2 Mosebok 1:14
Og de gjorde dem deres Levnet beesk med haard Trældom i Leer og i Tegl, og med allehaande Trældom paa Marken; al deres Trældom, i hvilken de tjente dem, (maatte de trælle) strengeligen.
Og de gjorde dem deres Levnet beesk med haard Trældom i Leer og i Tegl, og med allehaande Trældom paa Marken; al deres Trældom, i hvilken de tjente dem, (maatte de trælle) strengeligen.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
11Saa satte de Skattens Betjente over det, at de skulde plage det med deres Byrder; og man byggede (da) Pharao Forraadsstæder, nemlig Pithom og Raamses.
12Men ligesom de plagede det, saa blev det mangfoldigt, og saa udbredte det sig; og de væmmedes ved Israels Børn.
13Og Ægypterne kom Israels Børn til at trælle strengeligen.
6Men Ægypterne handlede ilde med os og plagede os, og lagde en haard Tjeneste paa os.
13Og Plagerne dreve paa og sagde: Fuldkommer eders Gjerning, (hver) Dags Forretning paa sin Dag, ligesom da I havde Halm.
14Og Israels Børns Fogeder bleve slagne, hvilke Pharaos Plagere havde sat over dem, og der blev sagt til dem: Hvorfor have I ikke fuldkommet eders beskikkede Gjerning, at gjøre Tegl, som tilforn, saa og igaar og idag?
15Da kom Israels Børns Fogeder, og raabte til Pharao og sagde: Hvi gjør du saa med dine Tjenere?
16Dine Tjenere gives ikke Halm, og de sige til os: Gjører Tegl; og see, dine Tjenere faae Hug, dog dit Folk haver Skyld deri.
18Og nu, gaaer, arbeider, og ingen Halm skal eder gives; men I skulle dog forskaffe Tallet paa Teglene.
19Da saae Israels Børns Fogeder, at de vare ilde deran, idet der sagdes: I skulle Intet formindske af eders Tegl, af (hver) Dags Forretning paa sin Dag.
9Og Mose sagde saaledes til Israels Børn; men de hørte ikke Mose for Aands Angest og for den haarde Trældom.
23Og det skede lang Tid derefter, da døde Kongen af Ægypten; og Israels Børn sukkede over den Trældom og raabte; og deres Raab over (deres) Trældom kom op for Gud.
24Og Gud hørte deres Suk; og Gud tænkte paa sin Pagt med Abraham, med Isak og med Jakob.
15at vore Fædre droge ned i Ægypten, og vi boede lang Tid i Ægypten, og Ægypterne handlede ilde med os og med vore Fædre;
8Og lægger dem (alligevel) paa (at gjøre) det samme Tal Stene, som de have gjort hidtildags; formindsker Intet deraf; thi de ere efterladne, derfor skrige de og sige: Vi ville gaae hen, vi ville offre til vor Gud.
9Lader Trældommen blive svar over Mændene, at de have at gjøre dermed og ikke agte paa løgnagtige Ord.
4Da sagde Kongen af Ægypten til dem: (Du) Mose og Aron, hvorfor ville I afdrage Folket fra deres Gjerninger? gaaer hen til eders Byrder.
5Og det blev Kongen af Ægypten tilkjendegivet, at Folket flyede; da omvendtes Pharaos og hans Tjeneres Hjerte imod Folket, og de sagde: Hvi gjorde vi dette, at vi lode Israel fare, at de ikke skulde tjene os?
7Og det Folk, under hvilket de skulde trælle, vil jeg dømme, sagde Gud; og derefter skulle de drage ud og tjene mig paa dette Sted.
18De plagede hans Fødder med Jernbolte, han selv kom (til at gaae) i Jern;
11Og de sagde til Mose: Mon der ikke vare Grave i Ægypten, at du derfor udførte os til at døe i Ørken? hvi gjorde du os dette, at udføre os af Ægypten?
12Er det ei det Ord, som vi sagde til dig i Ægypten, sigende: Lad af fra os, og vi ville tjene de Ægypter; thi det er os bedre at tjene Ægypterne end at døe i Ørken?
3Og det skal skee paa den Dag, naar Herren skaffer dig Rolighed af din Smerte og af din Uro og af den haarde Tjeneste, med hvilken man kom dig til at tjene,
11Men derefter vendte de om og toge tilbage de Tjenere og de Tjenestepiger, som de havde udladet fri, og de undertvang dem til Tjenere og til Tjenestepiger.
6Og Pharao befoel samme Dag Plagerne iblandt Folket og dets Fogeder, og sagde: