham af Baandene og befoel, at de Ypperstepræster og deres ganske Raad skulde komme sammen; og han førte Paulus frem og fremstillede ham for dem.

  • 72%

    32 Han tog strax Stridsfolk og Høvedsmænd over Hundrede til sig og rykkede ind paa dem. Men der de saae den øverste Høvedsmand og Stridsfolket, lode de af at slaae Paulus.

    33 Men der den øverste Høvedsmand kom nær til, tog han ham og befoel, at han skulde bindes med to Lænker; og han udspurgte, hvo han var, og hvad han havde gjort.

  • 39 Men Paulus sagde: Jeg er en jødisk Mand fra Tarsus, en Borger af en ikke ubekjendt Stad i Cilicia. Men jeg beder dig, tilsted mig at tale til Folket.

  • 71%

    16 Men der vi kom til Rom, overantvordede Høvedsmanden over Hundrede Fangerne til Øversten for Livvagten; men Paulus blev det tilstedet at boe for sig selv med en Stridsmand, som bevogtede ham.

    17 Men det skede efter tre Dage, at Paulus sammenkaldte dem, som vare de Fornemste iblandt Jøderne; men der de vare forsamlede, sagde han til dem: I Mænd, Brødre! jeg, som haver Intet gjort mod Folket eller Fædrenes Skikke, er overantvordet fangen fra Jerusalem i de Romeres Hænder,

    18 hvilke vilde ladet mig løs, der de havde forhørt mig, efterdi der var ingen Dødssag imod mig;

    19 men der Jøderne talede derimod, nødtes jeg til at indskyde min Sag for Keiseren, dog ikke som den, der havde Noget at anklage mit Folk for.

  • 37 Og der Paulus skulde føres ind i Fæstningen, siger han til den øverste Høvedsmand: Er det mig tilladt at tale Noget til dig? Men han sagde: Forstaaer du Græsk?

  • 8 efterdi han forsvarede sig, sigende: Jeg haver hverken syndet i Noget imod Jødernes Lov, ikke heller imod Templet, ikke heller imod Keiseren.

  • 10 Men Paulus svarede, der Landshøvdingen gav ham et Vink, at han skulde tale: Efterdi jeg veed, at du haver i mange Aar været en Dommer iblandt dette Folk, vil jeg des frimodigere forsvare min Sag,

  • 69%

    17 Men Paulus kaldte en af Høvedsmændene over Hundrede til sig og sagde: Før dette unge Menneske hen til den øverste Høvedsmand; thi han haver Noget at forkynde ham.

    18 Da tog denne ham med sig og førte ham til den øverste Høvedsmand, og sagde: Den bundne Paulus kaldte mig og bad mig føre dette unge Menneske til dig, da han haver Noget at sige dig.

    19 Men den øverste Høvedsmand tog ham ved Haanden, gik hen til en Side og spurgte: Hvad er det, som du haver at forkynde mig?

  • 69%

    1 Men Agrippa sagde til Paulus: Det tilstedes dig at tale for dig. Da udrakte Paulus Haanden og sagde til sit Forsvar:

    2 Angaaende alle de Ting, for hvilke jeg anklages af Jøderne, Kong Agrippa! agter jeg mig selv lykkelig, at jeg idag skal forsvare mig for dig;

  • 23 Og han befoel Høvedsmanden over Hundrede at bevogte Paulus og lade ham have Ro, og ikke forbyde Nogen af hans Egne at tjene ham eller at komme til ham.

  • 68%

    27 Denne Mand, som var greben af Jøderne og nær ved at ihjelslaaes af dem, ham udfriede jeg, der jeg kom med Krigsfolket og fik at vide, at han er en Romer.

    28 Men der jeg vilde vide Sagen, hvorfor de beskyldte ham, førte jeg ham for deres Raad;

    29 og jeg fandt da, at han blev beskyldt for nogle Spørgsmaal af deres Lov, men havde ingen Beskyldning (mod sig), som fortjener Død eller Fængsel.

    30 Men da det blev mig tilkjendegivet, at der skulde udføres et hemmeligt Anslag af Jøderne imod Manden, haver jeg strax sendt ham til dig og befalet Anklagerne at fremføre for dig, hvad de have imod ham. Far vel!

  • 68%

    29 Men Paulus sagde: Jeg vilde ønske til Gud, enten der fattes Lidet eller Meget, at ikke alene Du, men og Alle, som høre mig idag, maatte blive saadanne, som og jeg er, undtagen disse Lænker.

    30 Og der han havde sagt dette, stod Kongen op, og Landshøvdingen og Berenice og de, som sadde med dem.

    31 Og de gik til en Side, talede med hverandre og sagde: Dette Menneske gjør Intet, som fortjener Død eller Lænker.

    32 Men Agrippa sagde til Festus: Dette Menneske kunde været løsladt, dersom han ikke havde indskudt sin Sag til Keiseren.

  • 68%

    10 Men Paulus sagde: Jeg staaer for Keiserens Domstol, hvor mig bør at dømmes. Jeg haver ingen Uret gjort Jøderne, som du og bedre veed.

    11 Thi haver jeg handlet Uret, eller gjort Noget, som fortjener Døden, vægrer jeg mig ikke ved at døe; men er det Intet, hvorfor disse anklage mig, da kan Ingen overgive mig til dem af Gunst. Jeg indskyder min Sag for Keiseren.

  • 68%

    15 imod hvilken de Ypperstepræster og de Ældste af Jøderne mødte, da jeg var i Jerusalem, og begjærede Straf over ham,

    16 hvilke jeg svarede, at det ikke er de Romeres Skik af Gunst at overgive noget Menneske til Døden, førend den, som anklages, haver Anklagerne personlig tilstede og faaer Leilighed til at forsvare sig mod Beskyldningen.

    17 Der de da kom sammen her, tøvede jeg ikke, men anden Dagen satte jeg mig paa Domstolen og bød Manden at fremføres.

  • 1 Derfor bliver stadige i den Frihed, hvormed Christus frigjorde os, og lader Eder ikke atter tvinge under Trældoms Aag.

  • 10 Men da Striden blev heftig, frygtede den øverste Høvedsmand, at Paulus skulde sønderslides af dem, og befoel Krigsfolket at gaae ned og rive ham ud fra dem, og at føre ham ind i Fæstningen.

  • 67%

    36 Men Stokmesteren forkyndte Paulus disse Ord: Høvedsmændene sendte hid, at I skulle løslades; saa drager nu ud og gaaer bort med Fred.

    37 Men Paulus sagde til dem: De have hudstrøget os offentligen udømte, vi, som dog ere romerske Mænd, og kastet os i Fængsel, og nu jage de os hemmeligen bort. Ikke saa! men lader dem selv komme og føre os ud.

    38 Men Stadstjenerne kundgjørde disse Ord for Høvedsmændene; og de frygtede, der de hørte, at de vare Romere.

  • 1 Er jeg ikke en Apostel? er jeg ikke fri? haver jeg ikke seet vor Herre Jesum Christum? ere I ikke min Gjerning i Herren?

  • 6 Men da Paulus vidste, at den ene Deel var Sadducæer, men den anden Pharisæer, raabte han i Raadet: I Mænd, Brødre! jeg er en Pharisæer, en Pharisæers Søn; jeg dømmes for Haab og for de Dødes Opstandelse.

  • 19 Thi alligevel jeg er fri fra Alle, haver jeg dog gjort mig selv til en Tjener for Alle, paa det jeg kan vinde des Flere;

  • 66%

    20 Men der jeg var tvivlraadig angaaende Sagen om denne, sagde jeg, om han vilde reise til Jerusalem og dømmes der for disse Ting.

    21 Men der Paulus henskjød sig under Keiserens Kjendelse og vilde holdes i Forvaring til den, befalede jeg, at han skulde holdes i Forvaring, indtil jeg kan sende ham til Keiseren.

  • 66%

    21 Er du kaldet som Træl, det bekymre dig ikke; men kan du og blive fri, da vælg hellere det.

    22 Thi hvilken Træl, som er kaldet i Herren, han er Herrens Frigivne; desligeste og hvilken Fri, som er kaldet, han er Christi Træl.

  • 1 Men der det var besluttet, at vi skulde seile derfra til Italien, overantvordede de baade Paulus og nogle andre Fanger til en Høvedsmand over Hundrede, ved Navn Julius, (der stod) ved Keiserens Rode.

  • 7 men Lysias, den øverste Høvedsmand, kom til og bortførte ham med megen Vold af vore Hænder,

  • 33 De svarede ham: Vi ere Abrahams Afkom og have aldrig været Nogens Trælle; hvorledes siger du da: I skulle vorde frie?