Og Kongen sagde til Dronning Esther: Jøderne have ihjelslaget og omkommet fem hundrede Mænd og ti Hamans Sønner i Susan, Slottet; hvad have de (vel) gjort i Kongens øvrige Landskaber? men hvad er din Bøn? og det skal gives dig, og hvad er ydermere din Begjæring? og det skal skee.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
9og Parmastha og Arisai og Aridai og Vajesatha,
10ti Sønner af Haman, Hammedathas Søn, Jødernes Fjende, sloge de ihjel; men de lagde ikke deres Haand paa Rovet.
11Paa den samme Dag kom de Ihjelslagnes Tal i Susan, Slottet, for Kongen.
13Og Esther sagde: Dersom (det synes) Kongen godt, da gives ogsaa imorgen Jøderne, som ere i Susan, (Lov) at gjøre efter denne Dags Lov, og at de hænge Hamans ti Sønner paa Træet.
14Og Kongen befoel at gjøre saa, og der blev given en Lov i Susan, og de hængte Hamans ti Sønner.
15Og Jøderne, som vare i Susan, samledes ogsaa paa den fjortende Dag i Adar Maaned, og ihjelsloge i Susan tre hundrede Mænd; men de lagde ikke deres Haand paa Rovet.
16Men de øvrige Jøder, som vare i Kongens Landskaber, samledes og stode for deres Liv, og fik Ro for deres Fjender, og ihjelsloge af deres Fjender fem og halvfjerdsindstyve tusinde; men de lagde ikke deres Haand paa Rovet.
5Saa sloge Jøderne paa alle deres Fjender med Sværdslag og Drab og Fordærvelse, og de gjorde efter deres Villie imod deres Hadere.
6Og i det Slot Susan ihjelsloge Jøderne og omkom fem hundrede Mænd.
7Da sagde Kong Ahasverus til Dronning Esther og til Mardochæus, den Jøde: See, jeg haver givet Esther Hamans Huus, og ham have de hængt paa Træet, fordi han lagde sin Haand paa Jøderne.
24Thi Haman, Hammedathas Søn, den Agagiter, alle Jøders Fjende, havde tænkt mod Jøderne at omkomme dem, og havde ladet kaste Pur, det er Lodden, til at forstyrre dem og til at omkomme dem.
25Og der hun var gaaen ind for Kongens Ansigt, havde han ladet sige ved Brevet, at hans de onde Anslag, som han havde tænkt mod Jøderne, skulde komme tilbage paa hans Hoved; og de havde hængt ham og hans Sønner paa Træet.
26Derfor kaldte de de samme Dage Purim, efter Navnet Pur. For den Sags Skyld, efter alle dette Brevs Ord, og hvad de havde seet derhos, og hvad der var kommet over dem,
5Og hun sagde: Dersom (det saa synes) Kongen godt, og dersom jeg haver fundet Naade for hans Ansigt, og er den Sag ret for Kongens Ansigt, og jeg er behagelig for hans Øine, saa lad skrives for at gjenkalde de Breve, Hamans, Hammedathas Søns, den Agagiters, Anslag, som han haver skrevet for at omkomme Jøderne, som ere i alle Kongens Landskaber.
3Da sagde Kongen til hende: Hvad fattes dig, Dronning Esther, og hvad er din Begjæring? (var det) indtil Halvdelen af mit Rige, da skulde det gives dig.
4Og Esther sagde: Dersom (det synes) Kongen godt, saa komme Kongen og Haman idag til det Gjæstebud, som jeg haver tillavet for ham.
5Og Kongen sagde: Lader Haman skynde sig at gjøre efter Esthers Ord; og Kongen og Haman kom til Gjæstebudet, som Esther havde, tillavet.
6Da sagde Kongen til Esther under Gjæstebudet ved Vinen: Hvad er din Bøn? og den skal gives dig, og hvad er din Begjæring? (var det) indtil Halvdelen af Riget, da skal det skee.
7Da svarede Esther og sagde: Min Bøn og min Begjæring er:
8Dersom jeg haver fundet Naade for Kongens Øine, og dersom (det synes) Kongen godt at give (mig) min Bøn og at gjøre min Begjæring, saa komme Kongen og Haman til det Gjæstebud, som jeg vil lave til dem; saa vil jeg gjøre imorgen efter Kongens Ord.
8Thi Haman havde sagt til Kong Ahasverus: Her er eet Folk adspredt og deelt iblandt Folkene i alle dine Rigers Landskaber, og deres Love ere anderledes end ethvert Folks, de gjøre og ikke efter Kongens Love, derfor er det ikke Kongen nyttigt at lade dem (saa) blive.
9Dersom (det synes) godt for Kongen, saa lad skrives, at man omkommer dem; saa vil jeg veie ti tusinde Centner Sølv i deres Hænder, som gjøre Gjerningen, at føre dem i Kongens Skatkammer.
10Da tog Kongen sin Ring af sin Haand og gav Haman, Hammedathas Søn, den Agagiter, Jødernes Fjende, den.
11Og Kongen sagde til Haman: Det Sølv skal være dig givet, Folket ogsaa, at gjøre dermed, saasom godt (synes) for dine Øine.
12Da bleve Kongens Skrivere kaldte i den første Maaned, paa den trettende Dag i den, og der blev skrevet efter alt det, som Haman befoel, til Kongens Statholdere og til Fyrsterne, som vare over hvert Landskab, og til hvert Folks Øverster, til hvert Landskab efter dets Skrift, og til hvert Folk efter dets Tungemaal; i Kong Ahasveri Navn blev det skrevet og beseglet med Kongens Ring.
13Og Brevene bleve sendte formedelst Løbere til alle Kongens Landskaber om at ødelægge, at ihjelslaae og at omkomme alle Jøderne, baade Unge og Gamle, smaae Børn og Qvinder, paa een Dag, paa den tolvte Maaneds trettende Dag, det er Adar Maaned, og at røve, deres Bytte.
5Da svarede Kong Ahasverus og sagde til Dronning Esther: Hvo er den, eller hvor er han, som haver taget sig fuldkommeligen for i sit Hjerte at gjøre saaledes?
6Og Esther sagde: Den Mand, den Modstander og Fjende, er denne onde Haman; og Haman blev forfærdet for Kongens og Dronningens Ansigt.
7Og Kongen stod op i sin Hastighed fra Gjæstebudet (og) Vinen, (og gik) i Haven ved Paladset; og Haman stod for at søge sit Liv af Dronning Esther, thi han saae, at der var besluttet en Ulykke over ham af Kongen.
8Og der Kongen kom tilbage fra Haven ved Paladset til Huset, hvor (der havde været) Gjæstebud med Viin, da var Haman falden ned paa Bænken, som Esther (sad) paa; da sagde Kongen: Vil han og undertvinge Dronningen hos mig i Huset? (Der) det Ord udgik af Kongens Mund, da skjulte de Hamans Ansigt.
9Og Harbona, en af Kammertjenerne, (som stode) for Kongens Ansigt, sagde: See, der staaer ogsaa Træet, som Haman lavede til Mardochæus, som talede godt for Kongen, ved Hamans Huus, halvtredsindstyve Alen høit; da sagde Kongen: Hænger ham derpaa!
2da sagde Kongen til Esther ogsaa om anden Dagen i Gjæstebudet ved Vinen: Hvad er din Bøn, Dronning Esther? og det skal gives dig, og hvad er din Begjæring? (var det) indtil Halvdelen af Riget, da skal det skee.
3Og Dronning Esther svarede og sagde: Dersom jeg haver fundet Naade for dine Øine, o Konge! og dersom (det synes) Kongen godt (at være), da gives mig mit Liv for min Bøns Skyld, og mit Folk for min Begjærings Skyld.
7Og Mardochæus gav ham tilkjende Alt, hvad ham var vederfaret, og (gav) ham Forklaring om det Sølv, som Haman havde sagt, at han vilde veie ind i Kongens Skatkammer for Jødernes Skyld, at omkomme dem.
8Og han gav ham Indholdet af den Lovs Skrift, som var given i Susan om at ødelægge dem, for at lade Esther see (den) og at kundgjøre hende (herom), og at byde hende at gaae ind til Kongen for at bede ham om Naade og at søge for hans Ansigt (Naade) for hendes Folk.
1Og i den tolvte Maaned, det er Adar Maaned, paa den trettende Dag i den samme (Maaned), der Kongens Ord og hans Lov kom, at det skulde skee, paa den Dag, Jødernes Fjender ventede at herske over dem, — men det vendte sig om, at Jøderne, de selv herskede over deres Hadere —
2da samledes Jøderne i deres Stæder i alle Kong Ahasveri Landskaber at lægge Haand paa dem, som søgte deres Ulykke, og Ingen kunde bestaae for deres Ansigt; thi Frygt for dem var falden paa alle Folkene,
1Paa den samme Dag gav Kong Ahasverus Dronning Esther Hamans, Jødernes Fjendes, Huus, og Mardochæus kom for Kongens Ansigt, thi Esther havde givet tilkjende, hvorlunde han (hørte) hende til.
2Og Kongen tog sin Ring af, som han havde taget fra Haman, og gav Mardochæus den, og Esther satte Mardochæus over Hamans Huus.
3Og Esther blev ved og talede for Kongens Ansigt og faldt ned for hans Fødder, og hun græd og bad om Naade, at han vilde borttage Hamans, den Agagiters, Ondskab og hans Anslag, som han havde tænkt imod Jøderne.
11at Kongen gav Jøderne, som vare i hver Stad, Lov at samles og at staae for deres Liv, at ødelægge, at ihjelslaae og at omkomme alt Folkets og Landskabernes Magt, som trængte dem, (ja) smaae Børn og Hustruer, og at røve deres Bytte,
11Og Haman fortalte dem sin Rigdoms Herlighed, og om sine mange Sønner, og altsammen, hvorledes Kongen havde gjort ham stor, og at han havde ophøiet ham over Fyrsterne og Kongens Tjenere.
12Og Haman sagde: Ogsaa Dronning Esther lod Ingen komme med Kongen til det Gjæstebud, som hun havde tillavet, uden mig, og jeg er ogsaa indbuden af hende til imorgen med Kongen.
6Og han foragtede det for sine Øine at lægge Haand paa Mardochæus alene, thi de havde givet ham Mardochæi Folk tilkjende, men Haman søgte at ødelægge alle Jøderne, som vare udi Ahasveri Rige, Mardochæi Folk.
12Og de forkyndte Mardochæus Esthers Ord.
10Da sagde Kongen til Haman: Skynd dig, tag Klædebonnet og Hesten, saasom du haver talet, og gjør saa med Mardochæus, den Jøde, den, som sidder ved Kongens Port; lad ikke et Ord feile af alt det, som du haver talet.
14Der de endnu talede med ham, da kom Kongens Kammertjenere til, og de hastede at føre Haman til Gjæstebudet, som Esther havde tillavet.
4Da sagde Kongen: Hvo er i Forgaarden? Og Haman var kommen i Kongens Huses yderste Forgaard at sige til Kongen, at de maatte hænge Mardochæus paa det Træ, som han havde ladet berede til ham.
5Og Kongens Tjenere sagde til ham: See, Haman staaer i Forgaarden; og Kongen sagde: Lader ham komme ind.
5Da kaldte Esther ad Hathach, en af Kongens Kammertjenere, som han lod staae for hendes Ansigt, og hun gav ham Befaling til Mardochæus for at fornemme, hvad det var, og hvorfor dette (skede).